Selvfølgelig kom vi lidt for sent ud af døren, da vi lørdag morgen skulle mødes med andre adventure-hungrende mzungus, som alle enten skulle white water rafte op ad Nilen eller, som Lasse, bungee jumpe. Vi sprang i en fart på to boda-boda’er, som skulle forsøge at hente den tid, vi havde brugt for meget af under morgenmaden. Boda’er er statistisk set det farligste valg af transportmiddel her i Kampala. Til trods for det er vi ofte nødsaget til at bruge dem, da matatus (minibusser) kører i en stor bue uden om det område, hvor vi færdes meget. Derfor har vi nu også en styrthjelm hver. Vi nåede (selvfølgelig) frem i tide og blev samlet op af en bus, som stuvede os hvide sammen og kørte mod Ugandas næstestørste by, Jinja.
Boda (med damen bagpå) og Matatus (hvide minibusser)
Hovedspring ud i ingenting
Minderne om vores tandem-bungee jump for tre år siden stod lysende klart, da vi så udspringstårnet og de flotte omgivelser igen. Jeg følte en snert af lettelse over at have overstået springet, altimens Lasse travede frem og tilbage ligeså nervøs og spændt, som vi var dengang. Kameraerne var rettet mod ham lige fra det sekund, han trådte op i tårnet og skulle vente de sidste nervepirrende minutter på, at udstyret blev gjort klar. Han blev spændt fast, instrueret i hvordan han skulle springe og humpede derefter helt ud til kanten. Da han stod dér, var der ikke andet end dyb koncentration at spore i hans ansigt. Inden vi havde set os om talte de 3…..2……1…..BUNGEEEE og han lavede sit bedste hovedspring ud i ingenting. Springet i sig selv var en hurtig affære og heldigvis kunne vi høre ham juble for enden af rebet. Nu kunne han erobre hele verden.
Vi faldt i snak med nogle forskellige i restauranten, alt imens vi nød Ugandas bedste øl, Nile Special. Vi mødte bl.a. to danske sygeplejestuderende fra Århus, hvor den ene tilmed kendte Lasse fra gymnasiet. Det er slående, hvor lille verden pludselig kan forekomme. Til trods for at man befinder sig et godt stykke fra den danske grænse, virker det pludselig ikke så langt væk. En anden pige vi talte med, Emily, besøgte Uganda for første gang. Hun rejste selv rundt, efter at hun forinden havde været frivillig i en landsby i fem uger. Vi talte selvfølgelig om, hvad vi havde lavet hernede tidligere, hvorfor vi inviterede hende med hen på børnehjemmet om eftermiddagen.
Et menneskeliv for en 50’er
Vi fortsatte ud af de støvede veje for at tage til Bujagali Falls. Et lille vandfald på Nilen. Men der skulle ikke gå lang tid før vi alle, jeg selv inklusiv, blev utrolig forarget over nogle amerikanske turister. De var en gruppe på ti personer eller mere, som stod helt ned til kanten og kunne følge de livlige og ikke mindst farlige bølger. Grunden til at de stod så tæt på var, at de havde betalt en ugandisk mand 20.000 ugandiske shillings svarende til 50 kr for at svømme gennem vandfaldet vel at mærke kun med en plasticdunk som eneste beskyttelse. Lasses ven døde det selv samme sted for tre år siden, da han blev fanget af strømmen og druknede. Jeg har raftet der ja, men med redningsvest og kayaker, der skulle holde en ovenvande og sikker. Det må antages, at det er spændingen ved dette, der får turisterne til at betale – hvem ville betale for noget der ikke var spændende? Spændingen for…? for om manden formår at komme levende igennem? Det gjorde han heldigvis. Efterfølgende burde vi have betalt ham 25.000 for at lade være, for at understrege farligheden ved dette overfor de action-hungrende turister. Men det giver stof til eftertanke at se hvide komme herned og vurdere afrikanske liv meget lavere end deres eget. Ingen i den gruppe ville nogensinde selv have taget den samme tur.
Aunties for en dag
Efter middagsmad i hvad der bedst kan beskrives som et backpacker mekka med en menu for 15 kr, tog vi videre til mit højdepunkt for dagen.
