Kvinden der sidder foran mig kigger ned, mens hun gnider sine hænder. Så ser hun op, sukker, og øjnene falder på hendes søn. Udenfor løber hendes lille dreng rundt. Hans udspilede mave presser bukserne helt ned om ballerne, og sokkerne er ved at glide af foden, så han hele tiden vælter i dem. Han er kun halvandet år. Sveden pibler af ham, mens han prøver at slå tiden ihjel ved at kravle op og ned ad trapper eller børste støv af biler under formiddagssolens hårde stråler.
Moderens historie er ikke enestående. Hun er kommet til klinikken for at hente hendes HIV medicin, de såkaldte ARV’s. Det har hun gjort i snart fire år. Hun har en mand med hvem hun har to børn med. Manden ved ikke, at hun én gang i måneden sidder her ved os, manden ved heller ikke, at hun er HIV positiv. Hun kigger mig ind i øjnene og siger, uden at blinke “If I tell, he’ll throw me out.”
Hendes mand har, som de fleste ugandiske mænd, flere koner. Hun er én af dem. Han betaler børnenes skole, huslejen, mad på bordet. Han bor ikke med hende, men hun ved, at når han kommer på besøg er det for ét formål. Han vil have flere børn. Sådan bliver børnene til og sådan er kærligheden – når der er penge imellem. I journalen kan jeg læse, at hun med det samme var kommet til klinikken for at rådføre sig i forhold til graviditet og HIV, da hun havde haft besøg af sin mand for lidt over to år siden. Hun deltog i de kurser vi har for vordende mødre om forebyggelse af HIV smitte fra mor til barn og levede op til alle kunstens regler for at undgå at overføre virussen til barnet. Det indebærer bl.a. at man spiser korrekt, undgår infektioner så immunsystemet ikke svækkes, føder på et hospital, hvor de kan skære navlestrengen rigtigt og vigtigst af alt: at man ikke ammer. Da hendes søn blev født, var han HIV negativ. Men en dag da faderen kom på besøg for at se sin søn, undrede han sig over, hvorfor moderen ikke ammede. Hun havde gemt den mælkeerstatning, hun havde fået af os, så han ikke skulle opdage det. Han slog hende. Hun prøvede at forklare, at barnet ikke kunne lide brystmælken, men faderen blev mere aggressiv og tvang hende til at amme. Hun havde intet valg.
Hendes blik er stift og afmagt overvælder hende.. Hun samler sig hurtigt igen. Det er ikke meningen, at kvinder sådan skal lade sig slå ud. Hendes smukke søn, som løber ubekymret rundt og falder over sine egne ben, er i dag HIV positiv. Hun kan ikke fortælle hendes mand om hendes og sønnens egentlige tilstand, da han vil se hende som uren og uden at tøve vil sætte hende på gaden, da han i forvejen har andre koner, han kan gå til. Hendes overlevelse afhænger af ham. Manden har en idé om, at han ikke kan være roden til en sådan sygdom – og den opfattelse er desværre meget udbredt i dette patriarkalske samfund. Mændenes ignorance gør hver dag raske nyfødte børn HIV positive.
Kvinden rejser sig op og skubber stolen væk. Udenfor kalder hun sin søn til sig og han vender sig hurtigt efter hende. Svedperlerne drypper fra hans pande. Hun sætter ham på hoften og trækker sokkerne på plads, før de går ud af porten med den brune papirspose med næste måneds medicin i hånden.
Nomad [n] 