Da vi ankom til Namibia, var det som at lande midt i en nationalpark. Landet er næsten 20 gange større end Danmark med en befolkning på bare 2,5 millioner, og på køreturen fra lufthavnen til Windhoek var der intet andet end bushlandskab med en enkelt giraf og nogle antiloper langs vejen, der dovent tyggede på nogle tørre blade i det bløde eftermiddagslys. Den eneste civilisation vi mødte på vejen var politiets check-points og skiltene ind mod byen.
Vi var rejst afsted med vores gode venner, som vi lærte at kende i Indonesien, og som nu også bor i Sydafrika – og udover at det var hyggeligt og dejligt at rejse sammen, skulle det også vise sig at blive en absolut nødvendighed for at klare turens udfordringer. Så lad os tage hul på den del af historien.
You’ve got the watch, we’ve got the time.
Næste morgen satte vi kurs mod vores udlejningsbiler. To pick-up trucks, bakkies som de kaldes i Sydafrika, med telte på taget og det fulde arsenal af udstyr i bagagerummet i form af køleskab, fryser, gasblus, tallerkener, borde og stole. Vores tidsoptimistiske forstand havde forventet en introduktion til bilerne ville tage knap en time – måske lidt mere. Men overleveringen af bilerne skulle vise sig at blive en så møjsommelig affære, at det næsten slog vores oplevelse ved grænseovergangen til Mozambique af pinden, som den mest uduelige bureaukratiske proces vi nogensinde har skulle igennem.
I hvert fald så tog gennemlæsningen og signeringen af diverse betingelser nok den første time. Dernæst havde vi bestilt to børnesæder, som de først måtte hen og købe. Så skulle vi instrueres i bilens funktioner mht. teltene, borde og stole, og da der på dét tidspunkt var gået to timer, og vi havde en køretur på næsten 6 timer foran os, så var vi virkelig klar til at komme afsted. Men så gik der “you’ve got the watch, we’ve got the time” i den.
Da vores bil skulle starte, var batteriet dødt. Jump start af batteriet virkede ikke, så der skulle findes et nyt batteri. Herefter skulle bilerne have vand fyldt på deres vandtanke, og som prikken over i’et havde de heller ikke fået tanket bilerne eller sørget for dæktryk på dem, så hele miseren af en overlevering sluttede på en tankstation, hvor der ikke var flere høflige smil tilbage i banken.
Første stop – som kunne have været det sidste
Omend forsinket så satte vi langt om længe kurs mod Sossuvlei og de ikoniske røde sandklitter, der tårner sig helt op til 350 meter op i luften. Vel nok landets mest unikke seværdighed. Turen gik uden problemer til trods for fire timers kørsel på grusvej, men da vi kom frem virkede vores køleskab ikke. Vi satte strøm til bilen og prøvede forskellige stik, men lige lidt hjalp det. Det gik dog hurtigt op for os, hvad problemet var.
Først sagde vi til os selv, hvor utrolig heldige vi var, at hverken tasker, dyner eller puder, som også var bagi bilen, ikke havde ligget helt op ad ledningen, så det hele ville være sat i brand. Dernæst blev der stille.
Det viste sig, at ledningerne der løb langs kanten gennem hele bagagerummet var brændt, og plasticrøret omkring ledningerne var smeltet. Vi skulle langt senere finde ud af, at kortslutningen startede på siden af det ekstra batteri, der skulle forsyne hhv. lys og køleskab bag i bilen. Først sagde vi til os selv, hvor utrolig heldige vi var, at hverken tasker, dyner eller puder, som også var bagi bilen, ikke havde ligget helt op ad ledningen, så det hele ville være sat i brand. Dernæst blev der stille. For lige ved siden af ledningen, der var brændt, løb røret der var forbundet til gasflasken.
Ørkenlivet
Når man camperer i ørkenen, så må man forvente en gedigen mængde sand. Sand i skoene, sand i sokkerne, sand i sengen og sand på gulvet idet man træder ud af bruseren. Men til gengæld får de helt simple ting pludselig ekstrem høj værdi – som for eksempel æg og bacon til morgenmad, et spil Uno, en frisbee og en friskbrygget kop kaffe. Alt smagte bedre, og de kedelige spil var pludselig sjove.
Morgenerne i Soussuvlei startede tidligt. 04:45 for at være præcis. Og det gjorde de af den simple grund, at vi gerne ville nå til toppen af en sandklit til solopgang som var 06:20. Forinden skulle vi have børnene ud af sengene og ned i bilen, tømme teltene og slå dem sammen og derefter køre alt mellem 40-60 kilometer hen til en sandklit, hvor vi så skulle bruge en god halv times tid på at klatre op på toppen af den. Synet der mødte os var spektakulært, og det var fascinerende at se, hvordan farven på klitterne ændrede sig fra dyb orange om morgenen til lys sandfarve i løbet af dagen.
Der blev også prøvet kræfter med at køre i sand – sådan for alvor – da vi en eftermiddag satte vi kurs mod Death Valley, som var det område, der lå længst væk fra vores lejr. Vi vidste, at det var et krav at have en firhjulstrukket bil for at komme frem, og vi havde efterhånden styr på bilernes dæktryk. Troede vi. Men præcis et par hundrede meter efter skiltet med “4 WD only” sad vi fast. Mændene fandt skovlene frem, og skovlede lidt sand væk fra dækkene, mens kvinderne fandt kameraerne frem og så grinende til. Vi kom fri og sad så fast et par hundrede meter længere henne igen – og igen. Det var sidst på eftermiddagen og stemningen blev tiltagende anspændt, da vi skulle tilbage til lejren gennem det samme dybe sand inden nationalparken lukkede. Men til sidst fandt vi det helt rigtige dæktryk og gearing, og bekymringerne forsvandt ligeså hurtigt som skyggerne på sandklitterne.
Den bedste opsummering er i virkeligheden billederne herfra, som på fineste vis illustrerer de mange variationer af farver, der var på sandklitterne.
Nomad [n] 