Lige siden vi var der første gang, har vi drømt om at rejse tilbage som familie til dét land, der åbnede vores øjne for at bo og leve anderledes. Uganda. Landet som lærte os meget om verden, men måske mere om os selv, og som blev vores første andet hjem. 11 år senere på en varm decemberdag, hvor julegaverne var pakket op og leget med, satte vi os i et lille Uganda Airlines fly fra Sydafrika med kurs mod “The Pearl of Africa.”
Et andet Afrika
Vi elsker at bo i Sydafrika med børn, og vi kommer givetvis aldrig til at bo i så dejligt et land igen. Men der er ingen tvivl om, hvilken fysisk opdeling der hersker mellem rig og fattig, og hvordan vi dagligt skal forholde os til, hvilke områder vi kan færdes i udelukkende af sikkerhedshensyn. Det gælder ikke på samme måde i Uganda, og efter 3,5 år i Sydafrika ville vi også gerne vise vores børn et Afrika, hvor man ikke behøver at rulle vinduerne op, når vi holder stille i et lyskryds, eller hvor vi skal scanne vores omgivelser, som var vi agenter i en efterretningstjeneste.
Mens indtrykkene stort set svarede til de fire gange, vi tidligere har været i landet, kunne børnene derimod sætte ord på alt det, som var nyt og anderledes for dem. Luften var anderledes røget, sagde Villads. Theodor syntes at husene så gamle ud, og det var lidt sjovt at blive vækket af en galende hane. Flere lyskryds virkede end for godt 10 år siden, og der var generelt færre huller i vejene. Men madboderne langs vejen, de overfyldte motorcykler med mennesker, varer eller dyr bagpå og de svært ustabile træstilladser omkring ethvert byggeri var præcis, som vi huskede det.
Gadebørnene
Vores tur startede med et længe ventet gensyn med Joshua, der fortsat driver gadebørnsorganisationen SCCU. Siden vi så dem sidst har Joshua flyttet alle gadebørnene fra Kampala til Kajjansi ca. 45 min uden for byen. Han solgte sin private ejendom for at investere i et resort, der både kunne huse børnene og generere indkomst. Børnene og ham har siden da bygget stedet op; lavet fodboldbaner, et musikrum, sovesale til børnene, en scene hvor børnene kan optræde og selvfølgelig en restaurant og værelser til overnattende gæster.
Joshua har netop nu 40 børn i alderen 8-19 år. Flest piger. Han tager jævnligt ind til Kampala for at besøge den pre-school han oprettede, da deres lokaler blev ledige i 2015 og for at relokere gadebørn fra området til hans center. Børnene går alle i privat skole i Kajjansi og strategien er fortsat at udvikle deres talent indenfor fodbold eller musik for at skabe de bedste muligheder for dem mht. uddannelse og job.
Jacob trænede gadebørnene ugentligt i fodbold tilbage i 2010 og 2011 og to af børnene, som nu er mænd, spiller på det ugandiske fodboldlandshold. Andre har fået jobs i Kampala, og Joshua har sørget for at være med i hele processen frem mod at de var i stand til at forsørge sig selv.
God Loves Uganda
Mens turen fortsatte videre, først til Nilens udspring og derefter videre østpå til bjergene, var Uganda i mellemtiden kommet i mediernes søgelys. Landet var netop blevet ekskluderet fra AGOA; en amerikansk samhandelsaftale, som siden 2000 har stået for en substantiel del af landets omsætning.
Uganda blev ekskluderet fra AGOA fordi de for et år siden vedtog at homoseksualitet kunne give fængsel på livstid eller sågar dødsstraf. Det er et lovforslag, som har været i vælten lige siden vi var der i 2010-2011, hvor formanden for SMUG (Sexual Minorities Uganda) David Kato blev brutalt myrdet. Forud for drabet deltog Jacob i retssagen mod tabloid avisen, der hængte mange prominente homoseksuelle ud under titlen “Kill Them.”
Og nu er det så en sørgelig kendsgerning at her 14 år senere er loven vedtaget trods indædte kampe og protester både fra befolkningen og det internationale samfund. Den nye lov er på mange måder et billede på vores oplevelse af Uganda denne gang. Man ville antage, at der på mere end 10 år ville være gjort større fremskridt, men desværre virker det som, at de har taget et skridt frem og to tilbage. Når det så er sagt, så er folkets varme og imødekommenhed helt uændret (såfremt du har sex med et andet køn end dit eget) og vi følte at vores første andet hjem stadig var vores andet hjem.
Vi vil i øvrigt virkelig anbefale at se dokumentaren “God Loves Uganda” som vandt stort set alle dokumentarpriser i 2013. Den giver et indblik i, hvordan de homofobiske kræfter tog fart i Uganda. Det her er traileren: https://www.youtube.com/watch?v=m3_hKv4pEM4
Dét vi havde glemt
- At man på restauranter bliver spurgt om vandet, man bestiller, skal være koldt eller varmt
- De mange døde hunde på vejene
- At øl som standard er 500ml
- Det enorme antal af fartbump og politi kontrolposter på vejene
- Hvor uendeligt langsomt gamle sovjetiske lastbiler lastet med sukkerrør kører
- At badetøjet ikke er tørt efter en hel dag på tørresnoren pga den høje luftfugtighed
- At der på 500 meter sagtens kan være fire tankstationer på samme vejside
- At det er træk-på-skuldrene normalt at leje en bil, hvor vinduerne ikke kan rulles op og hvor bremserne sætter ud fra tid til anden
De korte nyheder (i et andet format)
Det er noget tid siden, at vi har givet en reel opdatering på livet hernede. Børnene bliver store og har nu lært at spille 500 og tog deres hidtil længste og mest udfordrende vandretur, mens vi var i Uganda. Villads spiller fodbold i den portugisiske fodboldklub Sporting, som har et fodboldakademi i Pretoria. Jacob er netop på den anden side af to simultane og velafholdte (læs: hektiske) besøg af Udenrigsministeren og Udenrigspolitisk Nævn. Altimens havde vi besøg af familien og Camilla fik afleveret sin første af fire eksamener. Vi ved endnu ikke, hvordan vores fremtid ser ud om (gisp) bare fire måneder – det prøver vi at tage med ophøjet ro, selvom vi ved, at det bliver en spurt af en anden verden, når vi skal have styr på skoler og bolig på rekordtid. Om en uge rejser vi til sydkysten på vores farveltur til det her skønne land. Vi skal genbesøge mange perler på Sydafrikas Garden Route og se nogle nye steder på vejen.
Tak fordi I læste med!
Nomad [n] 