Ved sidste optælling var der omkring 70.000 elefanter i Botswana. Det er en tredjedel af alle Afrikas elefanter. Langt de fleste af dem har hjemme i Chobe Nationalpark, som var vores destination på tredjedagen. Botswana er unik, fordi dyrene i landet ikke er hegnet ind. Det er de stort set alle andre steder – fra Kruger i Sydafrika til Masai Mara i Kenya. Men med et land på størrelse med Frankrig og en befolkning på blot 2.5 millioner, er der stadig plads til at dyr og mennesker kan leve sammen uden hegn imellem. Kvægbønderne vi passerede på ruten havde af samme grund en riffel over skulderen, når de drev deres dyr langs vejen, og der var riller i vejen, når vi passerede marker med afgrøder.
Svømmende elefanter og en flodhest til aftensmad
Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Chobe og fandt vores campsite på kortet. Google have en fiks idé til at sende os en meget direkte vej gennem parken, som blev skudt i sænk af et skilt, hvor der stod at denne rute var forbeholdt politi og militær. Jacob tog en hurtig beslutning om at køre til den fjerneste ende af parken for at fange den grusvej, der skulle få os frem, og til trods for protester på endnu en omvej, skulle det hurtigt vise sig at være den helt rigtige rute.
Da vi havde betalt for at opholde os i parken i tre dage, kørte vi i et lille kvarter, inden vi nåede en stejl bakke med store rullende sten. Vi aktiverede alskens smarte systemer i bilen, så den kunne klare sådan en udfordring med en trailer bagpå, indtil vi så op og næsten glemte alt om, at vi var ved at skride ned ad en bjergside.
Foran os var Chobefloden og midt ude i floden, stod der er en stor flok elefanter. Solen skinnede gennem nogle regnvejrsskyer og skabte den perfekte ramme om nok det mest spektakulære landskab, vi nogensinde har set. Det føltes som introen til en National Geographic dokumentar, som vi langsomt nærmede os floden og dyrene. Turen gennem parken hen til vores lejr var anderledes fra enhver anden safarioplevelse. Vi er vant til, at man ser en flok zebraer, dernæst et par gnuer, så nogle elefanter og et par giraffer mellem træerne. Hver for sig. Hvorend vi stoppede op, så stod alle de forskellige dyr samlet i en 360 graders potpourri af essensen af Afrika.
Køreturen hen til lejren tog omtrent dobbelt så lang tid som estimeret. Det gjorde den blandt andet fordi, vi stoppede op ved en flok elefanter ved flodbredden, som stod og drak vand og sprøjtede vand på deres rygge. Kort efter bevægede først den ene og siden resten af flokken sig ud i vandet til de forsvandt under overfladen. Op kom deres snabler og indimellem deres hoveder, før de dykkede helt under vandet igen. At se naturens giganter blive vægtløse og svømme rundt, som var vandet deres element, tryllebandt os alle sammen, og vi glemte for et øjeblik alt om, at mørket var ved at indhente os.
Altid en exit plan
Tiden gik, og solen hang lavere og lavere på himlen. Som en del af wild camping konceptet med tre børn, var det for os vigtigt at nå at lave mad og spise, inden det blev mørkt. Med mørket begynder dyrene også for alvor at bevæge sig – særligt rovdyrene. Og vores børn har stadig en ret attraktiv størrelse for de dyr, så vi skyndte os at kaste endnu en pastasalat sammen og dækkede bordet.
Netop som første skefuld pasta skulle øses op på Villads’ tallerken, hørte vi en flodhest tæt på os. Tæt nok til, at vi måtte gå fra bordet, udsætte maden og trække os ind i teltet indtil den var passeret. Børnene spurgte lidt nervøst, om det var farligt for os at spise udenfor nu, hvortil Saga helt køligt svarede “ja, flodheste er det dyr, der dræber flest mennesker” og derfra krævede det lidt overtalelse at få Villads med ud til bordet igen. Vi manede selvfølgelig til ro samtidigt med, at vi åbnede bagagerummet på bilen, så vi hurtigere kunne trække os væk, skulle der komme andre spændende dyr tæt på os.
Dyrene helt tæt på
Det vi husker bedst fra denne tur, er uden tvivl det unikke landskab og hvor tæt vi kom på dyrene. Ikke bare i lejren, men også når vi kørte rundt i parken. Da vi en morgen kørte rundt lå tre hunløver belejligt i skyggen midt på vejen, hvor vi skulle køre, og kun én af dem kunne overtales til at flytte på sig, mens vi lukkede vinduerne og trillede forbi dem. Senere sejlede vi på Chobefloden, hvor vi så alle dyrene enten ved eller i vandet, men det største øjeblik var vel, da vi fulgte en hanelefant ude i vandet, og den pludselig dykkede ned i vandet bare 10-20 meter fra os.
I teltet kunne vi enten sove på en madras på jorden eller ovenpå traileren i halvanden meters højde, og en nat hvor Camilla havde taget madrassen på gulvet, blev hun vækket af en skrabende lyd. Det var en elefants store, bløde fødder, der skrabte mod jorden lige ved siden af teltet. Vitterligt lige ved siden af teltet. Elefantens besøg blev afløst af en hanløves brøl bag ved lejren, som over de følgende tyve minutter bevægede sig længere og længere væk i takt med at pulsen fandt et normal leje igen.
Botswana gjorde et stort indtryk på os. Det er et land kendt for at have verdens bedste safari, og på alle måder levede det op til det prægtige prædikat. Wild camping er en ekstremsport – særligt med tre børn på 4, 6 og 8 år. Men udover at holde bagagerummet åbent og bålet tændt, så har børnene også lært, at der er kræfter, der er langt større end os, og hvis man ikke udviser en stor respekt for de kræfter, så befinder man sig meget hurtigt i en potentiel farlig situation.
Tak fordi I læste med!
Nomad [n] 