Bloggen har været en smule forladt, ja, ikke fordi vi ikke har oplevet nok, nok nærmere fordi vi har oplevet for meget. Der har simpelthen ikke været tid til at sætte sig nogle timer en formiddag og skrive ned. Det er der nu, så vi begynder hvor vi slap.
Vores juleferie startede d. 18 december hvor vi en smule spændte gik ombord på et lille propelfly med destinationen Tanzania. Vores spænding viste sig heller ikke at være helt ubegrundet, da vi ved mellemlandingen ved Kilimanjaro oplevede turbulens, så flyet nærmere opførte sig som et fjernstyret et af slagsen. 1½ time derefter satte vi vores fødder på Tanzaniansk jord og blev med ét slået ud af den omklamrende varme. Fugtigheden og selvfølgelig termometeret viste nogle andre tal end det ganske behagelige klima vi er vant til i Uganda. Vi forhandlede med en taxachauffør og sad så på vej til vores strandhytte, der lå på en tange i Dar es Salaam. Turen som, frustrerende nok, kun var ca. 20 km lang tog os lige godt tre og en halv time. Heraf sad vi i kø til færgen i over halvdelen af tiden. Vi kom frem, fandt os til rette under myggenettet, nåede at registrere at der var udsigt over havet før søvnen overtog.
Morgenen derefter skulle vi turen tilbage for at komme til en anden færge med Zanzibar som mål. Vores erfaringer med bilkø gjorde, at vi fandt os tilfredse med en lille tuktuk (3hjulet køretøj) som transportmiddel, der så let som ingenting kunne tage os fra a til b. Vi købte billetter, betalte 10 dollars ekstra til en påstået havneskat, da tanzanianerne aner enhver mulighed for snyderi til egen fordel, men kom derfra hurtigt og udfordringsløst til Zanzibar.
Endelig fremme ved turens egentlige mål.
Zanzibar – Land of the Black
Her ville jeg med glæde have at Jacobs beretning skulle komme ind, men når Liverpool sælger sin bedste angriber til Chelsea og de ugen efter mødes til et brag af en kamp, så må jeg (og i) skyde en hvid pil efter sådanne beretninger. Men for at fortsætte så ankom vi til Zanzibars største by Stone Town, hvor vi fandt os til rette på vores meget lokale hostel midt i de kringlede gader i den gamle bydel. Vi brugte først og fremmest nogle timer på at finde vej i labyrinten og suge indtrykkene til os. Zanzibar, som oversat betyder ”land of the blacks”, er en ø, som bærer tydelige præg af arabisk kultur pga. det tidligere protektorat under Oman og funktionen som handelsstation. Det kan især ses ved deres betydelig lysere hudfarve sammenlignet med Ugandere og ikke mindst den store udbredelse af islam. Der er en utrolig lethed over livet ved kysten, en lethed som minder om det vi fandt fascinerende ved Vietnam. Hver eftermiddag samles de unge på byens torv, hvor fyrene gerne tager et langt og kunstnerisk spring ned i havet foran mange tilskuere, mens pigerne følger leende med på en af bænkene sammen med nogle veninder. Her nød vi ligeså at slappe af og se interesserede til at de mange gadekøkkener blev sat op og gjort klar med alskens godt fra havet. Gadekøkkenerne er endnu et samlingspunkt for denne sociale kultur, hvor man helt simpelt bare peger ud hvad man ønsker, hvorefter man får det serveret det på en plastiktallerken med en sodavand eller et glas sukkerrørsjuice til. Jacob, som den gastronomiske udfordrer, prøvede et spyd med calamari fisk og blæksprutte krydret på en særlig måde, så det fik en indtrængende rød farve. Det slog trods alt ikke benene væk under ham, så til min fornøjelse fortsatte vi videre til ’Mercury’s’ – en restaurant opkaldt efter musikeren Freddy Mercury, der er født og opvokset på Zanzibar.
