Efter to ugers karantæne var vi alle sultne på en tur ud af byen. Da man under nuværende restriktioner ikke må krydse regionsgrænser, kiggede vi os omkring efter et dyrereservat i umiddelbar nærhed af Pretoria. Valget faldt på Dinokeng Game Reserve en time herfra.
Dinokeng betyder faktisk “place of rivers”, da to floder løber gennem reservatet til Olifants og Limpopo og videre til det Indiske Ocean. Private og offentlige initiativer grundlagde parken i 2000, og i 2011 åbnede reservatet officielt, som i dag er et Big Five reservat, da både løver, næsehorn, bøfler, leoparder og elefanter har hjemme i Dinokeng.
Da vi kørte af motorvejen og hen mod parken, befandt vi os med ét i en mere afrikansk kulisse. Langs vejen gik gederne frit, husene var malede blikskure, og der blev solgt frugt eller vasket biler langs vejen. Snart derefter drejede vi ind i parken, og Villads kickstartede konkurrencen “hvem ser dyrene først” med leoparden som trumf, da man ville vinde det hele, hvis man så dén først. Vi kørte afsted på de sandede grustier med store øjne, og selvom det ikke blev til en leopard denne gang, så fik vi set en hel del. Og Villads vandt – selvfølgelig.
Vi nåede at se impalaer, gnuer, en giraf, zebraer, hvide næsehorn, kudu’er, bøfler, en struds med fire unger, aber og to løvinder godt gemt i krattet med en nedlagt zebra. Som I kan se på billederne, er det ganske tørt her over vinteren. De fleste vandhuller er sågar tørret ud. Det vil ændre sig i takt med forårets og sommerens komme. Nogle af dyrene blev fanget på videoen, så klik på den, hvis I vil se mere.
Efter 2,5 times game drive sluttede turen med frokost tilbage hos Mongena Game Lodge, som havde arrangeret turen for os. Vi satte derefter atter kurs mod Pretoria og var hjemme blot tre kvarter senere.
Skolestart
Vi kommer selvfølgelig ikke udenom, at det har været en stor uge for Villads. Han havde første dag i skolen i onsdags, hvor alle elever i Elementary School skulle starte. At starte i skole under en pandemi i et land, hvor man ikke taler sproget, gjorde helt klart os forældre lidt bekymrede. Skolen har iværksat strenge restriktioner hvad angår hygiejne, afstand og interaktion, hvilket helt lavpraktisk betyder, at vi ikke må gå ud af bilen, når vi afleverer og henter Villads, alle børn skal bære mundbind hele skoledagen, også på legepladsen og til idræt, de sidder med større afstand i klasselokalet og de skal holde så god afstand som muligt, når de færdes rundt på campus.
Første skoledag havde de dog gjort en afgørende undtagelse og tilladt nye elever på skolen at blive fulgt hen til klasseværelset af en forælder. Så vi hoppede ud af bilen sammen og gik derhen. Ved klasseværelset tog klasselæreren imod Villads, viste ham sin plads, og hjalp ham med at vaske hænder, før han tilsluttede sig resten af klassen udenfor til “snack time”. Der var ingen problemer. Der er kun 6 elever i hans klasse med en ekstra håndfuld, der tilslutter sig klassen online i denne uge, da de endnu ikke har mulighed for at rejse ind i landet.
Da han skulle hentes om eftermiddagen, holdt forældre i kortege rundt på parkeringspladsen. Skolens forstander styrede slagets gang og kaldte elever hen til bilerne. Villads’ navn blev kaldt hurtigt, fordi vi holdt nærmest udgangen, så vi skulle også gerne ud som én af de første. Da han satte sig ind i bilen, var han helt rolig og glad og fortalte, at det havde været en god dag. Han havde fået et klistermærke på trøjen med en superhelt, der bar maske, og teksten “well done”. Villads troede, at han havde fået klistermærket på, så de kunne finde ham, hvis han blev væk.
Just to let you know that Villads had a great first day of school. I’m sure he was probably a bit confused by some things, but seemed to take it all in his stride. The kids did extremely well wearing their masks for the entire day.
Senere på dagen fik vi en mail fra klasselæreren, der kunne berette, at det havde været en god dag. Igen må vi bare indse, hvor resiliente børn i virkeligheden er. Vores bekymring for så anderledes en skolestart er selvfølgelig reel nok, men det lader ikke til at have optaget Villads synderligt. Allerede på andendagen kom han hjem og fortalte, at han troede, at han havde fået en ven, da en af drengene hjalp ham op to gange efter, at han var faldet. Og selvom han ikke ved, hvad drengen hedder, eller i øvrigt forstår, hvad der bliver sagt, så er det nok den bedst tænkelige start, man kan få.
De korte nyheder
Vores container er kommet til Sydafrika, og vi venter nu med spænding på at få den udleveret.
Saga og Theodor starter i vuggestue og børnehave på onsdag.
Vi har været ude og kigge på en bil og pilen peger i retning af, at vi går all-in på en stærk terrængående bil i form af en Land Rover.
Vi skal have en hund. Dét er en nyhed, der har været gennem lange forhandlinger, der startede helt tilbage i januar, da vi fik besked om, at vi skulle udstationeres. Hunden er en gul labrador af samme opdrætter som hunden til vores forgænger, og på alle parametre har vi bevidst//ubevidst valgt at gå den stilsikre vej og følge vores forgængeres fodspor.
Vi har (ufrivilligt) fået testet vores alarmsystem, da vi ved en fejl kom til at aktivere alarmen i garagen. 7 minutter senere stod alarmselskabet her.
På to dage har vi været ude og spise tre gange. Det er mere end vi har været på et helt år i Danmark. En af middagsaftalerne gjorde særligt indtryk, da vi besøgte Holger Krogsgaard Jensen, der siden 1980 har arrangeret storvildtsjagt i det sydlige Afrika (se http://www.jensensafaris.com/). At sidde og få lækker hjemmelavet flæskesteg i et smukt rum fyldt med trofæer fra alverdens jagtture, inkl. tilknyttede historier, gjorde et stort indtryk, ikke mindst hos børnene.
Sydafrika går i den kommende uge fra fase 3 til fase 2 af deres corona lockdown. Det betyder, at man igen må købe alkohol og cigaretter (mandag-torsdag), og man må krydse regionsgrænser.
Tak fordi I læste med.
Nomad [n] 