Las Vegas i Sydafrika

Velkommen til Sun City. Her er fire hoteller, et udendørs vandland, et shopping mall, en svævebane, jetski og vandski, luftballonsafari, topløs servering (i hvert fald i 70’erne) – alt du vil for penge. I skal bare parkere her og tage shuttle bussen hen til vandlandet. Så det gjorde vi.

Kulissen i naturen

Klods op ad den naturskønne nationalpark, Pilanesberg, byggede man i 1970’erne Sun City. Resortet skurer i øjet, når man kører rundt i Pilanesberg og deres casino har et ry for at ruinere i forvejen fattige minearbejdere. Så af flere grunde har vi så længe som muligt undgået stedet. Men sidste år på dette tidspunkt gik det op for børnene at Sun City også har et enormt vandland, da nogle af deres venner havde besøgt det. Så derfor tog vi ja-hatten på og brugte en sydafrikansk helligdag på at indgå i endnu en ekstremt kontrastfyldt virkelighed.

Indgangen til Valley of the Waves markeres med en bro med kunstige elefanter på hver side. Til dét havde de skruet op for nogle eksotiske dyrelyde i nogle skjulte højttalere. Som et bjerg i horisonten stod ét af de fire hoteller med fire antiloper omkring det midterste tårn. Vandlandet var i sig selv ganske fint, særligt med tanke på at Pretoria ligger 7 timers kørsel fra kysten, hvorfor det for børn giver utrolig god mening at hoppe rundt i deres store wavepool eller rutsje ned ad en af deres vilde rutsjebaner på en badering. Vi satte ikke nødvendigvis pris på alt det kunstige, men vi kunne sætte pris på, at alle etniciteter var repræsenteret; sorte, hvide, asiater, colored og dem midt i mellem.

“Luk vinduerne, luuuuuk vinduerne” “Jamen, det kan jeg ikke”

Helt i tråd med heldet man forfølger i Las Vegas – eller i Sun City for den sags skyld – så forfulgte vi også heldet denne dag. For vi mente ikke, at vi kunne besøge Sun City uden at slå et smut omkring nationalparken ved siden af på vejen hjem.

Ud af vores mange mange besøg i parken har vi kun set løver én gang. Til gengæld er det parken med den største bestand af hvide næsehorn, hvilket man med garanti får set mange af. Klokken var 15, da vi kørte hen over rillerne i vejen og ind i parken. Pretoria lå to timers kørsel væk, hvilket ville give os en times tid i parken, hvis vi skulle retur, inden det blev mørkt.

Vi kørte ad en stor gennemgående vej men blev hurtigt stoppet af 10-15 biler, der holdt parkeret og betragtede en flok elefanter, der stod langs vejen. Ingen rykkede sig – hverken biler eller elefanter, så vi lavede en uvending og tog den nærmeste grusvej videre. Ungerne havde gang i en afkrydsningsliste over, hvilke dyr de havde set, og som det gik over stok og sten (bogstaveligt talt) besluttede vi os for at køre hen mod en anden udgang. Det ville være en længere tur rundt i parken, men så måtte vi tage noget af hjemruten i mørke.

Solen hang lavt på himlen, og det vrimlede med dyr. Elefanter, næsehorn, flodheste, impalaer, tsebbe, som er en antilopeart vi ikke havde set før, vortesvin, gnuer og så videre. Vi drejede ned ad en anden grusvej og havde indtil nu stort set ikke set nogen biler, men foran os holdt en bil parkeret. Bilen var slukket, og det er der som regel altid en rigtig, rigtig god grund til. Fem sekunder tog det os, og så så vi hvad de havde set: leoparden. Lige til venstre for os.

Bilen var slukket, og dét er der som regel altid en rigtig, rigtig god grund til. Fem sekunder tog det os, og så så vi , hvad de havde set.

Vi imploderede i eufori, som fodboldfans der jubler uden lyd, slukkede bilen og holdt godt øje med leopardens bevægelser. Theodor kunne ikke se den, så han hoppede op på Jacobs skød og satte så hånden på rattet for at rejse sig op. “Dyyyyyt” – og roen fik en ende. Vi vinkede undskyldende til bilen foran, mens leoparden rejste sig og gik hen mod vores og den anden bil.

Luk vinduerne, hviskede den ene. Det kan jeg ikke, sagde den anden. Det vil sige, at vi kunne godt have lukket vinduerne, men så skulle vi tænde bilen. Og i den hyperintense situation, hvor man for alt i verden skal være så stille som muligt, så risikovurderede vi, at vi godt kunne lade vinduerne være nedrullet, selvom leoparden nu havde flyttet sig meget tættere på bilerne til højre for os. Den spiste noget som lå på jorden, lagde sig ned og gjorde sine poter rene for til sidst at rejse sig og forsvinde ind i krattet.

Det er anden gang, at Jacob har set en leopard – tredje gang for Camilla. Det er ekstremt sjældent at se leoparder, så vores halvanden time senere afgang mod Pretoria var pludselig helt ligegyldig, for vi følte, at vi netop havde vundet i lotto.

De Korte Nyheder

Skraldemænd i Pretoria har strejket i mere end en måned. Det har betydet, at flere og flere hyrer private firmaer til at indsamle deres skrald.

Danmarks nye ambassadør til Sydafrika, Elsebeth, har skrevet om hvordan det har været at lande i Pretoria. Læs med her.

I efterårsferien rejser vi til Namibia og tager endnu en omgang wild camping. Vi har fire stop på ruten og på et af vores stop er vi seks skandinaviske familier fra Pretoria samlet, hvor vi sammen skal ud og køre på ATV og sand-surfe.

Jacob var på jagt for nogle weekender siden og nedlagde en impala (til en kollega) og en eland – den største antilopeart der findes (ca. på størrelse med en hest). Så resten af året står den på eland-bolognese, eland-lasagne og eland-pizza.

Vi var inde og se Trevor Noah i starten af september og havde egentlig forestillet os, at skrive meget mere om det. Men kort fortalt, så var hans show skrevet til sydafrikanere og handlede derfor om alt fra strømafbrydelser, afstraffelse af børn og hvordan han mente, at præsidenten havde været en skuffende omgang. Mere fascinerende end selve showet var det at se, hvordan diversiteten var på sit højeste.

Ugens bedste citat må være Theodors “If you give me more kylling, you are fired.” På alle måder husets største chef.

På fredag er det International Day på Villads og Sagas skole, hvor alle børn skal gå parade med andre fra samme land. Det er altid en meget bevægende ceremoni, som virkelig understreger mangfoldigheden på en international skole.

Sidst men ikke mindst;