Tidligt dagen efter gik ved ned til træbådehavnen, hvorfra vi ville tage en tur til den nærliggende ø Prison Island. Øen er som navnet antyder et tidligere fængsel, for personer som bar sygdomme, der på det tidspunkt ikke var behandling for. I dag fungerer den som reservat for store landskildpadder, der har en alder lige under de 100 år og som vejer langt mere end Jacob og jeg tilsammen. Det er nogle fascinerende dyr, som stiller sig tilfredse med både kameraer og vores behov for nærkontakt, hvis vi bare aer dem på hovedet og ellers giver dem nogle blade de kan guffe i sig. De er heller ikke sene til at forstå, når vi er løbet tør for blade, og ligger sig så tungt ned på deres skjold med benene ud til siden, indtil næste portion ankommer. Som varmen tog til gjorde behovet for en dukkert også, så efter at have bidraget nok til bevarelsen af denne skildpaddebestand sejlede vi ud til et nærliggende koralrev. Jacob hoppede ubekymret i, mens mit særlige forhold til alt under vand gjorde, at jeg var rigelig tilfreds med at sidde på bådkanten og følge med i livet på havbunden derfra. I Stone Town bød eftermiddagen på sunset drinks på Hotel Africana med fantastisk udsigt over bådehavnen med først den gule, så orange og til sidst rød-lillae himmel. Fantastisk atmosfære og fantastisk stemning.
Strand og tid til eftertænksomhed
Efter Stone Town bød ferien på en firedages tur til Kendwa på den nordvestlige del af øen. Vi havde bestilt et værelse i den højere prisende (95 dollars per nat), der lå ned mod den billedskønne strand med det turkisblå vand. Dagene forløb i samme tempo som stedets puls bød – meget lav. Solbadning, læsning, badning og gåture på stranden, der ville kunne gøre de fleste vinterdepressive misundelige, var dagsordenen. Til gengæld savnede vi selvfølgelig familien og julehyggen juleaftensdag, der ikke udskilte sig fra de øvrige dasedage udover, at vi fik en ekstra fin tre-retters menu med bl.a. rejer og lam samt et lokalt danse- og slangeshow. Dagene i Kendwa gav masser af sol på kroppen, og Jacob fik også en del sved på panden, da han kom i kontakt med de lokale, der spillede strandfodbold.
Fra Kendwa tog vi til Jambiani, hvor vi indlogerede os på et danskejet guesthouse. Vi fik vores egen nøgle til huset og delte det stort set kun med et slovensk par. Med et fint køkken og morgenmaden forberedt hver morgen følte vi os i høj grad hjemme. Jambiani ligger på den østlige side af øen, hvor der er tidevand. Derfor badede vi ikke så meget, indtil vi fandt ud af, at hvis man fulgte vandet ud, kunne man bade i nogle pools, der hurtigt blev opvarmet. Havbunden var lidt stenfyldt, hvilket gav gode muligheder for at snorkle og opleve fiskene og livet under vandet. Alt imens gik de lokale rundt og dyrkede og høstede tang, som de kultiverede i nogle bestemte områder ude på havbunden til brug i madlavning.
For Jacob var turens absolutte højdepunkt, da vi andensidste morgen stod op klokken kvart over 5. Formålet var en svømmetur med delfiner. Efter 20 minutter i taxi ankom vi til en bugt – dolphin bay – på den sydligste del af øen, hvor solen netop var ved at stå op. Vi sejlede ud i en lille motorbåd, påførte os snorklegrej og spottede efter delfiner. Heldigvis viste de sig med det samme, og så gjaldt det om i skarp konkurrence med en række andre både at komme så tæt på dem og derefter springe i vandet til dem. Det var på mange måder lidt usympatisk over for delfinerne, der vel bare forsøgte at nyde en rolig morgen på ferien, men hold fast hvor var det spektakulært at dykke ned mellem delfinflokken på otte og være fuldstændig omgivet af dette meget graciøse dyr under vandet. Deres bevægelser var så naturlige og finurlige, og at se dem boltre sig omkring én på åbent hav var uovertruffent. Efter en rum tid ville de så forsvinde i dybet og dukke op et andet sted. Herefter gjaldt det så om at komme hurtigt i båden, så vi kunne sejle til deres nye vejrtrækningssted. Ved de 3 sidste dyk var jeg stort set alene, da de kom svømmende lige i mod mig – og næsten fremprovokerede en smule angst hos mig – for at omringe mig og derefter dykke ned i dybet igen. Fantastisk.
