Det var sidst på eftermiddagen. Børnene cyklede på terrassen. Camilla tog en vandpause fra træningen, og Jacob kom gående ud med sin telefon holdt frem mod os andre. På skærmen var mailen – vi skal til Tel Aviv. Det er sådan et øjeblik, hvor tiden står stille. Hvor man kan huske, hvad man lavede, hvor man var, hvad man tænkte. En besked der kommer til at ændre vores liv og børnenes opvækst. Tel Aviv er en destination, vi har talt om i flere år, men som vi ikke regnede med ville blive en mulighed.
Is i maven
Der har været stilhed på denne front i noget tid, da vi forestillede os at kunne afsløre, hvad vores næste kapitel indebar tidligere end maj. Men for en uge siden blev det afgjort, at vi skal flytte til Tel Aviv i slutningen af juli. Jacob tiltræder stillingen som souschef, hvorfor vi skal bo der de næste fire år.
At fortsætte udenlands har hele tiden været vores præference. Det vil skabe kontinuitet for børnene mht. skolegang, hvorimod en tur omkring Danmark nu, ville tage dem igennem skift af skolesystem to gange – først til dansk skolesystem og derefter tilbage til international skolesystem. Og der lader til at være en verden til forskel på internationale skoler og danske folkeskoler, så hensigten har været at minimere antallet af dén type skift. En anden fordel ved at fortsætte i international skoleregi er, at Theodor vil starte i samme skole, som de to andre. Det passer drengen, der både skriver og prøver at læse, rigtig godt.
Endnu en udstationering betyder også at børnene rykker et skridt nærmere fænomenet “3rd culture kids” – børn der er multikulturelle qua deres opvækst og dermed ikke har fast forankring i én kultur, som vi forældre har. Det forholder vi os aktivt til, aftaler hvordan og i hvilket omfang vi skal introducere dansk kultur og taler med børnene om traditioner og forskelligheder. Da vi havde besøg af vores (og børnenes) venner for et år siden, kom MGP op som emne, da der skulle vælges musik. Dertil sagde Sagas veninde, at Saga selvfølgelig ikke vidste hvad MGP var, fordi hun jo ikke var dansker. Børn er dejlige ligetil og simple – og præcis dén kommentar fik os til at tænke over, hvordan vi skaber en barndom for vores børn, der kan give dem en følelse af at være danske, når de til dagligt indgår i en international virkelighed med alle verdens kulturer omkring sig.
Så forberedelserne til den næste store flytning er igang. Der skal siges farvel hernede, biler skal sælges det ene sted og købes det andet sted, der skal skrives op til skole, vi skal afgøre hvilke ting, vi vil have direkte videre til Tel Aviv, og hvilke ting vi ikke kan undvære indtil september, som så skal med os i kufferter først til Danmark og derefter til Israel. Børnene er glade. De er gode til at snakke om, at det bliver svært at sige farvel, mens vi forsøger at give konkrete eksempler på, hvordan en eftermiddag eller en weekend kan se ud i deres nye virkelighed. En israelsk familie fra skolen, som også er nogle af deres bedste venner, skal flytte tilbage til Israel samtidigt med os. Verden er lille – og meget kompleks.
Et vemodigt farvel til Sydafrika
Forleden skrev skolen i Pretoria til os. Altså, forstå os ret – de skriver til os hver dag og at følge med til at læse alle deres mails for ikke at nævne beskeder på Whatsapp burde være en olympisk disciplin. Men beskeden forleden handlede om den farvelseance, der skal foregå til juni, for de børn, der skal flytte. De efterspurgte et billede af børnene fra da de ankom og et billede fra nu. Fire år senere. Så vi fandt dette.
Billedet fik os til at reflektere over de sidste fire år og tænke over vores tid hernede. Vi ankom til Sydafrika i 2020 midt under pandemien. Børnene var bare 1, 3 og 5 år gamle. Der var udgangsforbud om aftenen, restriktioner på forsamlinger og vi fik først besøg efter 1,5 år. Det gav os mulighed for at lande, lære Sydafrika at kende, få os nogle fantastiske venner og mest af alt tid til at opleve denne her del af verden gennem børnenes øjne.
De sidste fire år i Sydafrika har givet os uendeligt meget som familie, og vi sidder tilbage med én følelse; taknemmelighed. Taknemmelighed over alle de oplevelser vi har fået ved at bo i et land så mangfoldigt, at man føler hele verden kan findes her. Bjergkæder, savanne, ørken, trope, vinland, pingviner, løver, hvaler, næsehorn. Listen er uendelig.
Så helt på sin plads kan vi slutte af med lidt levende billeder fra vores “farveltur” til Sydafrika i påsken. Vi kørte langs hele sydkysten, kaldet Garden Route, vandrede de smukkeste ture en sidste gang, spiste steder vi har elsket og fik lukket et helt fantastisk kapitel.
Nomad [n] 