Først og fremmest: kæmpe TAK for at tage så godt imod genoplivningen af denne side. Vi er så glade for, at det har interesse, og forhåbentligt kan det være med til at gøre afstanden mellem os lidt kortere. Nu sidder vi på den anden side af to ugers corona-karantæne, og tiden er faktisk gået hurtigt. På mange måder har vores første uger i Sydafrika været diamentralt modsatte af vores første uger i Indonesien. Her er hvorfor.
En uundgåelig sammenligning
Da vi flyttede til Indonesien for fem år siden, landede vi godt og vel to måneder før et statsbesøg. Det betød ualmindeligt lange arbejdsdage uden mulighed for at lære det stof at kende, som var Jacobs egentlige ansvar. I Sydafrika er der lagt op til, at man så vidt muligt skal arbejde hjemmefra, som situationen er nu. Og coronavirus har alt andet lige sat mange processer ned i tempo hvis ikke midlertidigt i stå. Derudover tager det blot 10 minutter (!) at køre til og fra ambassaden, hvorimod det jo i Jakarta kunne tage halvanden time på en semi-dårlig dag.
Men den diametrale modsætning til Jakarta består også i, at vi i Pretoria står op til en helt klar himmel uden synderlig luftforurening. Luften er frisk, og vi kan uden betænkelighed tage dybe indåndinger. Luften er dog også mærkbart tyndere, da vi befinder os i ca. 1500 meters højde i et særdeles bakket terræn.
Vi skal være de første til at indrømme, at to ugers karantæne også har stillet krav til vores kreativitet til tre unger uden deres legetøj. Så der er lavet nye hemmelige gange i haven, bygget telte, plantet urter, lavet skattejagt, fanget firben og spillet rigtig meget bold. De har fået et imponerende godt forhold til Catherine, som omgås børnene, som havde de altid været her. Alt andet lige har den langsomme start været dejlig, men nu er vi i den grad også klar til at gøre cirklen større, komme igang med hverdagen og få set mere af Pretoria.
Her er nogle glimt fra karantænen til den pt. mest spillede sang her på matriklen – “Sydafrikasangen” som børnene kalder den.
Alt det vi vænner os til
Der er selvfølgelig meget, vi skal vænne os til. Vi skal vænne os til kølige morgener og aftener (ned til 4-6 grader), hvorfor vi i starten faktisk sad med jakker på inde i stuen, indtil vi fandt den rigtige indstilling på vores aircondition, så den varmede istedet for at køle. Vi skal også vænne os til, at vi er syd for ækvator i den forstand, at solen bevæger sig modsat på himlen, stjernehimlen er vendt om og en nordvendt have er pludselig den solrige have. Vi skal også vænne os til, at vi ikke skal træde for meget ind over vores ansattes arbejdsopgaver, så det er slut med at fylde opvaskeren i Catherines arbejdstid (det kaldes hverdagsluksus!). Vi vænner os (med lethed) til, at vi nu kan spise avocado med god samvittighed, da de ikke er fragtet halvvejs rundt om kloden men derimod kommer fra Sydafrika. Vi skal også vænne os til, at der går zebraer og gnuer blot 2 minutters kørsel herfra. Vi skal vænne os til at køre i venstre side. Vi skal vænne os til kontrasten, der hersker mellem fattige og rige. Og så skal vi vænne os til sikkerheden omkring huset og ikke mindst, hvordan vi sikkert gebærder os rundt udenfor. Der er meget meget mere end det, så vi vil gå videre.
Man har et standpunkt til man tager et nyt
For om bare to dage starter Villads i skole. Da vi fik den omfattende mail med skolens corona-restriktioner umiddelbart før afrejse fra København, var vi ikke helt begejstrede over, hvilken restriktiv hverdag, der ventede ham. Vi meldte derfor tilbage, at vi ville se tiden an. Det skulle der ikke mere end to ugers karantæne til, før vi havde gjort. Der er flere grunde til, at vi tror det er en god idé at lade ham starte, men primære grunde til at lade ham starte er, at han har brug for at omgås jævnaldrende, han er meget åben for at tale engelsk og han ser med stolthed frem til at blive et skolebarn og lader til at være indstillet på de restriktioner, der er.
Det vi ikke fik med
Men vi er ikke færdige endnu. Vi måtte sande, at vores forrige skriv ikke var helt udtømmende. I kølvandet på udgivelsen meldte der sig en del spørgsmål, og i skal få svarene her:
Hvor mange var i med flyet?
Lidt overraskende var det et fyldt fly fra København til Amsterdam. Fra Amsterdam til Pretoria vil et forsigtigt gæt være én passager for hver tredje sæde. Børnene kunne uden problemer ligge ned på to sæder, når de sov.
Fik børnene morgenmad på rejsen?
Altså, de fik en citronkage i bedste vakuumpakkede stil på det første fly. Det tæller vel? Og så fik de lidt mere, da vi havde fire timer i Schiphol Lufthavn, inden vi skulle videre.
Havde i et sæde til Theodor?
Vi havde et sæde til Theodor, men langt størstedelen af vejen ville han sidde ved en af os, hvilket gav plads til, at de andre kunne ligge ned.
Hvordan er mavefølelsen?
Ekstremt god. Rammerne her er fantastiske, og vi er eftersigende landet i noget nær verdens bedste klima.
Hvad skal i fordrive tiden med i karantæne?
Havregrød-boldspil-leg i haven-tegne i malebøger-frokost-siesta med middagslure til de største og den mindste-film til de mellemste-mere leg i haven-mere boldspil-et afsnit nak og æd-aftensmad x 14 dage.
På 11. dagen modtog vi vores længe ventede luftfragt, som primært indeholdt børnenes legetøj. Det stillede alt andet lige lidt mindre krav til vores kreativitet, da vi så kunne hive et spil ludo frem, lave perler eller bygge lego.
Har I lov til at gå nogle småture, så i får set nabolaget? (en nordmand har stillet spørgsmålet)
Nej, det har vi ikke. Alle vores indkøb er foregået via en app med levering til døren. Ellers har vi mest af alt hentet bolde på den anden side af vejen, når de er trillet ned ad vores bakkede indkørsel og under vores port. Mere er det ikke blevet til.
Tak for at I læste med. Der bliver ikke plads til de korte nyheder i denne omgang, så dem må i have til gode.
Nomad [n] 