Klar til det nye år
Tilpas solbrændte tog vi fra Zanzibar tilbage til Dar es Salaam med færgen. Det var et særligt øjeblik at stå på færgens øverste dæk med høj solskin og vind i håret som den skød fart og se Zanzibar blive mindre og mindre. Det havde været nogle fantastiske dage på øen, hvor vi mest af alt havde haft tid til at se tilbage på vores første fem måneder i Afrika. Mange mennesker har vi mødt og mange udfordringer er vi hver især blevet stillet på arbejdet, men ikke før denne ferie havde vi virkelig kunne træde et skridt tilbage og tænke over den hverdag vi er en del af og alle de indtryk det indebærer.
I Dar es Salaam tog vi tilbage til Mikadi Beach, som vi havde været ved den første nat. Denne gang ankom vi ved højlys dag og kunne bedre få en fornemmelse af deres strandhytter, havet og livet der. Her skulle vi fejre nytårsaften og dermed spendere feriens sidste fem dage. Vi fik bl.a. travet gaderne i Dar es Salaam tynde enten fordi vi søgte en traditionel kanga (til Camilla) eller et godt måltid mad. Maden havde vi dog i fleste tilfælde succes med. På Mikadi Beach nød vi at stå op til lyden af bølger og træde ud i det fine sand idet vi åbnede vores dør. Vi mødte en flok nordmænd, som vi havde nogle hyggelige stunder med. En af dem var født og opvokset i Arusha og en anden driver sit eget safarifirma i selv samme by – begge har været med i det norske robinson. En af pigerne, Trine, studerer i Kampala, så det var en god kombination af folk, som på den ene eller den anden måde havde noget tilfælles. Nytårsaften inviterede safarigutten os derfor til deres “private” fest på Mikadi Beach. Han havde fået sin kok til stedet, som lavede buffet til os, mens vi sad omkring et bål på stranden og lod en flaske whiskey gå rundt. Derefter fortsatte festen i stedets bar og omkring poolbordet, indtil der kun var et par minutter tilbage af 2010. Nede på stranden havde vi en fantastisk udsigt ind over byen, hvor raketterne blev sendt i vejret, da det nye år tog sin start.
Vores ferie lakkede mod enden, og vi var begge enige om, at det havde været et tiltrængt afbræk men at vi egentlig begge glædede os til at komme tilbage til den altid udfordringsrige hverdag i Uganda.
Forlænget weekend i det fantastiske kolde nord
Den seneste måned har været travl for os begge på arbejde, men vi nåede dog midt i måneden at have en forfriskende forlænget weekend til og et fantastisk gensyn med familien i Danmark, hvor vi fejrede Jacobs forældres 100 års fødselsdag. Dejligt. Derudover har vi spillet fodbold med gadedrengene til en forsinket julefest, ledt efter et nyt sted at bo til dem, og holdt en del farvel- og velkomstmiddage, da der har været udskiftning i de øvrige praktikantstillinger på ambassaden. Denne weekend var vi i Jinja, da Jacob skulle prøve kræfter med Nilen på en 6 timer lang raftingtur. Som altid er det forfriskende at komme lidt ud for bygrænsen, ud i naturen, men den fulde beretning derfra må i vente lidt med endnu.
Alt det bedste
Nomad [n] 