I onsdags fik Camilla og jeg en velskabt pige. Grace hedder hun. Faktisk er hun adopteret fra en anden dansker, Thomas, der flytter fra Uganda om en måned og ikke kan bringe hende med til Danmark. Hun er 13 år gammel, og hun opfører sig allerede som en rigtig teenager. Således formåede hun inden for de første 14 timer efter overtagelsen at komme hjem med en bøde til forældrene og kysse en japaner ejet af en inder. Men ellers er hun meget sød, og vi har både haft hende med i Garden City, på arbejde, flere restaurantbesøg, til barbecue ved ambassadøren og i Entebbe. Alle synes, hun er en sød men fræk lille en. Adoptionen kostede os den nette sum af 12.000 kroner, så nu er hun vores!
Ja, Grace er en bil. En rigtig sportsbil med hecspoiler, alufælge, slangeskindsindtræk, racersæder, MP3-afspiller+fjernbetjening og tonede ruder. Det er en Mitsubishi Mirage Coupet fra 1997, der har gået 120.000 kilometer. Den dækker vores behov fint, og der har siddet 5 i den op til flere gange. Den eneste ulempe er kombinationen mellem, at den er sænket og de mange potholes i Kampala. Men hun kostede kun 1/3 af de andre biler, som vi har set på, og som trafikken fungerer hernede, er det optimalt ikke at skulle risikere for store afskrivninger.
Nå, tilbage til unoderne. Desværre begge gange med far bag rattet! Første gang på første aften, hvor vi kom til et lyskryds om aftenen. Vi skulle til højre, og så skal man ellers selv sjusse sig frem til svingbane og hvornår det er grønt (der er ét lys, som er super dårligt placeret, og som man ofte ikke kan se for minibusserne/matatuerne, der holder klods op og ned ad en). Efter lidt ventetid kunne vi ane det grønne lys, hvorefter vi naturligvis gled ud i krydset uden problemer. Umiddelbart efter krydset ville vi hæve penge, men da vi åbnede døren holdt et par smilende motorcykelbetjente (de kunne lugte mzungu-kød). Forseelsen var åbenbart, at vi i krydset skulle have ventet på grøn pil, hvilket ingen af de tilstedeværende i bilen kunne gætte sig til. Interaktionen med betjentene var såmænd meget afslappet, men undertegnede blev en smule stresset over, at de ville konfiskere hans kørekort i 3 døgn, hvorefter han som så mange andre kunne bruge en hel dag på at rende fra Herodes til Pilatus. I tilgift var bilen endnu ikke indregistreret i mit navn og jeg havde ikke noget internationalt kørekort (hvilket åbenbart bare er en ligegyldig detalje). Vi slap derfra med en bøde på cirka 100 kroner og en erfaring rigere.
Morgenen efter kørte vi ned ad bakken i Bukoto White Flats på vej til arbejde. Foran os kørte en flok indere. Grace raslede vanemæssigt en smule, og derfor tjekkede jeg lige, om noget var løst inde i bilen. Da jeg kiggede op igen, var inderne stoppet midt på vejen pga. mindre bump. I lav fart blokerede jeg bremsen på en afstand af 4 meter. Desværre gik det ned ad bakke, det havde regnet, og der lå meget af den røde lerjord på nedkørslen, hvorfor Grace ikke sagtnede farten. Heldigvis fik jeg revet den rundt til højre, og strejfede dermed akkurat kun bagenden på bilen foran. Grace var uskadt fra episoden, mens der kom en mindre ridse på indernes bagskærm, der heldigvis kun var af plastik. Efter at have stået ansigt til ansigt med deres noget oprevne lokale chauffør, besluttede inderne, at skrammen ikke skulle have økonomiske følger. Pyha, den var ikke god. Så efter knap 6 år med kørekort, var den første bøde og den første skramme indkasseret efter 12 timer.
Herunder følger billederne af Grace, der lige har været i bad, og derfor er i sit es. Og Grace er selvfølgelig populært for ’Grey Ace’!
Nomad [n] 