… så kommer den ugandiske mentalitet og afslappede tilgang til alting ikke længere bag på én, og det er i de færreste tilfælde at vores danske opdragelse banker på og siger ”det her er da helt ved siden af.” Men det sker af og til, nogle gange skal man bare mindes om det, andre gange er det så anderledes, at man ikke kan lade være med at le eller blive irriteret, men i sidste ende må man affinde sig. Her kommer et par eksempler.
I taxaen til Masindi
Forestil jer en taxipark med flere hundrede hvide matatus. De holder tæt, rigtig tæt, men der er dog plads til at de utallige gadesælgere kan stikke bananer, håndklæder, radioer, ure, legetøj og alt andet i kan forestille jer ind ad vinduet til en sum der næppe overstiger 20 kr. Det er deres levebrød. Idet man sætter sig til rette i en matatu, kan man være (u)heldig at sidde og vente i flere timer, før der sidder mennesker på alle sæder, og chaufføren mener det kan betale sig at køre. Så efter 1½ time i bagende varme med mange tiggende blikke fra gadesælgerne satte vi i gang. Jeg priste mig lykkelig for at sidde ved vinduet, så jeg kunne få lidt frisk luft i det knap så gode klima i taxaen. Men den glæde forsvandt lige med det samme, da vi kørte ind i en tropisk regnbyge, og det i stedet regnede så meget ind, at mit sæde og tildeles jeg blev gennemblødt, selvom jeg kæmpede en brav kamp for at lukke vinduerne ordentligt. En halv time før vi ankom til Masindi besluttede en meget kraftig dame, der sad skråt foran mig, at hun skulle have en anden kjole på. Uden at det lod til at gå bemærkelsesværdigt hen, så trak hun kjolen af, knappede BH’en op og holdt et lille lommetørklæde i munden, som dækkede for hendes hals og.. ja ikke meget mere. Endnu engang blev jeg glad for min plads i matatuen, da jeg undgik at sidde med hendes bryst på min arm, som de to ved siden af damen gjorde.
(U)afhængighedsdagen
Lørdag d. 9 oktober markerede Ugandas uafhængighed gennem 48 år. Det er selvfølgelig en dato der ikke må gå ubemærket hen, hvorfor der eftersigende skulle være fest og farver ved Kololo airstrip. Selv samme dag ankom Ditte, så vi måtte hen og se hvilke festligheder der var arrangeret for dagen. Som vi langsomt nærmede os, kunne vi ikke se andet end gult. Gult for NRM og Museveni, præsidenten. Alle bar gule trøjer, helst med et billede af præsidenten og teksten “M7 pak’ alast” (Museveni forever) og havde svunget indtørrede blade omkring deres hals som en slags hyldest til selv samme person. Som vi tre blonde piger, Ditte, Mari og jeg, kom gående gennem mængden af euforiske og hujende ugandere, måtte vi pænt afvise (læs: lægge det døve øre til) deres mange kærlighedserklæringer – “Mzungu, I loooove you.” Da vi blev sluppet gennem sikkerhedskontrollen, fandt vi os selv fanget midt i en stor (behøver jeg at sige gul) parade, der skulle hylde præsidenten. Flere tusinder mennesker var samlet. Vi hoppede derfor over to hegn og kravlede op ad en bakke, så vi kunne se, hvad det vi lige stod midt i virkelig var. Under solens bagende varme stod Musevenis hær komplet urokkelige i midten, mens udvalgte skoler og NRM-parader marcherede stolt i en firkant omkring dem. Foroven den scene hvor præsidenten senere ville gøre sin indtræden hang et banner med teksten “48 years of idependency, 23 years of stability.” Jeg ved ikke hvad vi havde forventet med det forestående præsidentvalg, men måske et håb om en mere neutral hyldest til uafhængigheden, istedet for denne tydelige hyldest til netop afhængigheden af et regime. Vi gik derfra inden dagens hovedperson ankom.
Hævet over kaosset
I en weekend hvor vi ellers kun havde afsat tiden til at nyde vejret og de lange formiddage, tog vi til den gamle bydel med Kampalas største moské som mål. Lige uden for vores indhegnede lejlighedskompleks stoppede vi den første matatu og klemte os ind på de få ledige pladser og lod os derefter føre til den mere kaotiske del af byen. Selv i så lille en minibus med utrolig trang plads, er det befriende at opleve, hvor glade og ligetil alle er. Når man sætter sig til rette, hilser de omkringsiddende altid, og de mere nysgerrige spørger oftest hvad vi laver her, mens de små børn rører ved ens hår eller aer ens arm, for at se om den hvide farve kan gå af.
