Yes, så kom vi tilbage til de fodboldglade 80’ere for en stund. Lasse og jeg fik i går debut for, ja lad os bare være ærlige, et ganske ægte 80’er hold. Foruden Lasse og jeg var gennemsnitsalderen i hvert fald på den pæne side af 40, hvilket også forklarer kampråbet. Men det være sagt, så var niveauet ganske pænt. Holdet består af nogle af de danske expats med størst fodboldpassion, hvorfor vi selvfølgelig var ærgerrige efter at vise os fra vores bedste side. Ligesom i 1984 havde vi danskere en nysammensat trup, og var klar til at spille et træningseuropamesterskab, hvor kun Belgien og Holland var ’hurdlerne’ på vejen mod ultimativ succes. Turneringen foregik på et fint græstæppe på den fine Kampala International School, hvor der blev spillet 7 mod 7, to kampe mod hvert hold og med en vandslange som sidelinje (i hvert fald så langt den kunne nå).
Lad det bare være sagt med det samme; vi vandt turneringen med 4 ud af 4 sejre, men undertegnede scorede ikke og benene føles i dag mest af alt som eksploderede dynamitstænger. Dog var det under alle omstændigheder dejligt at få rørt sig, og gad vide om ikke den tynde luft (Kampala ligger i ca. 1300 meters højde) snarere end dårlig kondi kan forklare pulsen flere gange rundede 220 (nogle ville måske komme med indvendinger her). En anden forklaring er måske, at det krævede en smule mere løbepensum at dække op med de ældre herrer, end de 90 % teenagere jeg til daglig ligger og dribler rundt med. Turneringens suveræne topscorer blev Thomas, som vi tidligere har været i Entebbe og spille golf med, og hvis bil vi er ved at investere i.
Mitshubishi Mirage = Driver with attitude
Tanken om en bil opstod egentligt ganske impulsivt en dag, men efter en række overvejelser virker et bilkøb egentligt som den rigtige investering – ikke mindst set i en personlig sikkerhedsoptik. Derfor har Camilla og jeg været ude at se på – en brøkdel af – Kampalas biler både fredag og lørdag. Bilerne er direkte importeret fra Japan og holder i tusindvis i forskellige indhegninger lidt uden for byen. Til trods for det store udbud lykkedes det os ikke at finde nogle biler til under $5500. Til gengæld forelskede vi os i en stor og pæn Toyata Spacio (rigtig familiebil uden at det skal tages som et signal), som i udgangspunktet kostede $6000. Spørgsmålet er så om forelskelsen er værd en udskrivning på så meget med en afskrivning, der potentielt er på hele beløbet med den vanvidskørsel, der ofte praktiseres hernede. Til trods for at det meste af junglen i Uganda er fældet, og der kun resterer lidt på grænsen til Congo, så hersker jungleloven på vejene, hvor stor dominerer lille. Som landet ligger nu, bliver vi nok enige om, at købe Thomas’ Mitshubishi Mirage Coupe med alufælge, hecspoiler, slangeskindsindtræk og rigtige racersæder. Den er kort sagt: dirty (og som vi så den i går ikke kun i overført betydning). Den koster kun $2000, og virker derfor som en mere overskuelig udgift. Hvis det bliver det, vi beslutter os for, kan vi fra 1/9 komme frit rundt i Uganda og opleve landet.
Ugen på ambassaden
Efter de første to ugers ’feriemode’ på ambassaden, hvor meget af arbejdet bestod i ad hoc opgaver for viceambassadøren, opdatering af vores projektdatabase og forberedelseslæsning på fællesdrevet, er jeg i denne uge rigtigt kommet i ilden. Jeg har blandt andet afleveret en rapport om udnyttelsen og forringelsen af naturressourcer i landet som stort set uredigeret blev sendt til UM, og som skal danne grundlag for en tildeling af klimapuljemidlerne under udviklingsbistanden. Statsrevisorerne (hvori notabiliteter som Mogens Lykketoft, Helge Adam Møller, Manu Sareen og Svend Erik Hovmand sidder) kommer på besøg i næste uge, og som forberedelse til det, har jeg forberedt en redegørelse for, hvorledes vi i Governance-teamet ud fra rammerne i vores Democracy, Justice and Peace Programme monitorer, evaluerer og følger op på bistandsindsatser, hvilket var lidt af en teknisk omgang. Derudover har jeg været med til at finpudse håndakterne til statsrevisorerne og udskrevet de interne håndakter, som i hvert fald rundede de tusind sider. Ugen bød også på 4 møder, herunder; et introduktionsmøde med Deepening Democracy Programme, som jeg var hos i januar; et teammøde; det obligatoriske torsdagsmøde (jeg er referent); og marathonmøde angående Public Sector Reform and Decentralization på 3 timer og 30 minutter (lige så lang tid som mit maraton for præcis et år siden), hvor jeg – desværre – også var referent. Efter 16 siders håndskrevne notater og en skrivekrampe var jeg godt medtaget, da der bliver talt meget i forkortelser (koder), og de lokale ikke altid udtrykker sig lige klart. Fredag blev en god uge så afsluttet med et festligt indslag, da en 27-mand stort synge- og dansetrup skulle tildeles bona fide (tillidsvisum) visum til Danmark. Normalt tager behandlingstiden for almindeligt visum 5 uger, men da de skulle optræde i 5 danske kommuner, og de ikke havde fået ansøgt i tide, var den eneste udvej et bona fide visum. Denne type visum kan ambassaden udstede til personer, der ofte rejser til Danmark, og som der er kendskab og tillid til. Da dette forhold ikke gjorde sig gældende for vores talentfulde ugandere måtte de igennem en timelang screeningsprocedure, der skulle sikre, at ambassaden kunne stå inde for dem. Denne screening indebar blandt andet, at de skulle give to numre i ambassadens gård. Storartet afbræk!
Næste uge byder 7-9-13 på en 3 dages tur nordpå til Gulu og Lira, hvor folk fra DDP skal undersøge vælgerregistrering, civilsamfundets indsatser og valgkommissionens arbejde. Jeg har altid gerne ville nordpå til området, der indtil for bare fire år siden var præget af en 20-årig lang og brutal borgerkrig, der bl.a. stadig sætter sine spor i stadigt stort antal ’Internally Displaced People’. Derfor håber jeg, at der er plads til mig på turen.
Jeg vil ikke berette mere nu, da vores unge læserskare har udtrykt ønske om kortere indlæg. Selvom vi finder det lidt foruroligende, at ellers ganske bogligt begavede (in spe) universitetsstuderende ikke kan overskue lange indlæg, vil vi selvfølgelig forsøge at efterkomme deres efterspørgsel (fremover). Så håber vi ikke, at de bliver så udmattede, at man skal læse om flere 5-1 fadæser hernedefra.
Til sidst: Stort tillykke med de 21 år, Stine. Vi håber, at du kommer ned og besøger os i løbet af året.
Søndag formiddag var vi sammen med gadebørnene mens de øvede dans og sang
Lige som fodboldtræningen skulle starte, kom et uvejr ind over Kampala og vi måtte søge ly på den lokale politistation
Nomad [n] 
