I weekenden besøgte vi byen Hartebeestpoort, som betyder hartebeest kløften på afrikaans. Hartebeest er en antelope og byen ligger i en kløft mellem to bjergkæder hhv. Magaliesberg og Witwatersberg blot 30 kilometer fra Pretoria. Det er et sted, vi har fået anbefalet fra stort set alle kanter, men uden at vi har kigget nærmere på det. Indtil i går. Weekenden har stået på regn, regn og mere regn, så med kulrede unger (og forældre!) var der behov for luftforandring og dermed en tur ud af byen.
Wauw, prøv at se det bjerg. Det når helt op til skyerne. Her er virkelig smukt.
Sådan lød det fra bagsædet i bilen og da vi lidt senere nåede frem til målet: safariparken. En park hvis koncept godt kan sammenlignes med fx Knuthenborg Safaripark. Vi har været afsindigt glade for netop Knuthenborg, men en safaripark i Afrika emmer uundgåeligt af mere autencitet. Parken havde 360 graders udsigt til bjergene, og netop som vi var ankommet, blev vi mødt af en giraf, der var kommet helt op til restauranten. På køreturen rundt fik vi set alle dyr bortset fra leoparder. Dyrene gik frit blandt hinanden, dog var rovdyrene indhegnet, og det var tydeligt, at de var vant til passerende biler. Se bare billedet med giraffen.
Triumfbuen og et hjørne af Uganda
Inden vi nåede safariparken, kørte vi dog en omvej. Ikke fordi co-driveren var upålidelig – heldigvis. Så havde stemningen været en anden. Nej, vi havde såmænd bare tre sovende børn i bilen og skulle gerne trække tiden lidt. Vi vidste, at der skulle være en sø og en dæmning lige i nærheden. Det ville vi gerne se. Vejene blev smallere og smallere som vi kørte, indtil der tilsidst kun var een vejbane. Til venstre var søen og til højre en bjergside, der strakte sig “helt op til skyerne”. Men pludselig stod trafikken stille. Helt stille. Og der gik mange mennesker på gaden. Instinktivt ville vi lige se situationen an, men det gik hurtigt op for os, at bilerne blot holdt stille, for at komme gennem en tunnel og over dæmningen – én retning ad gangen. Endelig blev det vores tur. Tunnelen drejede skarpt til venstre og ledte os ud på en brostensbelagt bro med hvad der lignede en triumfbue for enden. Til højre kunne vi se vandet fra søen fosse ud i enorme vandfald, og mange havde valgt at parkere bilen for at tage billeder af sig selv på dæmningen. Forståeligt.
Vi fortsatte videre i det kupperede terræn ad buede og snævre veje og snakkede om, at Harties, som Hartebeestpoort populært kaldes, mindede os rigtig meget om det sydvestlige hjørne af Uganda omkring Kabale. Vel nok det smukkeste hjørne af Uganda. Igen må vi bare knibe os selv i armen over, hvor ufatteligt smukt et land vi bor i nu. Vi taler jacarandatræer, vulkankrater, bjergkæder og det Indiske Ocean velvidende, at vi kun har set en brøkdel af Sydafrika.
De korte nyheder
Jacob begynder at løbe fast med en løbeklub hver søndag. Distancen er alt mellem 15-25 km.
I weekenden var vi til vores første børnefødselsdag, som endte helt som forventet med gennemblødte unger, der havde leget i springvandet.
Balder, altså ballade-Balder, har spist stikket til Jacobs arbejdscomputer.. Så deeeet.
Villads kan nu huske koden til vores port og kan selv lukke sig ind, når han kommer hjem med bussen. Han er stolt til op over begge ører.
Her til sidst får i lige et par billeder fra sidste weekend, hvor vi var i endnu en hundepark..
Eeej, det er varmt. Jeg har trætte ben. Hvornår er vi færdige med at gå.
Saga, der sad i bærerygsækken
Nomad [n] 