Da vi havde tilbagelagt 1700 kilometer og på den gode side af 26 timer i bilen, nåede vi til Zimbabwe. Var vi derimod kørt et par kilometer længere nordpå, kunne vi være kommet til enten Namibia eller Zambia, da intet mindre end fire lande grænser op til hinanden i det nordlige Botswana med Zambezifloden som landegrænse. Men målet var først og fremmest Victoria Falls og dernæst det historiske område ved Matopos Nationalpark længere sydpå.
Har I Dollars?
I sekundet man giver sig i kast med at krydse afrikanske landegrænser, får man et umiddelbart og upoleret indblik i, hvordan landet fungerer. Eller ikke fungerer. Som her hvor vi skulle downloade en app for at registrere vores trailer, men vores telefon havde ikke netværk, så der stod belejligt nok en mand, som vi kunne betale, mod at han downloadede den til os. I dollars, selvfølgelig. Derudover havde vi udfyldt og indleveret en anden formular, som grænsepolitiet havde forlagt og ikke kunne finde, og derfor gav de os ikke lige lov til at komme videre i processen. Det kom vi, selvfølgelig. For tingene løser sig altid i Afrika, til trods for, at det kan synes noget besværligt, når man er i det.
En times kørsel fra grænseposten nåede vi frem til Victoria Falls, hvor vi skulle bo de næste par dage. Vi havde læst i guidebogen, at vi uden problemer ville kunne gå rundt i byen og ikke mindst de 1,5 km fra vores camp til vandfaldet, men der blev rystet på hovedet i receptionen, da vi heldigt nok spurgte ind til netop det. “No, no, don’t do that. There were lions in the streets a couple of days ago and there are a lot of elephants here”. Jaså. Vi vovede os dog alligevel ud på en kort tur hen ad gaden, da vi skulle have aftensmad på restauranten Pariah State – et velvalgt navn i et land, der har været i frit fald som følge af årtiers korruption og erodering af ressourcer.
Victoria Falls fra toppen og bunden
Beslutningen om at bruge halvdelen af børnenes opsparing på en 13 minutters helikoptertur hen over vandfaldet var ikke taget på forhånd. Da vi havde været på en sejltur op ad Chobe floden i Botswana spurgte damen, der havde booket sejlturen, om vi havde planlagt noget i Victoria Falls. Vi er ikke de store planlæggere, og foretrækker langt hen ad vejen at tage bestik af dagen og se, hvilke muligheder der byder sig. Men vi nåede alligevel hurtigt til enighed om, at hvis vi nogensinde skulle prioritere at flyve i helikopter, så ville netop denne her tur give rigtig god mening. Så det blev et ja.
Et par dage senere stod vi så på deres “helicopter pad” med headsets på og fik instruktioner i, hvordan vi skulle sidde, og hvilken rute vi præcis skulle flyve. Vi fløj hen over Zambezifloden og fire gange rundt om vandfaldet i forskellige retninger. Det betragtes som et af verdens tre største vandfald afhængigt af, om man måler på bredde, højde eller vandmængde. De to andre er Niagara Falls mellem USA og Canada og Iguazu Falls mellem Brasilien og Argentina.
Dagen sluttede på jorden med den vådeste vandretur til dato, hvor vi gik langs vandfaldet. Støvlerne blev fyldt med vand fra de store støvskyer af vand fra vandfaldet, og selv de bedste regnjakker kunne ikke klare mosten. Dén tur i sig selv understregede, hvor rigtig en beslutning det var at se vandfaldet ovenfra. I øvrigt så vi ingen løver i løbet af vores dage ved Victoria Falls – vi så dog et par elefanter i vejsiden.
På et hængende hår
Næste dag satte vi kurs mod Zimbabwes kulturelle centrum; Matobo. Efter en lang køredag, som primært forgik i slalom eller helt ude i rabatten for at undgå alle hullerne i vejene, nåede vi endelig frem til den lejr, hvor vi skulle bo de næste par dage. Stort set alt proviant pånær vand, vin og lidt toastbrød var blevet spist på turen indtil nu, og vi så frem til en god middag på det lodge, som også hørte til lejren, hvor vi skulle bo.
Vi parkerede bilen ved restauranten og gik med lige dele forventninger og appetit hen til personalet, og spurgte, om vi kunne spise her. “Did you order?” og vi sagde, nej. For det skulle man eftersigende gøre dagen forinden, hvis man skulle gøre sig håb om at få mad, da nationalparken vi befandt os i ikke lå i umiddelbar nærhed af nogen former for indkøbsmuligheder. Vi fremlagde alskens kreative løsninger, men lige lidt hjalp det, og i takt med at børnene begyndte at ytre deres sult mere højlydt, blev vi også mere fortvivlede.
Fem minutter senere troppede to andre familier op – de talte tysk og engelsk sammen og virkede bekendte. Vi stod lidt på afstand, da vi hørte dem stille personalet 1:1 det samme spørgsmål som os, og på samme måde blev afvist, fordi de ikke havde bestilt dagen forinden. Vi fandt derefter hurtigt ud af, at det var to familier fra Villads’ og Sagas skole i Pretoria, som med et par dages afvigelser havde taget samme rute som os først gennem Botswana og nu Zimbabwe. Og nu smågrinede vi lidt over, at vi stod her ude midt i ingenting uden planer for aftensmad.
De havde pasta og tomatsauce tilbage som det eneste, så vi slog pjalterne sammen med vores vin og vand. Og på den måde endte en strabadserende dag pludselig med 12 mennesker rundt om et bord, med intet mindre end seks børn fra den samme skole, hvor der blev delt ud af både mad og drikke og gode historier fra diverse køreture gennem det sydlige Afrika.
Sankulturens ophav
Matobo er et historisk sted, da det var hjemstavn for Sanfolket for 2000 år siden. I dag er Sankulturen den ældste nulevende kultur i det sydlige Afrika. Matobo Hills, hvor vi camperede, har mere end 3000 registrerede hulemalerier, og på en gåtur en morgen viste en lokal guide os nogle stykker af dem. Og helt på samme måde, som når man bor i en nationalpark på dyrenes præmisser, så er det helt særligt at befinde sig et sted, hvor mennesker fra starten af vores tidsalder har efterladt historier, som vi kan betragte og lære af i dag.
Et par dage senere gik turen hjem til Pretoria – en tur vi kunne have delt op i to, men som vi valgte at tage i ét stræk. Det blev til 10 timer på vejene og ubrugeligt lang tid henover grænsen, hvor vi måtte stoppe og udfylde alverdens formularer ved hele seks forskellige skranker (på den Zimbabweanske side vel at mærke). Vi skulle sågar betale en fee for at forlade landet. Efter overstået grænse nonsense var vi tilbage i Sydafrika med gode veje og rastepladser med næsehorn på marken ved siden af, og så føltes de resterende 7 timer bag rattet som en leg.
Nomad [n] 