Onsdag

(English at the bottom)

De her dage bliver brugt på nøje at overveje fordele og ulemper ved forskellige indkvarteringsmuligheder i Jakarta. Vi overvejer begge at komme den tidsrøvende trafik til livs ved at flytte ind i en lejlighed ved ambassaden, så Jacob kan gå til og fra arbejde på nogle minutter fremfor at sidde timevis i en bil. Det synes allerede meget tiltalende, efter vi blot har været her i tre uger. Trafikken er et issue, som vi på ingen måder kan undgå helt. Men tanken om at kunne minimere det, er i sig selv en stor nok gevinst. Dertil går overvejelsen også på, om det ikke ville være lettere at pakke drengebarnet i barnevognen, tage elevatoren ned og selv trille ud på gaden og handle ind. Det er ikke en mulighed her, hvor vi bor nu, da vejene er for smalle til at man kan gå (sikkert) i vejsiden med et barn på de i øvrigt ikke-eksisterende fortove. Så selv en tur i det lokale supermarked ca. 500 meter herfra kræver en ledig bil (forudsat at den ikke skal bruges i arbejdsøjemed), en autostol og en chauffør, og tilsammen giver det mere koordinering, end hvad 2 liter juice og nogle lasagneplader er værd.

Så vi vil undersøge mulighederne for anderledes indkvartering, så vi kan danne os et bedre billede af, hvad der passer os bedst. Skulle vi vælge at bo i en lejlighed, vil vi selvfølgelig skulle opgive, den luksus det er at have privat have og swimmingpool. Det er også en af de mange overvejelser.

På hjemmefronten er det tid til lidt forældrepral (så spring følgende over, hvis du synes, det lige er at strække den). For efter bare fire dages trille-træningslejr præsterede Villads i morges selvstændigt at manøvrere sig fra ryggen til maven – endda to gange i træk. Da det efterfølgende skulle dokumenteres, så havde han ikke andet end smil tilovers for det rullende kamera og den svært begejstrede mor. Så han trillede ikke en millimeter. Apropos forældrepral er det et fænomen, som selv vi havde svært ved at forstå, inden Villads blev født. Men når et barn kommer til verden, som intet andet kan end at skrige, spise og prutte, så er det helt unikt, når det tilegner sig simple egenskaber som at gribe efter ting, kontrollere sine bevægelser, trille, pludre, grine og videre i den dur.

Nu er han atter vågen, så vi vil genoptage træningslejren.

Hilsener fra Jakarta

These days we are considering the best option for living with both Jacobs work and Camillas time with Villads in mind. It’s a high priority to reduce the time we are spending in traffic, which is why we consider living in an apartment close to the Embassy as an option. Then we will reduce time in traffic on a daily basis from hours to minutes, since Jacob will be able to walk to and from work. It’s a very tempting option even after just three weeks of Jakarta traffic. Furthermore we are considering if it will be easier to put Villads in his stroller, take down the elevator and go shopping without relying on and coordinating with a driver, a free car and Villads’ carseat just to go shop some pasta and juice 500 meters away. It’s not really worth the struggle. And in the area we live at the moment, it’s not a possibility to walk (safely) in the non-existing sideway with a kid, since the streets are too narrow. So for now we are looking more into different housing arrangements to get a deeper understanding of what one can choose from. If we were to choose living in an apartment we would unfortunately have to loose the luxury of having our own garden and swimmingpool. That’s one out of many considerations.

And then we have some bragging to do (skip this part if parents bragging about their kids are tiresome). This morning Villads managed to roll over on his own for the very first time. During the last four days we have been practicing with him rolling from back to stomach, so you might as well call him a fast learner. At least that’s what we do. Of course when the proud and over enthusiastic mom wanted to document it, he had nothing left but smiles for the running camera and didn’t roll at all.

These were the small (big to us) news from Jakarta this Wednesday morning.

All the best, Camilla and Jacob