En ting er at flyve et døgn med en overtræt-flitsbue-skrigende baby og kærlige medpassagerer der følte behov for at komme med velmenende råd, beroligende plastre og hvad de ellers kunne finde på. Noget andet er at lande i troperne i sit varme tøj (efter det netop beskrevne døgn) og have behov for et bad, et hvil og ikke mindst morgenmad og så finde yderdøren til ens hus LÅST. Så ryster man først lidt på hovedet med et skævt “det kan ikke passe” smil og tænker, at nøglen i vores lomme, der passer til inderdøren også må passe hertil. Efter fire-fem mere og mere desperate forsøg, går det op for en, at vi ikke kan komme ind. Så ser man sig for alvor sur på ens varme tøj i kufferten, undrer sig over at vi takkede nej til morgenmad på flyet og kigger på ens fortsat overtrætte baby og tænker “1, 2, 3, 4, 5, 6,… “. Heldigvis kunne vi søge tilflugt hos vores naboer, som redte op i deres soveværelse, så vi kunne få indhentet nogle timers søvn.
Da vi endelig kom ind i huset, kunne vi pakke ud og tune ind på livet i Jakarta. Her er nedtællingen til den forestående flytning begyndt med indhentning af tilbud fra flyttefirmaer og optælling af inventar (helt ned til skeer og æggedeler). Denne lørdag får vi ny adresse, og huset er næsen færdigrenoveret. Tag et kig her, hvis i vil se mere.
De korte nyheder
Regnsæsonen er startet
Iflg. indonesisk overtro bliver vores næste barn også en dreng baseret på antallet af elastikker på Villads’ lår
Der er julepynt i butikkerne i Jakarta (det er ikke kun Danmark, der starter exceptionelt tidligt)
Villads er i dag et halvt år gammel
Nomad [n] 
Uha, uha – kan lige forestille mig et nightmare af en flyrejse – han savner jo selvfølgelig farmor, den bette mand:-)
LikeLike