Ligesom flagermusen så kom vi også godt frem til Cape Town. Hvis det er komplet volapyk, så læs med her. Efter ligeså mange timer på vejene anden dag trillede vi endelig ind i den bjergrige by, som Kapstaden er. Vi kørte ad snoede veje langs bjergsiderne, hvorfra der var en fantastisk udsigt til Atlanterhavet i de mange bugte. Vi havde base i Hout Bay, en bugt som ligger cirka et kvarters kørsel fra Cape Town.
Ferie uden vin
Cape Town mere eller mindre stryger lige ind på førstepladsen på listen over rejseoplevelser. Byen, naturen og ikke mindst klimaet stod i perfekt kombination, hvilket gav et væld af muligheder for selv en børnefamilie som os. Der er ikke meget andet at sige til det end, at vi glæder os til at pandemien løjer af, så vi kan få besøg hernede. Cape Town er et must på sådan en tur.
Den eksotiske juleferie fik dog skår i glæden allerede på andendagen, hvor præsidenten annoncerede nye corona-restriktioner. Det havde vi set komme. Med få timers varsel blev alle strande lukket, al alkoholsalg blev forbudt og udgangsforbuddet blev udvidet fra 21-06. Heldigvis havde vi brugt de første to dage på strandene og kunne derfor godt se fidusen i at blive i området, selvom det selvfølgelig var ærgerligt at bo 100 meter fra stranden og et par dage senere have udsigt til en nytårsaften uden vin og restaurantbesøg som ellers planlagt.
I denne omgang vil vi dog spare jer for den helt lange beretning og primært lade billederne (og enkelte beskrivelser) tale for sig selv. Og med +50 billeder burde det være muligt.
Hout Bay
Boulders Beach
Cape Point
Efter vi havde været ved Boulders Beach og vinket til pingvinerne, kørte vi videre til Cape of Good Hope. Det sydligste punkt ud for Cape Town, hvor hollænderne først lagde til for knap 400 år siden. Da vi kørte ned mod sydspidsen tårnede en bjergspids sig op foran os. Mens den ene sagde “nå, så kører vi vel tilbage” svarede den anden “nej, der kan vi da godt gå op”.
Theodor blev vækket fra sin lur og skubbet afsted i klapvognen. Selvfølgelig kun indtil vi mødte de første trapper. De andre to spurtede afsted og skiftevis hjalp hinanden op eller løb om kap. Store som små kom vi hele vejen op, til sidst med den yngste på vores skuldre, en sammenfoldet klapvogn under armen og med en hånd i Saga.
Green Point Park
Cape Town Botanical Garden
I løbet af den uges tid vi befandt os i Cape Town, besøgte vi deres botaniske have to gange. Det er noget nær den smukkeste park, vi nogensinde har besøgt. Den ligger på bagsiden af Table Mountain, hvorfor parken er ganske kuperet med en fænomenal udsigt til bjerget. For børnene var det en naturlegeplads af en anden verden bestående af klatretræer, kilder man kunne krydse, vandfald, en dinosaurudstilling og en bro, der gik gennem trætoppene.
Og som i kan se på billederne, så kan forældrene sjældent følge med børnene længere, hvorfor langt de fleste billeder bliver taget af dem i fuld spurt foran os.
Lion’s Head
Jacob og jeg er uenige om mange ting. Hvem der kører bedst bil, hvem der er en dårlig taber, hvem der skal putte børnene og så videre. Men hvis der er een ting vi altid er enige om, så er det værdien af en god udsigt, og særligt hvis det kan kombineres med en lettere bjergbestigning. Derfor faldt ruten op ad Lion’s Head 100% i vores smag.
Vi lagde let ud med en bred sti uden trapper eller sten og samtlige vandrere, der var på vej ned ad bjerget, enten klappede af os eller så leende til vores færd opad, hvor vi havde de to mindste i bærerygsække og Villads i fuld spurt foran os. Vi vidste jo ikke, hvad der ventede os, og retrospektivt kan vi udemærket godt forstå deres reaktion.
Da vi var kommet halvvejs rundt om bjerget, hvor vi havde udsigt til Camps Bay og Clifton blev stien afløst af trapper, og trapperne blev afløst af sten. Stien blev herefter markant mere opadgående, vi måtte endda kravle op ad en stige og så blev det smalt. Rigtig smalt. På et tidspunkt var stien vel ikke mere end knap en meter bred, og med en bjergside, man ikke havde lyst til at trille ned ad, vendte vi om. Der var sat en kæde op, man kunne holde fast i, og det var sin sag at holde balancen med et barn på ryggen og ikke mindst holde fast i Villads samtidigt. Så vi kom en hel tur rundt om bjerget, men vi når først toppen den dag bedsteforældrene er på besøg og passer ungerne et par timer.
Table Mountain
På vej op ad Table Mountain i deres stejle cablecar følte vi med eet, at vi var tilbage i Hong Kong på vej op ad The Peak. Men turen op på Table Mountain er markant stejlere, landskabet på toppen er magisk og udsigten til byen og de omkringliggende bjerge gjorde oplevelsen tilnærmelsesvist surrealistisk. Skyerne svævende ind over bjerget og kun i glimt kunne vi se byen for foden af bjerget, hvilket tilføjede et element af mystik til hele oplevelsen.
Vi tør dog ikke helt forestille os køen til bjerget den dag, hvor der også er mange turister, da de 45 minutter vi ventede var lige til (børnenes) smertegrænse. Og det var bare den ene vej. Heldigvis havde den lokale inder i Hout Bay klargjort aftensmad til os, så vi kunne suse hjem en time efter sengetid og få noget mad i de sultne størrelser.
Nomad [n] 