I morgen er Saga en måned gammel. En måned der på én og samme tid føles som to dage og et halvt år. En finurlig følelse af, at alt er nyt, men at det har været sådan længe. Så her vil vi fortælle lidt om hendes ankomst til verden.
Og sådan gik det til
Tirsdag d. 21 februar afleverede vi Villads i vuggestue og kørte videre til hospitalet. Dagen forinden havde en scanning hos fødselslægen afgjort, at fødslen skulle sættes igang, da hun over halvanden uge ikke havde taget på. Hun ville derfor have bedre af at komme ud. I en by med tung tung trafik og voldsomt vejr under regntiden er en planlagt fødsel ej heller at kimse ad. Det er sådan set utrolig praktisk. Særligt fordi vi blev mødt af flere oversvømmede gader, da vi satte kurs mod hospitalet den tirsdag morgen.
Efter en omvej ad højere liggende gader kom vi frem, og seancen med vestimulerende drop kunne starte. Droppet blev hurtigt skruet op på fuld blus uden den store effekt. Først da vandet blev taget hen på eftermiddagen, begyndte der at komme skred i tingene.
På sidelinjen havde vi den new zealandske jordemoder, som fungerede som talerør til det lokale personale og fødselslægen, der sad afventende hjemme. Og det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning at have hende med. For da tingene begyndte at rykke på sig omkring midnat, vidste vi fra Villads’ fødsel, at det kunne gå hurtigt. Lægen blev tilkaldt og præcis kl. 02 stod han på stuen. Hans umiddelbare vurdering lød, at der kunne være et par timer igen. En besked som på det pågældende tidspunkt var midlest talt uoverskuelig og demotiverende. Heldigvis skulle det ikke tage så lang tid, da Saga kom til verden bare en halv time og to presseveer senere.
Onsdag d. 22/2-2017 kl. 02.37 (indonesisk tid)
Vi er utrolig glade og taknemmelige for, hvordan det gik til. Der er ingen tvivl om, at kombinationen af jordemoderen og fødselslægen var den helt rigtige. Jordemoderen sendte med jævne mellemrum en sms til lægen med et billede af den seneste CTG måling, hvorfra han kunne vurdere, hvad der skulle gøres. Alene af den grund nåede han ind på hospitalet i tide. Det er nemlig sådan i Indonesien, at du ikke får lov at presse, selvom trangen er der, så længe der ikke er en læge på stedet.
Dejá vu
Villads’ og Sagas fødsel mindede utrolig meget om hinanden. Og med en lille mørkhåret baby på 2340 g (kun 20 g lettere end Villads) og 49 cm var det tilnærmelsesvist samme følelse, som da vi fik Villads i armene på Hvidovre Hospital knap to år tidligere. Bortset fra at vi selvfølgelig denne gang lå på en indonesisk fødegang. Vi havde efterfølgende en enkelt overnatning på barselsgangen (selvom man i Jakarta skal betale for minimum tre), da vi på alle måder var klar til at komme hjem og tage hul på den nye tilværelse som familie på fire.
Villads har taget ufatteligt godt imod sin søster, omend hans kærlige kram og skub til vuggen indimellem er for voldsomme for hende. Da han så hende første gang på hospitalet, trykkede han hende begejstret på næsen og sagde “båååt”. Og da han efterfølgende vågnede fra sin lur og konstaterede, at Camilla sad i sofaen og ammede Saga udbrød han “another baby” i troen om, at der stadig lå en baby i vuggen ved siden af ham.
Her er lidt billeder af frøkenen og afslutningsvist nogle sjove betragtninger fra vores tid på hospitalet.
Sådan er det (også) på en indonesisk fødegang
- Ved vagtskifte kom hele holdet af hhv. jordemødre og sygeplejersker ind på stuen således, at der pludselig kunne stå 10-12 personale stirrende rundt om sengen – og det var uanset om klokken var 05, eller om man var i aktiv fødsel
- I løbet af een dag på barselsgangen var der 26 FORSKELLIGE mennesker inde på stuen. Alt fra babyens sygeplejersker, moderens sygeplejersker, læger, farmaceuter, kasserer, rengøringspersonale, kokke og personale fra hospitalsadministrationen
- Det grønklædte personale gik indimellem rundt uden sko på
- Håndsæben lugtede af hubba bubba tyggegummi
- Når vi skulle kalde på personalet, spillede alarmen en melodi på hele gangen, som ringede man på døren hjemme ved sine bedsteforældre
Nomad [n] 