Vi har nu været i Israel i to uger. Og hvilken tid at lande i. To dage før vi rejste afsted angreb og dræbte Hezbollah 12 drusiske børn på en fodboldbane i de besatte Golan-højder og krydsede dermed en usynlig linje i krigens uskrevne regler. Det blev fulgt op af to højprofil drab på hhv. en Hamas leder i Teheran og et attentat mod Hezbollas militære leder i Libanon, som Israel tog ansvar for. Siden da har de regionale spændinger nået et hidtil uset niveau.
Velkommen til Mellemøsten
Det første der ramte os var varmen. Vi ankom selvfølgelig også midt i deres højsommer med dagstemperaturer på svimlende 35 grader og fik med det samme associationer til varmen og fugtigheden i Indonesien. Tel Aviv er en by med omkring en halv million indbyggere på et areal, der svarer til 1/4 af Københavns. Det afspejles i byens skyline med højhuse, så langt øjet rækker, og tæt trafik der trods alt glider – også i de travle timer. Mange vejskilte har tekst på hhv. hebraisk, arabisk og engelsk, så det for sådan nogle som os trods alt er til at finde rundt.
Indtrykkene er mange men det mest naturlige sted at starte er at tale om gidslerne fra 7. oktober . I Tel Avivs lufthavn på vej ned mod ankomsthallen hang de hver og en med billede, navn, alder og teksten “bring her/him/them home.” Det samme gør sig gældende på busstoppesteder og på trappen ned til stranden. Villads betragtede dem på vores første gåtur til stranden og konstaterede at “all of these people are missing”, hvortil vi havde endnu en snak om, hvorfor Israel er i krig netop nu, og hvad det betyder for Israel og for vores sikkerhed. Folk bærer “bring them home” kæder om halsen, har sat gule sløjfer og flag på deres biler, og på mange af højhusene står der enten “bring them home” eller antallet af dage i fangeskab angivet. Terrorangrebet d. 7. oktober og krigen er til stede i alt hernede. De nedslåede blikke, de forcerede smil, når der bliver svaret “I am okay” eller de afslutter en sætning med “Stay safe.”
Og apropos sikkerhed, så har vi ganske ufrivilligt også fået afprøvet den nære sikkerhed omkring os. Det gjorde vi, da vi efterlod to par sko i den ene ende af stranden på en gåtur, og da vi kom tilbage en halv time senere, stod de der endnu. Vi kiggede på hinanden og sagde næsten i kor, at det aldrig ville være gået i Sydafrika. Vi skal også vænne os til vinduer og døre uden metalgitter, huse uden høje murede vægge omkring og fraværet af elektriske hegn. Der er offentlige legepladser, parker, cykelstier, fortove, og i supermarkedet står der bland-selv oliven ved siden af bland-selv slikket. Vi vidste det på forhånd, men nu får vi lov til at opleve kontrasten ved at have høj nær sikkerhed i kombination med at navigere et politisk usikkert landskab.
Ny normal
Mens vi i Sydafrika hentede en app til at se hvilke områder, der ville blive påvirket af strømafbrydelser, har vi her i Israel hentet en app til at se, i hvilke områder en luftalarm aktiveres og hvilken type angreb, der er tale om. Vi har introduceret og forberedt børnene på vores beskyttelsesrum ved at tage et spil 500 dernede og forklaret dem, hvad rummet skal bruges til. Det er indrettet med møbler og lys, og så har vi lagt nogle bolde, farveblyanter og papir derned. Under en sofa har vi gemt en pose matador mix, som børnene kalder raketslik – for både børnene og os voksne skulle lige forstå, at de brag vi kommer til at høre, som kommer fra nedskydningen af missiler, dermed er ‘gode’ brag.
Til trods for sommervarmen, så skiftes vi til at løbe en tur om morgenen langs stranden og marinaen, som ligger et stenkast herfra. I Sydafrika ville vi sjældent tage telefonen med på en løbetur pga. risikoen for røveri. Her er det omvendt. Den eskalerede situation og forventningerne om et snarligt angreb betyder, at vi her ikke vil løbe uden vores telefon. Fraset krigen er det også et udtryk for, at samfundet er utrolig sikkert, hvad angår personkriminalitet.
Det er interessant at opleve en ny normal og blive udfordret på vores komfortable danske normal. Men det er også svært. Aldrig har det vi ser og det vi tænker været længere fra hinanden. Det virker uforeneligt at gå en tur på stranden med en is i hånden og tænke på, hvornår et angreb mon rammer. For slet ikke at tale om de forfærdelige forhold der hersker i Gaza blot 70 km. ned af kysten. I Sydafrika skulle vi være opmærksomme på vores omgivelser ude i det offentlige rum, her er vi opmærksomme på, hvor det nærmeste beskyttelsesrum befinder sig. Rundt om os fortsætter livet til trods, hvor der bliver danset tango, dyrket crossfit, yoga, løbet, spillet strandvolley, hunde løber efter en bold i vandet og børn er på surfcamp i de blide og varme middelhavsbølger.
Heldigvis er det børnene ser, og det børnene tænker, ikke langt fra hinanden. Vi vil vove at påstå, at det er 1:1 – og det tvinger os til at være, hvor vi er – kigge op fra strømmen af nyhedsrapporteringer og gisninger om angreb og huske at nyde vores omgivelser.
Vi har meget mere på hjerte, men vi lander stadig og prøver at finde fodfæste, så afslutningsvist er der en række korte nyheder.
De korte nyheder
Den mest triste nyhed af dem alle er, at Balders første og dernæst andet fly hertil blev aflyst – så han er stadig i Sydafrika. Grundet forventingen om en eskalering af konflikten, indstillede næsten alle selskaber deres flyvninger til Tel Aviv. Der arbejdes i skrivende stund på en plan C, som vi håber lykkes!
Børnene er startet i skole med stor succes. Saga er den eneste nye elev i sin klasse, Theodor har en lærer fra Sydafrika og Villads har fundet nogle gode venner, han kan spille fodbold med.
Vi har overtaget Jacobs’ forgængers kat, Golda, som primært er udenfor og meget snakkesalig.
Jacob har købt en cykel og cykler nu langs kysten til og fra arbejde, ca. 15 km hver vej.
Børnenes israelske venner fra Sydafrika er flyttet tilbage til Tel Aviv og besøger os denne weekend.
Hamas sendte to raketter mod Tel Aviv forleden dag, hvor vi kunne høre et fjernt brag fra nedskydningen af den ene. Den anden nåede aldrig frem.
I de øjeblikke hvor vi lægger nyhedsrapporteringerne lidt væk og sætter os på en strandbar og får aftensmad med udsigt til solnedgangen, kniber vi os selv i armen over, hvor heldige vi er at få lov at opleve det her.
Nomad [n] 