Champagnesmagning og kunstmarked

Der har været fart på de sidste par uger. Sydafrika er gået ind i lockdown level 1, hvilket også har betydet, at sociale arrangementer har taget fart. Hernede handler det om, at få det meste ud af det, inden næste bølge rammer. Og med mulighed for stort set ubegrænset pasning af ungerne, har vores sociale liv pludselig taget fart.

“Reffen” i Joburg

Forestil jer en samling gamle industribygninger. Malingen er krakeleret, vinduerne ser slidte ud og ventilationsrørene er blotlagte i hvad der mest af alt minder om en lagerhal. Udenfor skinner solen, madboderne sælger pizza, burger eller andewraps, der er bord-bænke sæt i skyggen, der sælges is lavet på kokosmælk og grønne planter til stuen. Altsammen til lyden af et lokalt jazzband.

Sådan er Victoria Yards. Det rustikke setup i et ganske lokalt område af Johannesburg mindede unægteligt om Reffens madmarked i København – med akkurat samme hipster-vibe over det. Selvom vi hverken har tennissokker i birkenstocksandalerne eller ejer en rød tophue eller en denimjakke, så føltes det genkendeligt og ligefrem hjemligt. Markedet er, under de gældende restriktioner, kun åbent en gang om måneden, hvor lokale kunstnere udstiller alt fra keramik og malerier til tasker og tøj.

Vi var på udkig efter billeder til væggene herhjemme og vi faldt begge for et ganske kontroversielt billede, som vi dog ikke købte. Billedet forestillede to piger, der blev gift. Den ene sort den anden hvid. Brudekjolerne var lige dekorative, men når man gik forbi billedet, så forsvandt kjolerne og de stod nøgne og omfavnede hinanden. Kontrasterne var til at få øje på, men baggrunden var også helt sort, og vi syntes det blev for mørkt at have hængende. Det kan være vi ombestemmer os.

Ungerne var med og blev tryllebundet af to tryllekunstnere, der viste dem alle deres tricks med kort og snore. Ved siden af isboden stod en udklædt mand på stylter og lavede ballondyr til dem. Og så stødte vi ind i flere vi kendte, som, ligesom os, også havde taget turen fra Pretoria.

Cap Classique – sydafrikansk champagne

At overskriften i det hele taget hedder “champagnesmagning” er sådan set helt forkert. Men de færreste vil vide, hvad Cap Classique smagning er for en størrelse, og det skulle vi også til at lære.

På en ikke så almindelig søndag aften var vi inviteret til champagnesmagning hos den belgiske souschef, som havde inviteret en lille gruppe af andre souschefer og bedre halvdele til Cap Classique smagning. Grunden til at det ikke kan hedde champagne i Sydafrika er fordi, at det kun må kaldes champagne, hvis det kommer fra Champagne distriktet i Frankrig. Det vidste vi. Men vi kendte ikke meget til den sydafrikanske version af champagne med det extravagante navn Cap Classique.

Colmant er een af Sydafrikas certificerede Cap Classique producenter. Og det var grundlæggeren selv, belgiske Jean-Phillipe Colmant, der stod for smagningen denne aften. Han forklarede, hvordan han tilbage i 2002 lagde sin karriere som ingeniør på hylden og satte kurs mod Sydafrika for at udforske vinregionen. Han havde ofte krydset grænsen fra Belgien til Frankrig for at købe champagne og tænkte på et tidspunkt, at det måtte han selv kunne lave ligeså godt – hvis ikke bedre. Det blev starten på en gedigen succes for Colmant familien.

Ved ellevetiden bestilte vi en Uber, sagde farvel med albuen til de andre og tog vores mundbind på før vi satte os i taxaen. Dagen efter spurgte Saga, om det ikke kunne være Catherine, der puttede dem, og hun blev oprigtigt skuffet, da vi sagde “nej, det gør mor og far”. Og sådan har alle pludselig vænnet sig til en hverdag, hvor forældrene igen har fået et socialt liv uden for legepladsen.

De korte nyheder

  • En af de hundeparker vi har tager Balder til, er midlertidigt blevet lukket, da de har opdaget, at en leopard har slået sig ned i området
  • Vi er i skrivende stund i Eswatini og glæder os utrolig meget til at fortælle mere om det
  • For nogle uger siden inviterede vi ambassadens ansatte til fredagsbar, hvilket var en stor succes
  • Vores flybilletter til Danmark er blevet aflyst, så vi afventer lige covid-situationen over de næste par måneder, inden vi bestiller nye billetter

Tak fordi I læste med!

%d bloggers like this: