Et nyt land, et nyt hjem
Om lige præcis tre måneder skulle vores mest nødvendige habengut gerne være klemt ned i 4-5 kufferter og sammen med os være på vej til Pretoria i Sydafrika. En ny udstationering på fire år venter os, hvorfor bloggen her er vakt til live.
For efterhånden noget tid siden stod det klart, at ansøgningen om at komme til Sydafrika faldt ud til vores fordel. Jacob skal varetage stillingen som souschef på ambassaden som udover Sydafrika dækker Angola, Botswana, Lesotho, Mozambique, Namibia, Eswatini og Zimbabwe. Der er tid til at forklare mere indgående om ambassaden og ambassadens arbejde, så for nu kan i kigge her: https://sydafrika.um.dk/en/
Spørgerunden
Allerede nu melder der sig en del spørgsmål og for at tekstkomprimere bedst muligt, prøver vi her at liste spørgsmålene, vi er blevet mødt med.
- Kan I godt rejse, når der er rejseforbud?
Da der er tale om en flytning, og dermed bopæl, vil vi godt kunne rejse. Det forudsætter selvfølgelig at luftrum og grænser er åbne. I de sidste fem uger har Sydafrika været i total lockdown, hvor de har begæret udgangsforbud. Lufthavne og grænser er hermetisk lukkede pånær enkelte særflyaftaler. Under de første fem ugers lockdown var det kun tilladt at forlade sit hus, hvis man skulle handle ind eller på apoteket og ulovlig udgang straffes i øvrigt med fængsel i op til 6 måneder. DR’s Afrika korrespondent er bosiddende i Cape Town og har skrevet en del om, hvordan lockdown på den ene side har reduceret kriminaliteten markant og på den anden side har ramt den lokale befolkning hårdt. Se bl.a her: https://www.dr.dk/nyheder/udland/uden-mad-er-der-ingen-grund-til-blive-inde-sultne-sydafrikanere-plyndrer-butikker-i
Præsident Ramaphosa har fremlagt Sydafrikas lockdown i fem stadier, hvor stadie fem er den totale lockdown, som landet forbereder sig på at komme ud af. Stadie fire åbner gradvist op for nogen aktivitet men fortsat under strenge foranstaltninger.
Level 4 allows some activity to resume while levels 3 and 2 ease restrictions and promote social distancing. Level 1 means that most activities can return to normal.
- Er I ikke nervøse for hvordan coronaudbruddet kommer til at ramme Sydafrika?
Jo, det er vi, men vi er ikke nervøse for vores eget helbred. Det gælder for hele Afrika at mørketallet estimeres til at være langt højere end i mange andre lande uden for Afrika, da en stor befolkningsgruppe bor i townships, hvor man lever meget tæt uden god adgang til sundhedsvæsenet. Så spredes smitten nemt, hvilket vil forblive udokumenteret, da langt de fleste ikke vil have råd til at modtage behandling på hospitalerne. Den ulige adgang til sundhedsvæsenet er et problem, særligt fordi Sydafrika har regionens, hvis ikke kontinentets, bedste sundhedsvæsen med klinikker og hospitaler på niveau med Europas. I Pretoria modtager bl.a. hospitalet Life Wilgers covid patienter. De har 360 sengepladser heraf 46 intensivpladser. Og når vi nu er ved tallene, så er der pt. 4546 registrerede covid tilfælde med et dødstal på 87. Igen, med forbehold for det store mørketal.
- Hvorhenne i Sydafrika skal i bo?
Vi skal bo i Pretoria. Det ligger i den nordøstlige del af landet, og byen ligger 1300 meter over havets overflade. Der bor ca. 800.000 i Pretoria. Når man flyver dertil, lander man i Johannesburg, som er en halv times kørsel derfra.

- Hvor lang tid tager det at flyve til Sydafrika?
