Balder er efterhånden ved at have fundet sin plads i familien. Han har vist sig at være en meget artig hund, som allerede nu kan sove selv, er renlig og ikke laver alt for meget ballede. Sagt på en anden måde: vi nyder tiden inden, at han går i gang med at bide sig vej gennem hele huset.
Vi er derfor også begyndt at tilrettelægge vores weekender efter ham, ved at se os om efter hundeparker og hundevenlige restauranter. Hundeparker er der nok af. Så da han havde været gennem de vigtigste vaccinerrunder, kunne vi endelig udforske den del.
Lige rundt om hjørnet fra hvor vi bor, ligger der to parker. Den ene er en decideret hundepark, hvor hundene kan løbe frit, og den anden er mere en miniature udgave af en botanisk have, hvor mange familier har fundet sig til rette på et tæppe i skyggen af et af de særlige træer. Og med en meget snaksaglig hundehvalp, altså så snaksaglig at han slikker fremmede mennesker i ansigtet, lod vi ham blive i snor, mens folk nød deres lørdag til en familiefødselsdag i parken. Begge parker efterlod fantastiske indtryk. Først og fremmest er det uvurderligt at bo i en by med frisk luft og grønne områder. Det var vi ikke vant til i Indonesien. Dertil var der en dejlig broget skare tilstede i parken, hvor vi for alvor fik Sydafrikas diversitet at se.
Men vi har selvfølgelig også altid sikkerheden for øje. Den ene park ligger i et stort indhegnet kompleks, og den anden ligger frit tilgængeligt. Så da vi besøgte den reelle hundepark, uden indhegning, første gang, blev vi også mødt af en mand, som løb febrilsk rundt og råbte op om en bil, der var ved at blive stjålet. Derefter tog han noget af sit tøj af, så på igen og fortsatte sin hektiske gang og fablen om en angiveligt stjålet bil. Og er der én ting, som vi har fået gentaget flest gange, så er det, at man skal trække sig væk fra situationer, der virker unormale eller som skaber undren. Så vi kaldte børnene og hunden til os og kørte hjem igen. Der var muligvis ikke fare på færde, men vi hverken må eller vil ikke tage nogen chancer.
Halloween, heste og tømmermænd
Forrige uge var en uge i udklædningens tegn, for selvom den amerikanske skole ikke tillod børnene at fejre halloween på skolen, så var der alligevel rig mulighed for fejring.
Om fredagen gik vi med to andre par sammen om en børnefri aften. Den mærkelige følelse, som andre i vores sko sikkert genkender, hvor man træder ind i en børnefri virkelighed, får stukket en drink i hånden og ikke helt kan finde ud af, hvorfor man ikke kan høre ens mini-versioner bede om vand eller kiks bag sig. En helt perfekt sen okotoberaften under den mørke afrikanske himmel, med lyskæder og britisk pop ud af højttalerne. Det blev sent, og vi vidste, at det ville gøre ondt. Ikke mindst fordi vi næste dag skulle stå på en ridebane klokken 10.
Villads er tilmeldt ridning efter en indgroet interesse for heste, som nok stammer fra utallige rideture på mormors pony, farfars heste og ikke mindst fascinationen af den stolte sønderjyske tradition; den årlige ringriderturnering.
Rideskolen ligger en halv times kørsel fra byen og minder om enhver anden rideskole. Stemningen er dejlig afslappet, hvor rytterne, som lige har redet, sidder tilbagelænet i skyggen, hvorfra man kan se to ridebaner og en springbane. Villads red på ponyen Starlight, og med fulgte der en træner og en tovholder. De lagde ud med balanceøvelser, hvor han fx skulle gribe og kaste en bold på hesten og sluttede af med at trave og øve letridning.
Men som om at det ikke var nok, så blev vores tømmermænd ikke blot udfordret af en tur på rideskolen. For blot nogle timer senere, skulle vi afsted til halloween arrangeret af den britiske ambassade. Utroligt fint arrangement med hyperaktive børn, der løb i syv forskellige retninger, spiste donuts af en snor, tiggede om fanta og slikkepinde indtil, at de klokken halvsyv endelig måtte gå, mest af alt spæne, fra hus til hus og råbe “trick or treeeeeeeeeat”. På det tidspunkt havde vi og de andre to forældrepar givet helt op og forsøgte ikke engang at følge med i børnenes tempo. De kom løbende mere og mere glade og ekstatiske tværs over gaden i takt med mængden af slik der blev fyldt i poserne. Helt som halloween skal være.
De korte nyheder
Jacob har været modig og ladet Camilla bestille billetter hen over nytår. Det gik jo ganske glimrende sidst, hvor vi ikke kunne komme hjem til Jakarta til nytårsaften, da billetten var bestilt forkert – til den 31/1 og ikke 31/12. Går alt vel, så tager vi til Cape Town og Garden Route. Juleaften bliver fejret i Pretoria.
Camilla følger trop og begynder selv at ride i denne uge.
Jacob gennemførte sit første terrænløb i weekenden og sluttede som nummer 33 ud af 207 løbere. Ifølge ham selv vel nok de længste 12 kilometer han nogensinde har løbet. Er i nysgerrige på mere, så er der billeder fra løbet her.
Sydafrika har ca. 1/10 covid tilfælde sammenlignet med Danmark. Vi kan stadig ikke købe alkohol lørdag og søndag, og der er udgangsforbud mellem 24-04.
Blot for at afklare tvivl: Balder skal med hjem til Danmark, når vi flytter fra Sydafrika om fire år.
Vi er nu en time foran Danmark pga. vintertid. Det er for så vidt fint bortset fra, at ungerne ikke helt godtog forklaringen om, at Disney Sjov er gået i vinterhi og først kommer tilbage til foråret.
Saga og Villads tog et svømmekursus for et par uger siden, og Villads kan nu stort set svømme selv.
Ungerne er virkelig ved at komme efter det engelske. Theodor synger “twinkle, twinkle little star”, Saga kan ugedage, måneder og tal og Villads siger fx “Yes, I am really good at svømning”
Vi skal deltage i et kørekursus, hvor vi bl.a. skal lære at lave et såkaldt “J-turn”
Denne uge byder på besøg af den regionale sikkerhedsrådgiver og officiel optagelse i forældrerådet for Camilla.
Nomad [n] 