Første stop: Hanover

Vi har taget hul på juleferien. En juleferie som fik en ganske anderledes start, end vi havde planlagt, og derfor befandt vi os på feriens første dag, af alle steder, i den lille landsby Hanover – knap 800 kilometer fra Cape Town.

En rejse tilbage i tiden

Hanover er en lille by med 4500 indbyggere. Det er en by, hvor folk slentrer på tværs af de støvede gader, da stedets søndagslignende tempo sjældent forstyrres af gennemkørende biler. Vi blev mødt af vinkende børn, da vi steg ud af bilen og på tværs af gaden hang nogle mænd ud foran den lokale købmand. Hanover er opkaldt efter en beslægtet til den mand, som seks handelsmænd købte byen af i 1858. Hotellet, vi indlogerede os på, har fungeret som hotel siden 1864, og store dele af bygningen står, som den i sin tid blev opført. En sand tidslomme.

Højt at flyve, langt at køre

Men lad os starte et par uger før. Anden bølge (muteret) coronavirus har indtaget Sydafrika, og efter præsidenten meldte nye restriktioner ud, som bl.a. omfattede nedlukningen af strande i et højt besøgt område i regionen, som også vi havde planlagt at besøge, samt en udvidelse af udgangsforbuddet til 23-04, så blev vores flyafgang aflyst.

Alt i alt passede det os egentligt fint at undgå travle lufthavne og tætpakkede fly, nu hvor en markant mere smitsom virus er i omløb. Så vi kiggede på hinanden og spurgte os selv, om vi ville være i stand til at køre den dobbelte distance af vores sidste road trip til Ballito og nåede frem til et let tvivlende “måske”. 1500 kilometer. Hver vej. Men det tvivlende måske var nok til, at vi dagen før afgang kiggede på et kort og forsøgte at lokalisere et stop nognelunde midt på ruten. Valget faldt på Hanover.

Så vi kiggede på hinanden og spurgte os selv, om vi ville være i stand til at køre den dobbelte distance af vores sidste road trip til Ballito og nåede frem til et let tvivlende “måske”. 1500 kilometer. Hver vej.

Vi tjekkede ind efter godt syv timer på motorvejen med tilbagelagte 750 km og blev vist til en fantastisk rund stråtækt hytte, som gjorde indtrykket af byen komplet. Der var ikke noget internet, ikke noget TV, og på badeværelset hang et skilt, hvor der stod forklaret, at der kun ville være vand i hanen i to tidsrum pga. kommunale restriktioner. Der er noget særligt over, at være i Afrika på Afrikas præmisser. Man bliver mindet om at være ydmyg og taknemmelig for de ting i hverdagen, man ellers sjældent behøver at undvære.

Der var ikke noget internet, ikke noget TV, og på badeværelset hang et skilt, hvor der stod forklaret, at der kun ville være vand i hanen i to tidsrum pga. kommunale restriktioner.

Efter de mange timer i bilen, hoppede ungerne med stor iver i poolen efter, at de forinden selvfølgelig havde testet alle fjedre i sengene. Ingen kom til skade. Hverken senge eller børn.

Historien slutter ikke her

For da vi kom til Cape Town, fandt vi ud af, at en lille del af Hanover var fulgt med os helt hertil. Da børnene var puttet, og der dermed var ro i lejligheden, begyndte det pludselig at pusle i hjørnet ved vores tasker. Det stoppede, når vi talte, så vi tænkte med det samme, at det måtte være en mus eller i værste fald en rotte. Fra sikker afstand kastede vi nogle ting hen på taskerne. Der skete ikke noget. Jacob kiggede ude på gangen, men der var heller ikke noget. Delkonklusionen blev, at det måtte være et dyr i skakten, der lavede den ellers høje lyd. Men så kiggede Jacob i tasken med sko, for der ville hverken en mus eller en rotte gemme sig og opdagede den støjfyldte størrelse: en flagermus.

Flagermusen må være kravlet ned i vores taske i hytten i Hanover og ufrivilligt blevet kørt hele vejen til Cape Town. I skrivende stund nægter den at forlade tasken og er derfor forvist til altanen.

Fortsættelse følger….