Nogle gange støder man på nogle mennesker, hvis skæbne er fuldstændig forskellig fra de fleste danskeres. Så anderledes og rå at de nærmest er ubegribelige. De passer ikke ind i det verdensbillede, man selv er vokset op med, men alligevel trænger historierne sig på i ens bevidsthed eller måske ligefrem samvittighed. Det er vel et naturligt – men nærmest umuligt – forsøg på at sætte sig ind i de skæbners liv og dermed få det fulde perspektiv. Forsøget er selvfølgelig dømt til at være overfladisk og forestillet, da man aldrig vil føle disse skæbner på egen krop. Måske er det ubegribeligt, fordi de er børn. Måske kompliceres det af, at de deres skæbne til trods er så positive og livsglade. Det er i hvert fald komplekst. Bare det, at de egentligt er børn, er næsten helt surrealistisk. Børn mellem 6 og 14 år, der klarer sig på egen hånd uden forældre, uden mad, uden ly og uden støtte overhovedet – selv ikke fra staten, som i de rige velfærdssamfund i det mindste ville forsøge at give dem et indhold og muligheder. Vent, sandheden er faktisk, at staten gør en indsats. Men om det er for børnenes eller byens fremtonings skyld er ikke afgjort. I Naguru er der et børnehjem (den officielle betegnelse)/et børnefængsel (børnenes udsagn)/et internat (det plausible betegnelseskompromis). Hvad ved jeg? Jeg burde tjekke det ud selv…
Nætterne tilbringes i de dybe afløbsrender langs vejkanten, hvor skidt og rotter huserer. Det eneste remedium er en gammel kornsæk, de bruger som sovepose. Når det regner, gælder det om at finde ly et sted. Her er børnenes eneste mulighed at finde en veranda. Imidlertid er disse ofte bevogtet, hvorfor børnene må bestikke vagterne for at få lov til at sove der. Penge tjenes ved at samle tomme plastikflasker. 1 kg (cirka 12) indbringer 200 shilling, hvilket svarer til godt 50 ører. Hvis børnene er heldige finder de sålen på en udtrådt sko, de kan få tilsvarende beløb for, hvis den er i god stand. Deres ’varer’ bringer de til specielle gadebørnsmarkeder, som veksler disse til penge. Problemet er imidlertid, at de yngste ofte må afhænde en vis procentdel af deres gevinst til de ældste. Survival of the fittest. I den centrale del af Kampala er man ligefrem inddelt i specielle grupper, der hver har sig eget territorium. Indtræden på andres territorium kan i værste fald medføre døden. Det er råt. Det handler om overlevelse. Det er spillereglerne.
Klokken er ved at være mange. Jeg tror ikke, at jeg kan holde mig vågen længere. Jeg har haft en hård dag på kontoret med aircondition og en blød kontorstol. Jeg tror, at jeg ligger mig i min nyredte og bløde seng. Uden for vores bevogtede boligområde er børnene sikkert ved at finde sig til rette i kloakrørene. De er heldige i dag – det regner ikke. Måske er nogle stadig aktive for at skaffe penge gennem tiggeri eller salg af gevinster i affaldet. Livet er hårdt. Hvem er jeg til at konkludere det? Sov godt.
Nomad [n] 