Shelteret

Tirsdag, 1. oktober, 2024

Siden vi ankom til Israel og efter Hezbollahs angreb på fodboldspillende børn i Majdal Shams ændrede krigen karakter. Iran angreb Israel tilbage i april i et storstilet droneangreb, men denne gang stod det klart, at de ville melde sig på banen i et langt større angreb. Hele august og september hed truslerne “imminent attack” (nært forestående angreb), hvorfor alle flyselskaber suspenderede deres flyvninger til Israel og vi nøje overvejede, i hvor høj grad vi bevægede os rundt.

1. Oktober fik spekulationerne og uvisheden en ende.

Klokken fire om eftermiddagen ringede vores svenske veninde. Hun havde fået at vide, at et angreb fra Iran ville komme et par timer senere, så nu skulle telefoner lades op og shelteret forberedes med snacks, drikkevarer og spil til børnene. Børnenes fritidsaktiviteter på skolen var to timer forinden blevet aflyst, så børnene var allerede hjemme. Ti minutter senere gik Netanyahu officielt ud med meldingen om, at alle skulle tage hjem fra arbejde nu og opholde sig i nærheden af deres shelter.

Jacob sprang i bilen og satte kurs hjemover i en trafikprop, der ville gøre Jakarta stolt. Praktikanterne på den danske ambassade blev også bedt om, at sætte kurs mod os, da vi har vores eget shelter, mens de deler shelter med en opgang. Vi fik kommunikeret selvsamme til familien hjemme i Danmark og forsikrede dem om, at vi var trygge.

Før vi fik set os om, var huset fyldt af mennesker. Ambassadøren, Thomas, chaufføren, Yehuda, de fire praktikanter og så selvfølgelig ungerne og os. Vi havde planlagt en ferie til Jordan den følgende dag, og vanen tro dagen før afrejse stod den på rester og køleskabstømning, så der er blev hurtigt sadlet om og sat en chili con carne igang i stedet. Vi tog børnene til side og forklarede dem, hvorfor der var besøg, og at vi med al sandsynlighed skulle ned i shelteret i løbet af aftenen. Vi snakkede om, at vi ville komme til at høre brag fra nedskydning af missiler, som vi også havde talt om tidligere, da vi kom til Israel. Iron Dome, som skyder missiler ned, kom Saga til at kalde for Iron Man, så det grinede vi lidt over og besluttede os for at kalde den det fremover. De virkede rolige og glade og var mest optaget af at komme ud i haven til de andre.

Mens ungerne spillede fodbold med praktikanterne, tikkede der en nyhed ind om, at angrebet muligvis først ville starte den følgende morgen. I en så anspændt situation, hvor der var en forventning om, at det forestående angreb ville være større og kraftigere end nogensinde før, så nåede vi hurtigt til et punkt, hvor vi egentlig bare gerne ville have det overstået. Ventetiden var intens. Men der gik ikke længe, så modtog vi en besked på telefonen, som vi ikke havde set før.

Alle blev kaldt ned i shelteret i kælderen og døren blev lukket. Kort tid efter kom de forventede alarmer fra vores luftalarm-apps på telefonerne, der advarer om at man har 1,5 minut til at nå et shelter. Sirenerne udenfor startede, som kunne høres svagt fra shelteret. Balder var også med os dernede. Og sådan sad vi seks voksne, tre børn og en hund på ca. 5 kvm.

Saga fandt med det samme et spil kort og gik igang med at spille 500 med Mette, Theodor så svampebob med Linnea og Villads læste et fodboldmagasin fra 1994 med Thomas. Jacob havde Udenrigsministeriets chef for borgerservice i røret og Balder lå på gulvet med hovedet på Camillas skød.

Vi fulgte nyhederne, mens vi sad dernede og kunne konstatere at Iran havde affyret knap 200 ballistiske missiler mod Israel. Det tager et ballistisk missil omkring et kvarter at nå fra Iran til Israel, og det er de missiler, der er sværest at skyde ned, og som kan lave mest skade.

Da sirenerne havde lydt i et minut eller to startede bragene. Nogle var høje og angiveligt tæt på os og andre mere fjerne. Børnene lod til at være upåvirket og havde mest af alt travlt med at dele Haribo mix ud til alle eller gå i køleskabet efter croissanter, kiks og dadler. Selvom vi sad mange mennesker på ufattelig lidt plads, så fungerede det upåklageligt, hvor børnene og praktikanterne distraherede hinanden fra det, der forgik udenfor. Børnenes største klagepunkt var den indelukkede varme, som intermistisk blev løst ved skiftevis at stikke hovederne ind i køleskabet.

Bragende kom i bølger og vi sad dernede i omkring tre kvarter før vi fik en melding på telefonerne om, at angrebet var ovre og vi kunne forlade shelteret. Theodor forlod shelteret med kommentaren “I didn’t even hear the booms” – hvilket var positivt, men måske burde vi tjekke hans ører.

Vi vendte tilbage til vores næsten færdige chili con carne og satte os ud på terassen for at tale om oplevelsen. Jacob gik efterfølgende en tur ned til stranden med praktikanterne, mens børnene satte sig ned i stuen og satte en film på. Skiftet fra at være i et shelter under hvad der viste sig at være historiens største misilangreb til næste øjeblik at fortsætte en tirsdag aften, hvor vi slap, føltes både absurd og unaturligt, men ikke desto mindre præcis det, vi skulle gøre.

Næste morgen blev indberetningerne sendt hjem til Danmark, bilen blev pakket og vi satte kurs mod Jordan med en plan A, B og C i tasken. Plan A blev det ikke – og hermed en cliffhanger til at læse om vores ferie i Jordan.