Mit mål med at vælge det danske liv fra og satse på et år i Uganda var, at jeg ville være i stand til at få noget praktisk erfaring relateret til min uddannelse som sygeplejerske. Det viser sig, at jeg får meget mere end det. Som frivillig er jeg blevet taget i mod hos Kawempe Home Care, der ligger nord for Kampala – omtrent 6 km fra Bukoto.
Øjebliksbillede
Når jeg møder om morgenen, sidder de første klienter allerede klar i skyggen af vores pavillion på de farverige plastikstole. Før vi kan begynde de kliniske undersøgelser af hver klient, må de først se til og, som oftest, smågrine af vores morgengymnastik. I en rundkreds står vi og laver yoga-lignende øvelser, synger derefter en sang til jesus og beder en bøn, før vi giver hinanden hånden og fordeler os på vores respektive pladser. Jeg sidder i klinikken.
Klinikken består af fem små borde, stole på hver side samt afskærmning til to af pladserne. På væggene hænger der store plancher om symptomer og behandling af tuberkulose(TB), kombinationsbehandling af HIV og TB samt en beskrivelse af grundlaget for Kawempe Home Care “moved by love”. På de små borde ligger der tårnhøje stakke af journaler. Klienterne melder sig hos sekretæren, som efterfølgende finder deres journal og lægger den nederst i bunken – så de rent faktisk kommer ind i rækkefølge. Imponerende nok er journalerne meget fyldestgørende for hvert besøg hos os. Som dagen går, bliver bunken kun større, og først når klokken runder 15, kan vi se, at det svinder i dem.
Arbejdet består i at tilse og undersøge klienternes tilstand. Det kan være alt fra TB, HIV, influenza, malaria, halsbetændelse, hudinfektioner, føleforstyrrelser til “banaliteter” som hovedpine og forkølelse. Praktisk talt sidder vi i klinikken med de samme opgaver, som en læge ville gøre i en dansk lægepraksis. Men de ryster bare på hovedet og griner lidt af mig, når jeg forsøger at forklare, at jeg ikke er dygtig nok til at kunne alle præparaterne udenad og ordinere eller ændre i klienters medicin. Det er ligegyldigt. De har brug for hjælp til at tilse det store antal af klienter, så jeg må bare lære det.
Når de syge er sygest
Langt størstedelen der kommer hos os, er HIV-positive oftest i kombination med tuberkulose. Én ud af de mange udfordringer for mig er at vide, hvordan man skal reagere, når deres CD-4 tal er under 250. Og hvad er CD-4 tal egentlig? Jeg vil ikke komme med en længere forklaring her, men jeg har meget at lære endnu. Jeg har arbejdet sammen med to forskellige klinikere, som har forsøgt at give mig det bedste indblik i medicinen og deres utal af forkortelser. Altimens jeg prøvede at forstå deres udtale under undersøgelserne, blev vi flere gange distraheret af mennesker, der kom bærende ind med en klient, der var så dårlig, at vedkommende enten ikke kunne stå eller var ved bevidsthed. Samtidig ville vi sidde med en HIV-positiv klient på syv år, der var kommet selv for at hente sin medicin, da begge forældre var døde af AIDS. Denne lille pige, som er på alder med min lillesøster, skulle have taget en CD-4 test, for at holde øje med udviklingen af hendes HIV. Det er den eneste test med en egenbetaling på ca. 20 kr – hvilket er mere end hun ville have til sig selv på en hel måned. Pigen fik at vide, at hun inden næste besøg skulle have skaffet pengene til testen. Uden den vil vi ikke vide, hvilken type medicin hun skal have. Det er slående, hvor barsk og nærmest ubarmhjertigt livet kan være hernede.
Ugandisk hjemmepleje
Hver eftermiddag tager en af klinikerne på hjemmebesøg i landsbyen. For at en klient er et hjemmebesøg beretiget, skal vedkommende være dødelig syg og ikke være i stand til at komme hen til klinikken på egen hånd. På et af hjemmebesøgene mødte vi en mand, der var så dårlig pga. AIDS og TB, at han græd, da vi bad ham om at sætte sig op. Jeg har tidligere, i den danske hjemmepleje, mødte terminale borgere, men den afgørende forskel fra Danmark til Uganda er, at der oftest ikke er råd til at smertedække de ugandiske klienter, hvorfor de hver dag må leve med ubeskrivelige smerter. Vi er utrolig privilegerede i Danmark. Ikke nok med at det terminale forløb bliver gjort så smertefrit og overkommeligt som muligt, så er det også gratis. En dansk borger ville ca. få 3 eller flere besøg hver dag. Her har vi kun råd til at besøge dem en gang om ugen. Uden at udpensle det yderligere, er der kort sagt virkelig brug for hjælp og penge til medicin. Jeg får eftersigende mine egne hjemmebesøg akkompagneret af en oversætter, når de vurderer mig dygtig nok til at kunne ordinere medicin.
Jeg slutter min uundgåelige sammenligning her – for i virkeligheden kan det slet ikke sammenlignes. Kawempe Home Care er det rigtige sted for mig. Der er brug for hjælp, jeg kan lære meget og jeg får et stort indblik i ugandisk sprog og kultur. Nu vil vi tage til Masindi i weekenden, så i løbet af næste uge får i forhåbentlig en beretning derfra.
Nomad [n] 