De sidste to uger har vi haft fornøjelsen af Jacobs søster. Ugerne har budt på kvalitetstid med hendes nevø og niece med en lille afstikker til øen Lombok sidste weekend. Og det gik sådan her.
Indonesien når det er bedst (og værst)
Fredag eftermiddag satte vi kurs mod ambassaden for at hente Jacob fra arbejde og køre videre mod lufthavnen. Vi skulle flyve 18.50. Troede vi. Men ved nærmere kig på billetterne var afgangen 18.10. Vi planlagde at køre på toldvejen ved første påkørsel, men da vi efter en halv times bilkø nåede frem til den, blev vi mødt af det indonesiske politi, der stod afværgende og fægtede med arme og ben. Foran påkørslen havde de parkeret to biler og nogle motorcykler og tillod derfor ingen at køre på toldvejen netop dér. Hvorfor? Tilsyneladende på grund af for meget trafik på toldvejen. Forestil jer det. At skulle nå et fly, en fødselsdag, et bryllup, ja hvad det nu måtte være, og så er motorvejen dertil altså lige lukket. Nå, men vi måtte pænt køre videre til næste påkørsel men blev i alt tumulten vist over i busbanen, som de havde åbnet for almindelig trafik. Og her stod det stille. Vi ville ikke kunne nå det. Vi (læs:Jacob) overvejede sågar at hoppe ud af bilen og over en afspærring for at praje en taxa ude på toldvejen – med to små børn og tre kufferter. Det blev et NEJ fra bagsædet. Og netop som vi havde opgivet håbet og indset, at vi ikke ville nå det, blev den næste busbane vores redning. Vi strøg frem til toldvejspåkørslen og kørte derfra mere eller mindre uafbrudt i nødsporet hele vejen til lufthavnen. Da vi nåede derud, var der tyve minutter til afgang, og vi havde indstillet os på, at vi ikke kunne få vores bagage checket ind. I fuld spurt med Jacob foran og Stine og Camilla halsende bagefter med en unge på hver deres arm, nåede vi frem til skranken, afleverede passene, hvortil damen kiggede på os og sagde “so you are flying Business Class”? Hvad gør vi? Og vores sved på panden blev erstattet af et stort lettende suk og et ret bredt smil. Bagagen kunne ikke checkes ind, men på mystisk (indonesisk) vis fik vi lov til at tage den med som kabine bagage. Og sådan gik det til, at vi satte os til rette i de brede Business Class flysæder bare et par minutter før vi skulle lette.
Good muuuuuuh-ning
Vores første ferie i Indonesien gik til Lombok. Det var i julen 2015. Denne gang havde vi indlogeret os på den sydlige del af øen, hvor der er flere børnevenlige strande og hoteller. Og det foregik langt hen ad vejen også i børnenes tempo.Vi spiste morgenmad, mens hotellets køer udjævnede sandet med et fint “good morning” skilt om halsen til stor underholdning for Villads. Derefter udså vi os et sted i skyggen tæt ved vandet, som passede særligt Saga godt, da hun endnu er så lille, at hun har svært ved at temperaturregulere. En frisk havbrise kom os til gode i varmen, og det var derfor ganske udholdeligt.
Og sådan bevægede vi os i en cirkel fra hhv. skyggen, vandet, sandet, restauranten, legepladsen til en gåtur ved de omkringliggende bakker. Vi nød i det store hele at luften var frisk, vandet salt og maden ganske fornuftig. Og så er det bare på sådanne ferier at noget så simpelt som at finde krabber, spille fodbold i sandet eller udpege sten formet som skildpadde eller firben, gør turen særlig.
Nomad [n] 