Delfinkysten

Vi er hjemme efter en uges ferie ved kysten. Ferien har budt på 100% afslapning og batterierne er fuldt opladte – helt ligesom ferier skal være. Og det er selvfølgelig en stor løgn. Vi kan bedre beskrives som indstillet på strømsparetilstand med ca. 2% strøm tilbage, skærmen er sort-hvid og alle apps er ude af funktion. Men det er i virkeligheden fordi, at vi har haft en helt fantastisk ferie – bare med børn vel at mærke. Og en hund.

Over stok og sten

Vi stod over for vores første uges fri sammen siden vores karantæne, da vi ankom til landet. Men vi skulle også løse en kabale bestående af tre børn og en hundehvalp, som ville være for lille til at blive passet i en uge, hvorfor vi skulle se os om efter muligheder i køreafstand med plads til alle størrelser. Valget faldt på Dolphin Coast nord for Durban.

Vi satte os i bilen lørdag morgen, tjekkede at alle unger var spændt fast og sikrede os at arsenalet med snacks og juice var inden for rækkevidde. Google Maps kunne berette, at ruten vi skulle tilbagelægge var knap 700 km, hvilket er over dobbelt så langt sammenlignet med, hvad vi tidligere har kørt. Men der er ingen grund til at gøre fastspændte børn og en relativ lang distance til en lang historie. Det gik over stok og sten, hvor alle opførte sig eksemplarisk. Også de voksne. Der blev holdt tre pauser undervejs, og klokken kvart i fem om eftermiddagen var vi fremme og tog det billede, i kan se øverst på siden.

Turen til kysten var en stor oplevelse i sig selv, hvor vi startede i et landskab bestående af store åbne vidder med mange afbrændte marker klar til en ny sæson, gennem bjergpas til et kuperet og grønt landskab med banantræer, sukkerrørsplantager og den særegne afrikanske røde jord. Med Sydafrikas imponerende infrastruktur kan man indimellem godt glemme, at man kører rundt i Afrika. Men det blev vi heldigvis mindet om, da der ikke er en minimumshastighed på motorvejen, som der eksempelvis var i Indonesien, hvorfor det ikke var et sjældent syn at passere en traktor eller en lastbil, der kørte så langsomt, at man kunne være gået hurtigere. Der gik også geder langs motorvejen, hvilket der dog var skiltet for med en advarselstrekant og teksten “Goats”, og vi har allerede vænnet os til mennesker, der krydser en motorvej, så det vakte ikke stor opsigt. Men det gør det altsammen dejligt autentisk at køre på tværs af landet. Vi har forsøgt at fange nogle glimt fra køreturen samt første indtryk af kysten i videoen her.

Det bedste af mange steder

Da vi ankom til lejligheden, blev vi mødt af en imponerende udsigt over det Indiske Ocean. Lejligheden ligger godt placeret på det øverste hjørne af et større kompleks, hvorfra man har væg-til-væg udsigt til havet. Associationerne var mange. Den maritime indretning i lejligheden mindede os om Middelhavet, det kuperede og frodige landskab med sukkerrørsplantager så langt øjet rakte fik os til at tænke på Østafrika men mest af alt mindede Dolphin Coast os rigtig meget om kysten i Montenegro. De stejle og rå klippeformationer, de kraftfulde bølger, smalle og hullede veje tilsat en sydlandsk feriestemning med flip-flops, røde skuldre og et håndklæde slynget over skulderen.

Dagsturene endte med at blive en fin kombination af børnevenlige aktiviteter (som der er et væld af i området), lidt sightseeing og afslapning på terrassen. Alle steder vi var, blev Balder mødt med åbne arme og stor interesse fra både store og små. Vi vil spare jer for den kronologiske beretning og lade billederne nederst tale for sig selv.

“Ikke delfiner igen..”

Delfinkysten levede i særdeleshed op til sit navn. Tre dage i træk så vi store flokke af delfiner, som surfede på bølgerne nærmest kysten. Vi så også hvaler, som trak forbi, men de kunne bedst spottes i kikkerten, da de var længere ude. Men det er tydeligt, at børn generelt omstiller sig markant hurtigere til deres omgivelser end vi voksne formår. På intet tidspunkt kunne vi få armene ned over at se delfiner springe rundt i bølgerne eller over at opdage en hval, der kom op for at trække vejret, men allerede anden gang vi løb fra frokostbordet og ud på terrassen for at se en ny flok delfiner svømme forbi, lod ungerne os vide, at det godt nok var kedeligt og udtrykte, at de da ikke kunne forstå, hvorfor de skulle stå der og kigge på dem. De havde jo allerede set delfiner.

Vi slutter af med (en del) billeder fra turen. Der hører en forklaring med til hunden i selen. For det er ikke en hund, det er en ulv. Stedet vi besøgte husede kun rescue animals, og da en sydafrikansk ulveopdrætter for mange år siden ikke magtede de to ulvehvalpe, hun netop havde fået, videregav hun dem til centeret. Ulvene er så godt som tamme, da de aldrig har levet vildt og dermed ikke har udviklet deres jagtinstinkt, men vi tog os selv i at tænke, at det sikkert kun er i Afrika, at man får lov til at klappe en ulv.