Vi er hjemme igen. Og sådan føles det – hjemme i Sydafrika. Ét år ud af fire er gået, og landet har på alle måder bestået den ultimative test med hensyn til, hvordan følelsen er efter en fantastisk sommerferie i Danmark. Vi har savnet at være her og er glade for at være tilbage.
Det husker vi at sætte pris på – nu
Selvom vi ikke kunne komme i tanke om, hvad vi præcist savnede ved Danmark inden sommerferien, så blev ferien en kærlig påmindelse om, hvilket fantastisk land vi kommer fra. Men at lande i Danmark i de mest lyse måneder, til sol og sommer, på samme tid som samfundsoplukning med studenterfest, EM kampe på stadion og rund fødselsdag på programmet, kunne det heller ikke blive meget bedre.
Det er fantastisk at “genopdage” sit eget land og blive mindet om, at det vi tager fuldstændig for givet (med rette) i Danmark, faktisk er en enormt priviligeret måde at leve på. Når man eksempelvis ikke skal bekymre sig om at kunne stirre ned i sin telefon komplet uopmærksom på sine omgivelser, mens man venter på toget eller grønt lys ved fodgængerfeltet. En gåtur i en park, en løbetur sent om aftenen, den korte afstand til vores kyster, offentlige legepladser og fraværet af mure, hegn og porte.
Tilbage til hverdagen
Som souschef har Jacob været ved roret på ambassaden det sidste stykke tid. Forleden havde ambassaden et møde med regionsformanden for KwaZulu-Natal og hans delegation på 20 personer. Et møde af høj prioritet dels grundet optøjer i forbindelse med Zumas fængsling for en måned siden og dels for at bygge bro mellem danske virksomheder og regionen.
På hjemmefronten er alle børn nu tilbage i hhv. skole og børnehave. De her dage går Theodor rundt og synger “vi er sorte, vi er hvide, vi står sammen side om side” og fortæller os, at han “elsker os virkelig hurtigt”. Villads er startet i 1. klasse og til trods for lidt modstand mod at lære spansk, så har han haft en helt forrygende start. Og Camilla nyder livet som hjemmegående lidt endnu, inden hun kaster sig ud i en kandidat inden for folkesundhedsvidenskab til oktober.
De mellemlange nyheder
For nyligt blev rejsevejledningen for Sydafrika og en række andre lande opdateret som følge af den globale udbredelse af delta-varianten. Det betyder lavpraktisk, at Sydafrika nu befinder sig i den orange kategori, hvor man som færdigvaccineret ikke skal i isolation i Danmark, når man rejser fra Sydafrika til Danmark – på forretningsrejse.
Forleden aften måtte Jacob tage ind på ambassaden efter aftensmaden for at hjælpe en nyindkøbt FCK spiller med at få udstedt visum til at kunne komme til Danmark.
Saga og Theodor er startet i en ny børnehave efter mange overvejelser og timelange drøftelser hen over sommerferien. Det har heldigvis vist sig at være den helt rigtige beslutning, da de allerede efter et par uger det nye sted er faldet fuldstændig til og sprudler af glæde og energi.
Desværre har vi i løbet af de seneste par uger måtte sige farvel til vores hushjælp, Catherine. Derfor er vi igang med at ansatte en ny, og vi håber at finde det rette match til vores familie.
Sydafrika vaccinerer cirka 250.000 personer dagligt. Desværre er der relativ stor modstand mod vaccinerne, som i følge et nyt studie er størst blandt den hvide befolkning:
“Vaccine acceptance declined amongst white adults from 56 percent to 52 percent, while it increased from 69 percent to 75 percent for black African adults” University of Johannesburg’s Centre for Social Change and the Human Sciences Research Council
Ambassaden er i færd med at opdatere det såkaldte “cost of living” hvor Udenrigsministeriet på årlig basis, skal vide, hvad alt fra en føntørrer til en pose pasta koster. Det afføder nok et Hvad Koster Det? indlæg på et tidspunkt.
Tak fordi I læste med!