I anledningen af en skøn fridag på min fødselsdag, gode gaver og fantastisk vejr vil jeg benytte mig af formiddagen til at give en opdatering på de seneste par uger.
Masindi
På vejen til Ugandas største nationalpark, Murchison Falls NP, ligger Masindi. Da jeg for fire år siden kørte den tur for at komme på safari tog turen omtrent 8 timer og bestod hovedsagligt at hullede jordveje, som sammen med varmen gjorde køreturen noget ulidelig. Siden da er der sket meget.
Weekendens mål var Masindi og Budongo Forest, hvor Lasse tidligere har været frivillig med mellemfolkelig samvirke. Budongo Forest huser Ugandas største bestanddel af chimpanser med det store antal af 800. Vi skulle mødes med Jacob i Masindi, som havde været på et field-trip til Gulu og Lira med DDP og derfor allerede befandt sig i den nordlige del af Uganda. Turen dertil var langtfra, som jeg mindes. Vi kørte i fuld fart ud af fine asfalterede veje, så den stakkels matatu var ved at rasle fra hinanden, mens de eneste virkelige forhindringer var køer på vejen, som lod til at være fuldstændig ligeglade med hvor tæt køretøjer kom på dem eller hvor meget vi dyttede af dem. Efter at have kortlagt 230 km på bare 2½ time mødtes vi på et hotel i Masindi til aftensmad. Her stødte vi tilfældigvis ind i en tysk pige, Tanya, der skulle vise sig at underholde os i særdeleshed den følgende aften. Men inden da måtte vi til det egentlige mål; Budongo Forest.
Into the jungle
Selvom det ikke var længe siden vi havde forladt Masindi, føltes det, som om vi var langt ude på landet. Huset vi kunne låne weekenden over lå stille hen, kun forstyrret af nogle kakkelakker på gulvet, summen fra græshopper og skrig fra enten aber eller fugle. Det stod i skarp kontrast til bylivet i Kampala.
Lørdagen begyndte med en maveinfektion, som satte tempoet betragteligt ned, da vi gik rundt i landsbyen og så de steder Lasse havde tilknytning til. Derefter vinkede vi en boda ind til siden og spurgte om hans motorcykel kunne klare tre passagerer, og før vi så os om, sad vi stuvet sammen på vej til Budongo Forest. Da vi havde hilst på og fået grønt lys af Tipo, en fransk Ph.D-studerende, gik vi ind mod skoven. Lasse fortalte, at hvis vi mødte chimpanserne, kunne de godt finde på at løbe aggressivt hen til os og alfahannen ville banke hænderne i jorden og skrige. Nøglen hertil var, at vi “bare” ikke måtte røre os ud af stedet. Okay, med det i mente gik vi afsted. Der skulle ikke gå længe før vi så de første flokke white colobus monkeys og black long tails, som kiggede dovent ned på os og hoppede tilfældigt fra træ til træ. Vi drejede af grusvejen og ind ad små junglestier, hvor vi måtte dukke os for lianer, kravle over væltede træer og balancere på et stykke træ over et vandløb. Vi lyttede opmærksomt på skrig fra aber, kiggede op hver gang noget synes at bevæge sig i trætoppen og var til enhver tid klar til at kravle op i et træ, hvis den såkaldte bushpig kom. Bushpig’en er eftersigende det eneste farlige dyr i skoven, der nedlægger hvad den kan på sin vej. Den minder om et dansk vildsvin. Hvis vi kunne høre noget komme løbende, var der kun en mulig vej for at undgå et angreb fra den – at finde et træ man kunne kravle op i. Vi mødte heldigvis ikke bæstet og gik forholdsvis uforstyrret gennem skoven. For at huske hvilken vej vi havde taget af de små stier, måtte vi bruge naturens redskaber som fx. at placere en nød i et træ, stikke en gren i jorden og ellers bare være opmærksomme på hvilke væltede træer vi havde passeret og hvor. Vi fandt ud igen men så ingen chimpanser, hvilket var lidt med blandede følelser, da jeg ikke er sikker på, hvordan jeg ville have tacklet 20 eller flere chimpanser komme løbende skrigende mod mig.
Miss Masindi
Som den første hvide person (mzungu) i Masindi og den tredje i hele Uganda havde Tanya vi mødte aftenen forinden valgt at stille op til Miss Masindi. Konkurrencen går som navnet antyder ud på at kåre Masindis smukkeste kvinde. Kategorierne var daily wear, evening dress, party dress, swim suit og traditional wear. Konkurrencen stod til at starte kl. 21, men startede selvfølgelig først to timer senere med en introduktion som jeg vil betegne som tilnærmelsesvis latterlig. Letpåklædte (læs: ikke pæne) piger gik ind på scenen til et playback show, der var så skandaløst og dårligt, at det endda slog hele karaoke-showet i Thailand. Det havde jeg aldrig troet. Pigerne på scenen kunne ikke teksten, forstod ikke at det ville være mere troværdigt, hvis de holdt mikrofonen for munden i stedet for at svinge den tilfældigt rundt. Tøjet de havde på lånte de af hinanden på skift og hele showet udstrålede dårlig planlægning og ringe kvalitet. But this is Africa. Endelig startede selve skønhedskonkurrencen og vi nåede at se tre optrædener fra Tanya før klokken var 01 og vores taxichauffør ventede os. Hun overaskede os alle meget positivt og tog sig flot ud til trods for den lidt store facon. Dagen efter fik vi at vide, at hun havde fået en 3. plads. Arrangørerne havde endvidere indkrævet nogle af pengene fra præmierne til 1. og 2. pladsen, da de alligevel ikke havde råd til at udlove så store summer – igen vidnede det om kvaliteten af showet.
New roomie
Da vi havde et ledigt værelse, sendte Jacob og Lasse et opslag ud om det til den norske og svenske ambassade. Da vi var kommet hjem fra Masindi havde en norsk pige ved navn Mari skrevet, at hun var interesseret. Der gik ikke længe før hun kom på besøg og sagde ja til værelset med det samme. For en uge siden flyttede hun ind, så nu er vi et firkløver der atter kan spille canasta (kortspil). Denne weekend var vi igen sammen med gadebørnene, som i en miniturnering spillede sig helt til finalen men desværre tabte på straffespark. Jacob, Lasse og jeg var til barbeque ved den danske ambassadør, Nathalia, i lørdags. Hun bor i upper Kololo og har en udsigt, som vi ikke turde drømme om fandtes i Kampala. Det var hyggeligt at hilse på de nye danske ansatte og deres familier, hvorfor der var en stor forsamling af børn fra 1- 8 år. Nogle havde tømmermænd søndag, så vi valgte at pakke bilen (ja, der kommer et særskilt indlæg om bilen snart) og køre til Entebbe for at sidde med fødderne i sandet på stranden. Desværre kan man ikke bade, da de såkaldte bilharzia (snegle) der er i vandet gør en meget syg pga. udviklingen af orme i maveregionen.
Jeg vil stoppe nu, men der kommer snart flere nyheder, da jeg har været i kontakt med et andet projekt (Mbuya Reach Out), Jacob har været på fieldtrip til Norduganda og vi har fået en helt nyt medlem af familien. Meget mere om det senere!
Nomad [n] 