Det sidste års tid har siden her været spækket med solbeskinnede billeder, vilde dyr, glade børn og enestående natur. Sydafrika har taget os med storm, og vi er landet på den bedst mulige måde her et år inde i vores fireårige udstationering. Men i kulissen bevæger vi os rundt i en virkelighed, der er så forskellig fra Danmark, og det er prisen som vi betaler, vi vil fortælle lidt om her.
Lag af sikkerhed
For nyligt skulle der i en del af Waterkloof, den bydel vi bor i, stemmes om, hvorvidt der skulle opsættes et hegn om hele bydelen. Flere af ambassadens ansatte bor i det område, og ekstra hegn vil betyde, at alle bilers registreringsnumre bliver noteret, når man kører gennem en bom til området. Omkring vores huse er der en mur, en port og ovenpå muren er der et elektrisk hegn. Vores hus er også sikret med kameraer, alarmer, overfaldsalarm og et såkaldt safe room. Det er ikke særligt for Sydafrika. Det er tilfældet ved de fleste huse for udsendte danskere i Afrika.
Men i Sydafrika holder mure, hegn og porte ikke nødvendigvis folk ude. Til mange middage med venner falder snakken uundgåeligt på, hvordan man har hørt om eller kender nogen, som har været udsat for væbnet røveri – ved højlys dag eller midt i aftensmaden. Det er frygtindgydende at høre om. Så den sværeste øvelse for os dette år, og de næste tre, er uden tvivl at lære at sænke skuldrene uden at blive uopmærksomme.
“I am going to charge you”
Forleden dag kørte Camilla i en af vores biler, da hun efter et T-kryds blev vinket til siden af to politimænd. Der florerer talrige beretninger om falsk politi, der stjæler ens bil, så snart man holder stille, hvorfor der på et splitsekund blev tænkt tanker som “Er det rigtige politifolk? Hvorfor holder de en diplomatbil til siden, når vi er beskyttet af diplomatisk immunitet? Skal jeg lade være med at holde ind? De har holdt fire andre biler ind til siden, så jeg holder ind, men låser ikke bilen op”. Situationen var harmløs, og politifolkene havde blot brug for at opremse fuld-stop reglerne med et par tomme trusler indlejret.
Turen fortsatte hjemad hvor øjnene altid er i bagspejlet for at sikre sig, at der ikke er nogen, der følger efter en. Metoden med at følge efter en bliver brugt med henblik på hjemmerøveri, så hvis man er uopmærksom, er det en nem måde, at komme ind i et hus på. Netop dén manøvre med at kigge i bagspejlet ligger under huden i sådan en grad, at vi næsten ikke skænker det en tanke længere.
En umulig balance
Løbeture. Det er et godt eksempel på, hvordan man på et tidspunkt må indse, at man lever i et andet land der er forbundet med andre farer, men man alligevel ikke kan stoppe med at leve. Og man bør heller ikke stoppe med at leve. På diverse sikkerhedskurser har vi lært, hvordan vi hele tiden skal orientere os, hvordan vi skal krydse vejen og løbe i den anden side, hvis vi ser noget mistænksomt – eller helt vende om.
Risikoen forbundet med løb handler mest af alt om værdigenstande; telefoner, løbeure, høretelefoner og sågar løbesko. Det fik os først til at løbe mindre og helt uden værdigenstande, men det gjorde i virkeligheden situationen mere stressende, fordi hver løbetur blev en påmindelse om, hvor restriktivt vi nu skulle leve, og hvilke farer der potentielt ventede rundt om hjørnet. Vi må derfor hele tiden balancere risikoen kontra følelsen af normalitet og er nået frem til, at des mere vi begrænser os selv, des mere klaustrofobisk bliver det mentale fængsel, vi lever i.
Vi løber nu begge med det vi finder nødvendigt, musik i ørerne og et ur på armen, mens vi insisterer på at hilse på alle vi passerer for at minde os selv om, at mennsker er ikke farlige, fordi de går i laset tøj, samler affald eller går hvileløst rundt.
Således opmuntret. Men vi synes faktisk også, det er vigtigt at fortælle om slangen i paradiset. Og alt det vi har beskrevet her trækker tråde tilbage til Sydafrikas brutale historie, og hvor det har ført landet hen i dag. Det er både chokerende og tankevækkende, og det sætter en fed streg under ambassadens vigtige rolle i at understøtte landet i en positiv udvikling med lige rettigheder for alle sydafrikanere.
Køreteknisk kursus hvor Camilla demonstrerer et J-turn, skulle vi ende midt i en demonstration og have behov for at komme hurtigt væk.