Det tager 13-14 timer for de hurtigste afgange. Der er ingen direkte fly fra Danmark, så man skal oftest skifte i Amsterdam, Paris osv. Men der er to store fordele: Sydafrika befinder sig i samme tidszone som Danmark i sommertiden, og så er billetterne dertil meget billige. Vi skulle have været afsted på en besigtigelsesrejse alle fem mand i slutningen af marts, hvilket coronavirus ikke tillod, men vi betalte (og mistede) ca. 3500 kr per mand. Sååå.. husk den afbestillingsforsikring må være vores bedste råd.
- Hvad skal Camilla lave?
Det vil vi finde ud af hen ad vejen. Først og fremmest skal vi sætte alt ind på, at børnene falder til og kommer godt igang med at tale engelsk og lære nogle nye venner at kende. Når der efterhånden er ro på den del, så vil det umiddelbart være oplagt at lave noget i tråd med sundhedsklinikken i Uganda, som varetog HIV/AIDS behandling for en hel bydel.
- Skal børnene gå i international skole?
Ja, det skal de to store i løbet af de fire år. Theodor vil være fem år, når vi rejser hjem, så han venter med skolestart, til vi er hjemme igen. Spørgsmålet vi har kredset meget om har været, om vi skulle lade Villads starte i den store skole i noget der minder om 0. klasse, allerede når vi kommer derned til sommer. Langt de fleste børn i Sydafrika rykker fra mindre børnehaver over i skole, når de er fem år. Han bliver fem år til maj. Det har været svært at træffe en beslutning på afstand, hvorfor vi havde planlagt at besøge landet, byen, skolerne og børnehaverne i slutningen af marts. Men efter løbende korrespondence med andre småbørnsfamilier dernede, den amerikanske internationale skole samt kommende kollegaer på ambassaden, så er beslutningen landet på, at Villads får lov at starte med jævnaldrende børn på den internationale skole. Klasserne består af 10-12 elever med to lærere.
Saga og Theodor skal starte i den samme institution i noget der minder om en integreret institution herhjemme.
- Hvordan er klimaet?
Pretoria ligger på linje med Perth i Australien, som vi besøgte for lidt mere end tre år siden. Klimaet er nogenlunde tilsvarende Australiens dog med lavere temperaturer i Pretoria qua højdemeterne. Deres sommer og vinter er omvendt Danmarks. Når det er køligst i juni-juli kan det blive ned til 0-2 grader om natten men op ad dagen alligevel nå op på 15-20 grader. Der findes sågar et skisportssted i Lesotho.
- Ved I, hvor i skal bo?
Ja, det gør vi. Vi skal bo i det hus, som den nuværende souschef bor i. Vi har fået et par videoture, så vi ved, hvad der venter os, og det ser altsammen ganske lovende ud. Vi kan i hvert fald sige så meget, at der er plads til gæster.
Logistikken
Herfra starter al logistik omkring flytningen. Opskrivning af børnene de forskellige steder, samtaler med HR i Udenrigsministeriet, beslutning om hvilke ting der skal med i en container til Sydafrika og hvad der skal opmagasineres. Der skal overleveres i vores nuværende stillinger, og der skal siges på gensyn til alle i så vid udstrækning som coronavirus tillader det.
Én ting er at rejse afsted med ét barn på to måneder, som vi gjorde, da vi flyttede til Indonesien. Noget andet er at rejse afsted med tre børn på 1, 3 og 5 år. Afsavnet denne gang vil være større. Og når ens hverdag cirkulerer så meget om børnene, så tæller man unægteligt også i ‘børneår’ ved udsigten til en ny udstationering. Vi er klar over, men ved selvfølgelig ikke hvad det indebærer, at vores familieliv vil ændres markant i løbet af de fire år, når vi returnerer med børn i alderen 5, 7 og 9 år. Det er på alle måder en rejse vi ser utrolig meget frem til, og vi vil gøre vores bedste for at dele, hvad der måtte være spændende for jer at se.
Bh. Camilla og Jacob