At indlogere sig på en vingård, hvor man ikke kan drikke vin, er omtrent ligesom at være i Sønderjylland uden at kunne få Slots dåseøl. Det lyder som en umulighed. Men vi kastede os ud i det ikke mindst for at understrege over for os selv, at vi faktisk godt kan komme igennem småbørnsårene uden hjælp fra vores daglige flaske vin. Det lyder måske af lidt meget. Lad os kalde det glas. Daglige glas vin. Sådan.
Spier 1692
I vinområdet Stellenbosch, blot en halv times kørsel fra Cape Town, ligger vinfarmen Spier. Vinfarmen har eksisteret i over 300 år og tæller i skrivende stund 489 arbejdspladser. Det er en af de ældste og største vingårde i området. Vingårdene ligger som perler på en snor, og da vi kørte en tur gennem de to vindistrikter Franschoek og Stellenbosch kunne vi udpege stort set alle de vin, der pt. ligger hjemme på hylden. Men det er helt sikkert, at vi ser meget frem til at komme tilbage til regionen, når der må skænkes alkohol, og man igen kan nyde en vinsmagning.
Netop som vi tjekkede ind på Spier bød en receptionist os velkommen med ordene “have you seen our Kids Club” og først en time senere så vi vores børn igen. Allerede dér vidste vi, at vi havde valgt den helt rigtige vingård – med eller uden vin. Ungerne var travlt beskæftiget sammen med hotellets andre yngste gæster og var slet ikke tilfredse med at blive hentet, da vi ikke kunne undvære dem længere. Altså, da vores samvittighed ikke kunne undvære dem længere.
Ændring på ændring
Egentligt var Spier slet ikke på tegnebrættet, da vi planlagde denne tur for nogle måneder siden. I stedet skulle vi have været til Garden Route regionen, men da området også er omfattet af de mange restriktioner grundet en galoperende coronasmitte, valgte vi at sadle om. Vi aflyste den del af turen, som befandt sig ved kysten og lænede os i stedet op ad en god anbefaling fra familien med fire børn og tog til Spier. Det har været den mest rigtige beslutning på denne tur.
Formiddagene gik for det meste med uforstyrret tid ved poolen med en god bog, alt imens børnene legede i Kids Club – eller børnehaven, som de kaldte det. Det var tydeligt at mærke, at de havde ligeså meget brug for en pause fra de irettesættende forældre, som vi havde brug for en pause fra larmende børn ved morgenbuffetten.
Dagene var varme, så det var nødvendigt med kølende dukkerter i poolen efter den yngstes middagslur. Årets bedste investering er uden tvivl børnenes svømmetimer, da både Saga og Villads nu formår at svømme selv. Vi holder dog et vågnet øje med dem, da det ikke er mere end et par uger siden, at de begge knækkede koden til at svømme, hvorfor de indimellem bliver lidt overmodige og fx. tror de kan svømme med hinanden på ryggen.
Tilbage til Pretoria og en anden hverdag
Om vi ville det eller ej, så ventede der os også 15 timer på vejene for at komme hjem til Pretoria. Vi har ikke skrevet meget om køreturene, da det i store træk gik helt problemfrit. Vores Land Rover er en sand fornøjelse at køre i og børnene var for det meste beskæftiget med deres højlydte julegaver på bagsædet, lydbøger og tuc-kiks ad libitum.
Men hjemme i Pretoria vidste vi, at der ventede os en anden hverdag end den, vi forlod et par uger forinden. Grundet en stejl anden bølge med en ny covid variant i Sydafrika skal Jacob og resten af ambassadens ansatte arbejde hjemme i den kommende tid. Børnene skal muligvis også blive hjemme længere tid end forventet, så vi indstiller os på nogle måneder, hvor der ikke skal ske alt for meget. Rastløsheden ved vi dog vil indfinde sig, hvilket fik Jacob til at tage en hurtig beslutning om at bygge et hus i haven til børnene. Ikke et legehus, ikke et shelter.. men noget derimellem. Det følger vi selvfølgelig op på.
Afslutningsvist har vi sammensat nogle videoklip fra Cape Town. Det kan I se her.
Nomad [n] 