Det er ikke svært at se, hvornår man er nået til den gamle bydel. Der er så mange mennesker, gadesælgere og bodaer at man hele tiden går med den ene skulder foran den anden for at trænge sig gennem mængderne. Det er ikke så ligetil, og man bliver nogle gange hevet lidt i eller råbt til af de mange sælgere, som håber at kunne gøre en god forretning. Men på en meget venlig måde. Vi zig-zaggede os fra den gamle taxipark, forbi den nye og videre op ad Old Kampala Hill, hvor moskéen lå øverst. Her herskede en anden ro. Jeg svang tørklædet om hovedet og dækkede mine ben med en sarong, mens vi gik barfodede rundt på dette hellige sted. Man kunne kun svagt ænse støjen fra de mange taxier, vi lige havde passeret. Moskéen kunne rumme intet mindre end 10.000 bedende, hvilket den havde formået nogle uger inden, da ramadanen sluttede. Vi fik muligheden for at komme op i tårnet, hvor deres bønner bliver blæst ud i højtalere fem gange om dagen. Herfra havde vi udsigt over næsten hele byen, og kunne knap fornemme Kampalas travle gader og de mange mennesker. Det så helt ordnet og roligt ud. Vi tog nogle billeder og skyndte os ned ad de snoede og spindelvævsbeklædte trapper, da klokken nærmede sig et og middagsbønnen snart ville starte.
Koncerten som aldrig startede
Ved et besøg på Speke Resort blev vi forleden weekend mere eller mindre overtalt til at betale for at komme til en koncert. Ved indgangen lod de os vide, at koncerten ville starte kl. 14. Okay, på uret kunne vi se, at der kun var en halv time til, så vi kunne lige nå at få middagsmad inden. Vi fik billetterne og gav dem tilbage til en anden kontrollør og fortsatte ned til vandet, hvor vi kunne bestille noget at spise. Vi var heldige at finde en bænk i skyggen, da solen stod højt på en helt skyfri himmel, og det var brændende varmt. Maden var ikke så udsøgt en fornøjelse, som stedet i sig selv, og der skulle ikke gå længe før vi lavede et væddeløb om, hvornår denne hersens koncert ville begynde. Buddene var; kl. 15, kl. 15.30, kl. 16.30. Uden at kunne komme med nogen endelig opklaring, så vandt Jacob, for vi fandt aldrig ud af, hvor sent den ville være startet, da vi gik derfra lidt over fire.
Tilbage i huset er alting, som det plejer at være. Næsten. I vindueskarmen står et noget bøjet og ødelagt orange skilt. I gangen hænger der en underlig boks, der har en ledning op til en sender i skabet ovenfor. I stuen og i køkkenet hænger små trådløse sendere med en rød knap. Forklaringen skal findes på det ødelagte skilt, hvor der står “This property is secured by Security Group.” Vores lejlighed går nu under navnet “Danish Residence”, hvilket jo er lidt komisk, taget de beskedne forhold i lejligheden i betragtning. Forklaringen til det halvkrøllede og noget ødelagte skilt i vinduet er en helt anden. De tre sikkerhedsfolk, som skulle installere hele systemet, mente klart at dette meget bemærkelsesværdige orange skilt skulle hænge på vores nymalede hvide væg på lejlighedens yderside. På den måde vil det være mest tydeligt – og det havde de helt ret i. Så tydeligt at det inden et døgn var hevet ned igen og havde efterladt et grimt mærke på muren, hvor malingen var revet af. For at gøre historien kort, så blev security group truet med retsag, Jacob skulle forklare sig over for en local council chairman (som var dén, der havde hevet skiltet ned), ejeren af lejligheden skulle vi forsøge at blande udenom hele cirkusset og efter møde med hele boligblokkens manager, måtte vi krybe til pengepungen og få malere til at rette op på alt dette, som tydeligvis var “vores” fejl. Men alt er godt igen. Vi har atter en hvid facade, alarmer i lejligheden som vi nok aldrig kommer til at bruge og det fine krøllede skilt i vinduet – dér måtte det gerne stå.
Når man inspireres
I størstedelen af vores weekender bruger vi en af dagene sammen med gadebørnene. Jacob har selvfølgelig en meget kokret rolle som deres træner, mens jeg bare kan få lov at nyde hvor dedikeret, disciplineret, ja måske ligefrem professionel deres tilgang til fodbold er. Størstedelen af de drenge bor stadig på gaden. Hver dag er en kamp. En kamp for at finde ly til natten, finde en slurk vand, få mere end ét måltid. Men alt dette formår de at sætte til side i de timer, hvor de har fodboldstøvlerne på. Vi har fulgt dem i flere små miniturneringer både i Kamwokya, hvor de har hjemmebane, men også i Makerere, hvor de ligeledes spiller på en ujævn jordbane. Oftest går de derfra som vindere eller efter at have spillet uafgjort. Vi forsøger stadig at række ud til alle vi kender for at skaffe dem noget nyt fodboldudstyr. Alt fra støvler, skinner, sokker, træningsdragter til helt almindeligt træningstøj og løbesko.
Vi har det bedre end nogensinde her i Uganda, og det er let at vænne sig til alt det der i første omgang stak én i øjnene. Når huspigen ovenpå f.eks. kaster en hel spand vand ud over altanen, som plaskende rammer jorden lige ved siden af vores vindue, så skal man passe på, hvor man vælge at sidde, når man vil læse en god bog udenfor. Eller når man af en stor politikvinde bliver dirigeret den forkerte vej rundt i rundkørslen for at løsne op for den hårdknudede trafik. Det kan ikke længere komme bag på os, og sådan er der mange små ting i hverdagen, som man ikke længere tænker over, men bare regner som normalt.. i Uganda.
Det var alt for nu. God efterårsferie til alle!
Camilla og Jacob
Nomad [n] 