Indtil for to år siden hed landet Swaziland. Så blev det ændret, fordi det bl.a. blev forvekslet med Switzerland. Men kongedømmet består. Kongen, der hvert år skal gifte sig med en ny kone, og som ultimativt bestemmer, hvordan det lille land, der er mindre end Jylland, skal regeres. Dén unikke tidslomme besøgte vi for et par uger siden.
Autentiske Afrika
En fire timers køretur fra Pretoria er, hvad det kræves for at nå grænsen til Eswatini og et markant anderledes Afrika, end det vi er vant til i Pretoria. På grænseposten krydsede kvæg dovent vejen og høns klukkede ved siden af paskontrollen, mens vi blot så een anden bil krydse grænsen i løbet af den halve time, vi befandt os der. Nuvel, ikke den travleste grænseovergang i landet, men allerede dér fik vi en fornemmelse af et helt andet tempo og anden dagsorden end den, der hersker i Sydafrika.
Efter to gange fem stempler i passene fortsatte vi videre ad de nu hullede veje. 10 kilometer senere drejede vi af. Her stod Per med sin motorcykel og ventede på os ved indgangen til sin citrusfarm, Ngonini Estate, hvorfra han både bestyrer gården samt påtager sig rollen som dansk konsul til Eswatini. Per havde været så generøs at invitere os til Eswatini, da han måneder forinden besøgte Sydafrika. Han lod os vide, at de ville begynde høstsæsonen i marts, hvorfor vi så skolens ferie i midt marts som en oplagt mulighed for at besøge det lille kongedømme.
Fortællingen fortsætter under videoen her..
Giftige slanger og en lokal høvding
Da vi ankom til lejligheden, hvor vi skulle overnatte, blev vi vist hen til den nærliggende pool, tennisbane og boma (grillsted). Per havde inviteret nogle venner og ansatte til en grillaften samme aften og udstyrede os med fire lommelygter. “I må ikke gå her uden dem. Der er mange slanger”. Særligt Villads er meget optaget af, nogle vil sige bekymret over, slanger, hvorfor Jacob forsigtigt spurgte, om de mon var farlige. Som en mand der er født og opvokset i Eswatini kun kan sige det, svarede Per knastørt “ja, de er sgu giftige”. Han fortsatte med at fortælle, hvordan særligt en type slange ikke ville gemme sig for mennesker, og om dengang han havde fundet en levende slange i poolen. Og så var scenen ellers sat. Vi boede med 360° udsigt til bjergene uden gadelys eller trafikstøj i nærheden og slangerne til trods så nød vi virkelig at være i Afrika på Afrikas præmisser.
Som en mand der er født og opvokset i Eswatini kun kan sige det, svarede Per knastørt “Ja! De er sgu giftige”
Efter en lun dukkert og et slag tennis et par timer senere mødte vi Elliot, den lokale høvding. Han er barnebarn af den tidligere konge og har været høvding i en længere årrække. Per og Eddie kender hinanden, fordi de grundlæggende er vokset op sammen, men Eddie har også tidligere arbejdet på gården som konfliktmægler. Han mødte op i tro høvdingestil med et leopardskin om hoften og var ikke bleg for at fortælle om, hvad det vil sige at være høvding i et kongedømme – både på godt og ondt.
Ngonini Estate
Pers citrusfarm er først og fremmest meget mere end en citrusfarm. Vi boede midt i deres enorme bananplantage og foruden bananer producerer de appelsiner, grapefrugt, mandariner, macademianødder, citroner og lime. 60% af gårdens produktion eksporteres til Europa. Resten sælges primært i Sydafrika og Eswatini. Bananerne eksempelvis kan købes i det store supermarked Checkers her i Pretoria.
Men udover de imponerende 2.000 hektarer (+4.000 hektarer på en separat plantage midt i landet) og op imod 2000 ansatte i høstsæsonen, så finder man på Ngonini Estate også en sundhedsklinik og en børnehave til de ansattes børn, hvilket understregede, hvilken mærkbar forskel en gård som Pers gør for lokalbefolkningen. Vi fik et indblik i processen omkring høst og pakning af bananerne. Alle bananer var pakket ind i en blå plastiksæk for at skabe et tropisk klima i et ellers subtropisk klima. Det har også den fordel, at fluer og mider ikke så let kan angribe bananerne. De høstes ved håndkraft og en klase bananer kan veje helt op mod 60 kg. Deres tungeste klase nogensinde nærmede sig 90 kg. Derfra bliver de tørret rene, blomsterne fjernes fra hver enkelt banan, de vaskes og inddeles tilsidst efter størrelse, farve og pigmentering i intet mindre end seks forskellige kategorier.
Grundet coronavirus og kravet om afstand kan de ikke have det samme antal ansatte til at arbejde på samme tid. Det påvirker særligt arbejdet omkring citrusfrugterne, hvor de normalt ville være knap 200 mennesker omkring båndet til rengøring og fordeling af frugterne. Nu arbejder de 90 mennesker ad gangen, hvilket har medført, at der skal være både et dag- og et nathold.
Et mærkbart indtryk
Det nordvestlige hjørne af Eswatini er utroligt smukt. Det er meget kuperet og grønt, men det der nok efterlod størst indtryk på os, var hvordan livet leves i Eswatini. Kongedømmet gør det lille land til et af de mest ulige lande i verden, men kongedømmet er også med til at regulere, at man eksempelvis ikke bor for tæt, og at man kan ansøge om et stykke land og derved dyrke sine egne afgrøder. Det kan særligt ses på det allerførste billede med Villads herunder. Landet gav indtryk af at være helt anderledes balanceret sammenlignet med Sydafrika. Vi kørte bl.a. gennem de to største byer, Mbabane og Manzini, hvor vi på intet tidspunkt så tiggere i lyskrydsene eller i vejsiden. Tværtimod var der handlende langs vejen, tårne af hvidkål og majs, og alle lod til at have et formål med deres dag.
På vores gåture blev vi stoppet af de lokale, som gerne ville sige hej til børnene og vide, hvor vi kom fra. Det lyder banalt, men det er en form for spontan interaktion, som sjældent finder sted i Sydafrika. Men der er i sandhed ikke meget 2021 over et kongedømme som Eswatini, hvor en patriarkalsk hierakisk orden finder sted og MeToo- og ligelønsdebatten er lysår forude. I Eswatini skal kvinderne føle sig beæret, hvis de bliver udvalgt som kongens næste kone, selvom Elliot medgav, at det er ligeså stor en forbandelse, som det er en ære. Alligevel er det så utrolig fascinerende at bevæge sig rundt i et samfund, en sand tidslomme, som lever i overensstemmelse med deres traditioner.
Da vi forlod landet talte vi i munden på hinanden om, hvor fantastisk det ville være at tage venner eller familie med til Eswatini. For det lille land har virkelig meget at byde på. Så lad os bare håbe, at vi snart ser ind i en hverdag, hvor man ikke skal være for bekymret for at rejse, og hvor en tur til Sydafrika eller Eswatini faktisk er mulig.
Tak fordi I læste med!
Nomad [n] 