Bloggen har ligget stille hen. Det handler om fodfæste. Og om at bevare roen i de mest intense situationer og ikke mindst om at lære at forstå kompleksiteten og nuancerne i den her region. Så her har vi sammensat et udpluk af de ting, vi er ved at vænne os til.
Trafikken
Trafikken er en sjov størrelse. Først og fremmest køres der i højre side, hvilket vi ikke har gjort de sidste fire år. Derudover skal vi vænne os til, at israelere kører bil øjensynligt uden at kigge bagud. De fletter helt vanvittigt meget, kører tæt og kommer hurtigt op i fart. Men de er samtidigt meget respektfulde omkring fodgængere – eller alt der bevæger sig ud i et fodgængerfelt deriblandt cyklister, elektriske løbehjul osv. I Sydafrika satte vi nærmest foden på speederen, hvis vi nærmede os et lyskryds og det blev gul, så vi kunne undgå at holde for rødt. Her er det omvendt. Før det bliver gult begynder de grønne lamper at blinke og allerede dér tager man farten af, så man nærmest er parkeret, når lysene er gule. Elektriske cykler og løbehjul er ALLE steder. Løbehjul med tre på eller en elcykel med et barn bagpå. Løbehjulene lever deres eget liv, for de kan ikke orientere sig bagud uden at slingre, så det gør de helt simpelt ikke. Cykelstier findes – men de steder de ikke findes er det helt socialt acceptablet at fortsætte cykelturen på fortovet. Jacob cykler sågar en kilometers penge i nødsporet på motorvejen på vej til arbejde, før han løfter cyklen over et hegn og ned på en cykelsti. De er i øvrigt ved at anlægge en cykelsti på netop den strækning.
Shabbat
Shabbat er den jødiske weekend eller “day of prayer”, hvor der er mange regler at følge, som bliver fulgt i variende grad. Shabbat starter fredag middag og slutter ved solnedgang lørdag. Derfor er ugens første dag hernede søndag. Det gælder dog hverken på ambassaden eller på børnenes skole, som har weekend som vi er vant til – lørdag og søndag.
Under shabbat må man ikke anvende elektronik. Alt fra telefoner til elevatorer – sågar biler hvis man er meget religiøs. Ender man i det ultraortodokse område i Jerusalem kørende i sin bil på en lørdag, så bliver man mødt af nogle meget vrede israelere. Da vi besøgte Jerusalem for et par uger siden, på en lørdag, blev vi bedt om at pakke telefonen væk, som vi tog op for at se, hvilken vej vi skulle gå tilbage. Derfor er der eksempelvis i indkøbscentre de såkaldte “shabbat-elevatorer” hvor elevatorne stopper ved alle etager på fredage og lørdage, så de troende jøder kan undgå at trykke på elevatorknappen. Shabbat bliver markeret ved at samle familie, tænde lys og beder bønner. Der er tre shabbat måltider hhv. fredag aften, lørdag frokost og lørdag eftermiddag, som starter med kiddusch velsignelse over et glas vin.
Shabbat betyder også at stort set alle butikker har lukket fra fredag midt på dagen indtil søndag morgen. Busserne stopper også med at køre de fleste steder. Det stiller selvfølgelig krav til vores planlægningsgen mht. indkøb, men der findes enkelte supermarkeder der har dobbelt pris af alle andre steder mod at være åben lørdag til de ikke-troende og ukoordinerede typer.
Tonen
Før vi flyttede hertil fortalte stort set alle os, som enten har besøgt eller været bosat i Israel, hvordan vi skulle forberede os på, at israelere er meget direkte og taler i en hård tone. Det er rigtigt nok men med modifikationer. For ligesom på dansk er der ikke tradition for den høflige indledning med at sige “how are you” og der bliver talt i en meget kontant og lidt vredladen tone, men vores oplevelse er, at de er utrolig venlige og hjælpsomme. I supermarkedet kan de eksempelvis godt vrisse lidt af en, hvis man er for langsom med varerne, men det sker samtidigt med at de spørger til børnenes navne og byder os velkommen – uden at smile selvfølgelig. På en gåtur på stranden forleden løb Balder frit og fra et af livreddertårnene blev der råbt på hebraisk og gestikuleret. Da vi gik tættere på for at forstå, hvad de ville sige, forklarede de bare, at politiet indimellem patruljerede stranden, hvor de ville give en bøde for hunde uden snor, så med armene strakt ud til hver side, sagde de at vi hellere måtte holde øje med den her type og størrelse politibil for at undgå en bøde.
Kontrasternes hverdag
Den 1. oktober angreb Iran Israel med 180 ballistiske missiler i det største missilangreb i historien. Oplevelsen kommer vi til at fortælle om på et andet tidspunkt, så detaljerne må I have til gode . Umiddelbart efter angrebet lavede vi vores chili con carne færdig og satte os ud på terassen og spiste aftensmad. Jacob gik derefter en tur med Balder ved stranden, mens børnene satte sig indenfor for at se en film.
Dagligt modtager vi opdateringer om luftalarmer, droner og raketter, mens vi simultant får beskeder fra skolens køb og salg gruppe om folk, der gerne vil købe nogle campingstole, sælge et puslespil eller en toastmaskine. Til den konstante lyd af kampfly i luften har en gruppe forældre arrangeret en middag to dage senere, og på 4. klasses chatten bliver der spurgt til, om det mon er i morgen, at børnene skal have taget skolebillede. Vi cykler med Villads til fodbold hver mandag og onsdag i den lokale fodboldklub og tager Saga og Theodor til gymnastik om søndagen, mens ventetiden derhenne bliver brugt til at læse op på ambassadens evakueringsplaner. Det er Middelhav og missiler. Det er worst case scenarier og best case scenarier – samme sted.
Nyerhvervet frihed
Og som den kontrastfyldte verden vi lever i hernede, så tager vi nu det element herind ved at tale om sikkerhed. For virkeligheden med krig, gidseltagning og hungersnød sameksisterer med en høj personlig sikkerhed, i sådan en grad at vi kniber os selv i armen over, hvor priviligeret det er at gå en tur om aftenen, have sin telefon fremme uden at være bekymret og ikke hele tiden have øje for, om der er biler, der følger efter en. Og det er præcis dét udstationeringer kan. Når man prøver at bo og leve på en helt anderledes måde, så bliver man så opmærksom på, hvilke hverdagspriviliger vi har som danskere – vi tager dem bare forgivet derhjemme. Men det gør vi ikke på samme måde her. Udover cykelturen til og fra arbejde, så tror jeg vores mest værdsatte øjeblikke her er, når børnene kan gå en tur ned ad gaden selv til deres venner og vi kan gå en tur med Balder efter mørkets frembrud.
Fortsættelse følger..
Her stoppede indlægget i sit oprindelige format ikke. For et afsnit herunder med overskriften “Et genoplivet traume” var i virkeligheden grunden til, at indlægget aldrig blev delt. Det omhandlede israelernes traumelignende tilstand efter terrorangrebet d. 7. Oktober. Men emnet er ikke bare komplekst, det er også ekstremt sårbart – og de betragtninger og erfaringer vi gør os, udvikler sig hele tiden.
Mængden af skelsættende nyheder i den her region ændrer konstant landskabet, og de nyheder, som er på avisens forside om morgenen, er i mange tilfælde allerede “old news” blot fordi de blev printet seks timer tidligere. Vi er i den grad ved at vænne os til, at det der siges og skrives kun fanger en brøkdel af den virkelighed, der hersker. Mere om det… senere.
Nomad [n] 