Tre år er der gået, så vi måtte tilbage. Børnehjemmet, Amani Baby Cottage, tog sig ligeså flot og indbydende ud, som jeg huskede det. Efter en mindre rundvisning af Mama Susan, kunne vi bruge resten af dagen på at lege med børnene i haven. Jeg kunne ikke kende mange af dem, men det tog dem selvfølgelig ikke lang tid før de klamrede sig til vores ben og kaldte “auntie,auntie” – det tiltrods at både Jacob og Lasse i princippet er “uncles.” Men som i kan se på billederne, blev de med ét også meget moderlige, så måske er det børnene, der har haft fat i den lange ende. Det var dejligt at se stedet igen, hvor jeg udelukkende har gode minder fra. Børnene har endda fået en del flere legefaciliteter og ser ud til at trives godt.
En opskrift på sandheden
Søndag formiddag havde vi besluttet os for at tage i kirke. Jeg vidste ikke hvad vi kunne forvente, udover at jeg havde hørt godt om deres kor. Vi gik ind i kirken og nåede lige at sætte os ned, før alle rejste sig op og vi blev blæst omkuld af musikken. Dette var mere en koncert end en gudstjeneste. Vi ville se bedre, så vi gik op på balkonen, i en sal som mindede om en biograf eller en teatersal. Herfra havde vi god udsigt til det farverige kor, forsangerne og den dansende, klappende og hujende folkemængde. I salen hang der to store skærme hvorpå sangteksten rullede til nærbillederne af koret og sangerne. Det var et enormt prægtigt setup, som ingen af os har set før. Efter et par sange kom en ung fyr op på scenen og fortalte, at han endelig havde fundet gud og hengivet sig til troen. Herefter kom en pastor, som tog omkring ham og lagde ham ned bag en lille skillevæg. Da han kom op igen, var han gennemblødt og publikum jublede og klappede. Han var lige blevet døbt. Herfter fortsatte musikken altimens pastoren døbte en hel række mennesker. Det var flot og meget symbolsk sat op. Da musikken efter en lille time stoppede, kom endnu en pastor op, denne gang for at holde prædiken. Personligt ville jeg gerne have været dette foruden. Prædikenen handlede om, hvordan den eneste sandhed fandtes i kristendommen, hvordan alle andre religioner var falske, at vi i hvert fald ikke stammede fra aberne og ikke mindst påstod denne mand, at sandheden heller ikke fandtes i videnskaben, da det var de kristne, der opdagede, at jorden var rund. Måden hvorpå han talte ned om universitetsuddannelser og andre religioner gjorde besøget langt mindre værd. Vi tog afsted derfra efter to timers gudstjeneste og brugte noget af eftermiddagen i et lille træningscenter og ved en pool i Ntinda. Da jeg er så heldig at bo sammen med to fodboldfans, nogle ville sige fanatikere, tog vi på just kicking sports bar hen mod aftenen og spiste herefter på indisk restaurant.
Husdyr som selskab
I vores lejekontrakt står det eksplicit, at vi ikke må holde husdyr. Denne del af kontrakten har vi allerede brudt, da vores køkken tilsyneladende er mødested for alle Bukotos mus. Vi har ikke selv set de små skadedyr, men køkkenet vidner hver morgen om den livlige aktivitet, der har været i nattens løb. De har bl.a skubbet en gryde ud af skabet, gnavet et hul større i vores skabslåge, gjort rent på komfuret (dvs. spist alle kødrester fra aftensmaden forinden) og gået på toilet overalt på vores nyvaskede tallerkner. Vi har nu sat næsten alt ind for at fange bæsterne. Vi lagde ud med en hjemmelavet fælde, som bestod af et stykke ost, to overstregningstuscher og en tupper-ware boks vendt på hovedet. Denne mission mislykkedes flere gange, men musene formåede alligevel at snuppe osten uden at blive fanget. Vi har sidenhen fået anskaffet os en rigtig fælde, men heller ikke den har vist sig nyttig endnu, selvom lokkemaden hver morgen er lirket af. Jacob og Lasse planlægger pt. at tage mere drastiske metoder i brug i form af en stykke papir med lim, som derved fanger alle musene ved at klistre dem fast. Mit humane hjerte strider lidt imod denne form for tortur, men nu må vi se om de ikke snart hopper i den helt almindelige musefælde.
Det var vist nok for nu. Vi har det rigtig godt og nyder den livlige hovedstad, som umiddelbart føles som det rigtige sted at være – selv sammenlignet med Jinja, der altid har været den foretrukne by. Jeg korresponderer med Hospice Africa om frivilligt arbejde, og Jacob arbejder på livet løs på ambassaden.
Mange hilsener fra Camilla og Jacob
– når det lykkes os at uploade kan i se flere billeder fra weekenden under fanen “billeder”
Gøg og gokke
Nomad [n] 