Terrorangreb

Torsdag d. 14 januar. Det var en dag som de færreste her i Jakarta. En dag hvor indtryk, øjeblikke, hvor man var, og hvad man lavede blev til screen shots på nethinden.

Jeg var i vores lokale indkøbscenter, Lippo Mall, på udkig efter en humidifier, der skal fugte de ellers tørre aircondition rum. For Villads skyld. En sms fra Jacob tikkede ind “bombeangreb i Sarinah shopping center. Bliv hjemme”. Jeg så mig omkring, og alt var som det plejede. Ingen i centeret lod til at vide, hvad jeg netop havde læst. Jeg fik fat i vores chauffør, og han kørte mig hjem. Hjemme ventede Villads med vores hushjælp, Ibu Muji. Jeg skrev samme besked til vores sms gruppe af mødre fra Kemang Club Villas. En af dem svarede “I’m right here, I can’t get out”. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og i et splitsekund gør man sig tusind tanker, om hvilken type angreb dette kunne være. Var det rettet mod udlændinge eller lokale, ville de skyde tilfældige i et indkøbscenter og tage gidsler, som det var tilfældet i Nairobi, eller ville det være bomber på særligt udvalgte steder? Rygterne var begyndt at svirre om antallet af eksplosioner, gerningsmænd med rifler, hvilke mål de ville ramme og hvorhenne i byen.

Tilbage i huset tændte vi for den lokale tv kanal Berita Satu, som viste billeder fra stedet. Det var genkendeligt. Den Starbucks café som gerningsmændene ville ramme først, sad vi på, da vi havde besøg af Peter og Aino i december og var til Car Free Sunday. På gaden foran lå lig, som det tog tv kanalen nogle timer om at sløre. Jacob ringede for at sikre, at vi var hjemme og bad os blive indenfor og låse dørene.

Altimens vi sad herhjemme og fulgte begivenhedernes gang, var Jacob fanget i EU bygningen, hvor han havde været til møde med britere, franskmænd og hollændere. Beskeden var, at de skulle blive, hvor de var, indtil situationen var under kontrol. Via diverse sms grupper gik der heller ikke længe før nyheden om, at deres kollega, en hollandsk FN udsendt, havde været på den Starbucks café, da bomberne sprang. Tv kanalen erklærede ham død, men i virkeligheden var han såret og kørt til hospitalet for at blive opereret.

Vores nation og vores folk bør ikke være bange, vi vil ikke blive besejret af disse terrorhandlinger. Jeg håber, at befolkningen vil forholde sig roligt; Præsident Jokowi

Sidst på eftermiddagen meldte politiet, at situationen var under kontrol. Vores veninde kunne forlade centeret uskadt for at komme hjem til sin datter, og Jacob kunne køre tilbage til ambassaden. Tv billederne viste svært armerede gerningsmænd, der sigtede direkte mod politiet midt i en meget stor menneskemængde. Fem gerningsmænd døde, heraf to selvmordsbombere, fem politifolk og to civile. ISIL har taget ansvaret for angrebet.

Her næsten en uge efter angrebet står det klart, at angrebet var dårligt planlagt og tilmed dårligt udført. Heldigvis. Deres seks bomber kunne have slået mange mange flere ihjel, hvis de havde været anderledes placeret, og de armerede mænd kunne have skudt hundredevis af folk. Men det var tydeligt at angrebet var rettet mod hhv. politiet og udlændinge, hvorfor de ikke skød direkte mod civile indonesere.

Terroren kom tæt på i torsdags, og det er nu helt op til os at bekæmpe den ved ikke at lade os begrænse i vores færden i frygt for nye angreb. Det forsøger vi.. så godt vi kan med et barn på armen.