Sønderjyder og farver på væggen

Så blev det september, og vi har netop rundet vores første måned her i Jakarta.

Mens efteråret banker på i Danmark, er vi her i Jakarta i den sidste del af tørtiden, hvor det ikke har regnet i flere måneder. De græsplæner der ikke bliver vandet, er helt tørret ud og uden farve. Utroligt nok står træerne langs vejene stadig med grønne blade, som giver denne storby et relativt grønt udtryk – næsten samme følelse som man kan få på Frederiksberg med deres politik om, at alle skal kunne se to træer fra deres vindue. Ikke desto mindre forventes denne tørsæson at blive ekstraordinær lang på grund af El Nino-effekten på havstrømmene. Der er således risiko for en fortsættelse af de nuværende skovbrande, der har medført aflyste flyafgange og advarsler om slem luftforurening på Sumatra, Kalimantan, samt i Malaysia og Singapore.

Villads og Camilla er begyndt til playgroup. En expat version af en dansk mødregruppe, hvor de hjemmegående mødre eller fædre tager deres børn under armen og mødes til lidt fællessang, en kaffe og rigelige mængder larm fra legerummet. Her udveksles tips og tricks til at begå sig i Jakarta, hvor man kan købe alt fra græskarkerner til møbler, og ikke mindst hvor man bør bo med børn.

For netop hvor vi skal bo, har vi nogle måneder til at finde ud af, inden den nuværende lejekontrakt udløber. Og da er det guld værd at høre fra andre forældre, hvilke dele af byen der er børnevenlige, og hvad der fungerer for både den arbejdende og den hjemmegående part. Vores umiddelbare overvejelser, fra et logisk synspunkt, var at minimere tiden i trafikken (for Jacob) og derfor flytte ind til business kvarteret Kunningan. Det er et kvarter hovedsagligt bestående af skyskrabere på den gode side af 26 etager med store indkøbscentre og sågar fortove. Det ville være let at pakke Villads i barnevognen og gå lidt rundt i området. Da de overvejelser blev nævnt til en playgroup for nogle uger siden, spærrede samtlige mødre øjnene op, og sagde i kor “Don’t do it” – hvilket selvfølgelig var overraskende. Men grunden hertil er i følge dem, at det område vi bor i nu, er det mest børnevenlige område, man finder i Jakarta. Enstemmigt foreslog de, at vi skulle kigge efter boliger, som har en fælles legeplads, pool, fitness osv., så der er mulighed for at møde andre småbørnsfamilier. Rådet tog vi selvfølgelig til os, snakkede frem og tilbage om Jacob ville kunne udstå det trafikale kaos, om vi herhjemme ville kunne undvære ham de timer, han ville være nødt til at bruge i trafikken og drøftede fordele og ulemper ved at dele faciliteter med andre. Vi besøgte også to af Jacobs kolleger, som dels bor i lejlighed og hus i Kunningan for at få et indtryk af, hvordan det ville være at bo tæt ved ambassaden – i Jakartas svar på Manhattan. Men valget faldt på Kemang. Det er som sådan det område vi bor i nu, men det er af stor værdi, at dele en en grund og nogle faciliteter med andre familier for både Villads’ og Camillas skyld. Trafikken kan Jacob håndtere ved at læse avis om morgenen på vej til arbejde og benytte sig af internetforbindelsen i bilen til at arbejde på vej hjem om eftermiddagen. Så fordelene ved at bo i et børnevenligt område opvejer ulemperne. Og det må siges at være præmissen i Jakarta. Der må indgås kompromisser i boligvalg. Det gælder også de to muligheder vi har været ude at se på.

Det ene sted er faciliteterne; legepladsen, tennisbanerne, pool, fitness, squashbanerne, spa og diverse mødregrupper lige i skabet, men desværre er husene ikke de bedste (bl.a. fordi de er i fem plan med et utal af trapper, og der skal restaureres en del, herunder males – jf. billederne nedenfor!!), hvorimod det andet sted har virkelig flotte et-plans lejligheder, der er gennemrenoverede og dejlige lyse, men i et område der gør, at man kommer til at bo en smule isoleret. Så vi er ved at finde ud af, hvilken mulighed, der er den bedste. Fordelen ved det første sted er også, at hovedparten af de danske udstationerede bor i samme område.

Udover at være teamleder for det danske udviklingsprogram er Jacob disse dage (læs: måneder) også travlt optaget af det kommende statsbesøg. Til oktober kommer regentparret til Indonesien med en stor delegation fra hoffet, to ministre og over 50 danske virksomheder til følge. Der er i den forbindelse oprettet ekstra stillinger på ambassaden, og det er ikke usædvanligt at arbejde 12(+) timer på en dag. Opgaverne i den forbindelse består i at sammensætte og planlægge et minutiøst program med alt, hvad det indebærer af forberedelse af events, kontakt og koordinering med danske virksomheder og indonesiske samarbejdspartnere/ministre. Indonesien er befolkningsmæssigt verdens fjerdestørste land, og Jakarta er verdens andenstørste by, så besøget vil være med til at fremme Danmark og det danske erhvervslivs interesser i og forbindelser til Indonesien. Da Camilla forleden havde fødselsdag, var det derfor også helt ekstraordinært at tage fra arbejde før klokken 18. Tilfældighederne afgjorde, at vi tog på en fransk restaurant, der har en bar med et sjældent stort udvalg af øl og whiskey. På væggen bag baren stod der “love of wood is what all mankind has in common” Hans J. Wegner. Et pudsigt sammentræf med den sønderjyske designer i en by, der er spækket med restauranter.

Herunder supplerende billeder

VILLADS 4 MÅNEDER