Vi nåede vidt omkring i oktober måned. Fryseren blev fyldt op med antilope, vi tog endnu en tur til Drakensbjergene, Jacob havde fødselsdag, der kom besøg fra Danmark, vi holdt første event på Villads’ skole siden pandemien, da vi fejrede halloween, og alt dette skete samtidigt med at Pretoria var farvet lilla af de udsprungne jacarandatræer.
Nak og æd i Sydafrika
Måneden startede med en jagtweekend – denne gang for hele familien. Vi var afsted med Jacobs kollega og hans kone på en jagtfarm, der ligger knap to timer nordøst fra Pretoria. Jacob havde forinden turen snakket om, at han gerne ville gå efter en Oryx, som hedder Gemsbok på afrikaans, men da vi kom frem, fik vi at vide, at der kun var fire af dem og at der blot var én i flokken, der skulle reguleres ud af bestanden.
Da mændende tog afsted tidlig lørdag morgen for at skyde ind, gik vi andre en tur omkring gården, hvor vi så både springbok, elands, hartebees og impalaer. Da de kom tilbage til brunch senere på morgenen sad vi omkring bordet i skyggen af et eukalyptustræ. På en bakke ikke så langt fra vores hus, fik vi øje på de fire oryx’, hvilket fik ejeren til at afkorte den ellers velfortjente middagslur og sætte kurs mod dem.
Der gik ikke længe før vi hørte et skud ikke så langt fra, hvor vi så antiloperne et par timer forinden. Øjeblikket efter så vi fire oryx løbe ned ad bakken hen mod vores hus og nåede at tænke “nå, den blev ikke ramt”. Men da Jacob dukkede op et kvarter senere var det for at vise os den oryx tyr, han havde nedlagt. Ingen af os vidste eller havde set, at der var fem i stedet for fire. Antilopen var ramt perfekt midt i hjertet og børnene fulgte spændt med under hele slagtningen, hvor vi talte om de forskellige organer, og hvorfor vi stadig kunne se frisk græs i maven på den.
Drakensberg 2.0
En uge senere holdt Villads’ skole efterårsferie, hvor vi sammen med nogle venner havde aftalt at tage fire dage til Drakensberg – lige præcis to kilometer fra hvor vi boede sidst. Det passede os udemærket, da det denne gang var akkompagneret af børnenes bedste venner og igen i de smukkeste omgivelser med masser af muligheder for vandreture.
På vores sidste vandretur til en nærliggende grotte, havde vi en guide med. Da vi var kommet et godt stykke op ad bjergsiden og stien blev markant smallere, lod han os lige vide, at der i dette område var mange Puff Adders, så vi skulle være så venlige at holde godt øje. Puff Adders er den farligste slange i Sydafrika, da den ikke er sky og meget giftig. Turen gik uden problemer og vi krydsede ikke med en Puff Adder, men vi blev herefter enige om, at vi fremover hellere måtte have fat i slangestøvler, som beskytter mod bid.
Besøg fra Nord
Blot et par dage senere kørte vi til lufthavnen og tog imod Jacobs mor og søster, Hanne og Stine. De landede op ad formiddagen og syntes, at varmen var behagelig med de godt 20 grader på det tidspunkt. Det varierede dog helt fra 37 grader til 16 grader (begge dagstemperaturer) i løbet af den uge, de var her.
Vi tog en tur til Pilanesberg Nationalpark på safari, hvor to ud af tre game drives endte i stormvejr. Dyrene gemmer sig typisk, når vejret er dårligt, hvilket desværre også holdt stik denne gang. Til gengæld fik vi at se, hvordan deres næsehornbestand stortrives og tæller verdens tredjestørste næsehornbestand i verden. Pilanesberg har også haft et hyr med krybskyttere, hvilket fik dem til at afkorte næsehornenes horn, for at gøre dem mindre attraktive på det sorte marked. Det har vist sig at være utroligt effektivt.
Nogle dage senere besøgte vi Soweto, som er Sydafrikas største township område sydvest for Johannesburg – deraf navnet “SO-outh WE-stern TO-wnships.” Det er et område, som blev etableret i forbindelse med indførslen af apartheid, hvor sorte ikke længere måtte bo i Johannesburg og derfor skulle flyttes ud af byen. Det var en lærerig oplevelse at besøge området, hvor vi fik indblik i de forskellige lag/fraktioner af et township, der huser mere end 1.5 millioner mennesker. I Soweto findes der overordnet tre kategorier af huse; township, hostels og formal settlements. Simplificeret; okay, værre, værst. Området rummer alt fra fine murstenshuse med solceller på taget til simple blikskure på 4-5 kvm2 og til den opdeling hører også stærke politiske fraktioner, hvor regeringspartiet, ANC, primært finder sine vælgere i de bedre etablerede områder, mens oppositionen er stærkt til stede i områderne med formal settlements og hostels.
Nelson Mandela boede i Soweto og skråt overfor hans hus boede Desmond Tutu. Ingen andre steder i verden har to nobels fredsprismodtagere boet på samme gade. Vi så også museet for studenteroprøret i 1976, og gjorde holdt i krydset, hvor konfrontationerne fandt sted. Man estimerer at 176 studerende blev dræbt under protesterne som opstod, da afrikaans blev indført som det primære undervisningssprog i alle skoler til trods for at det var en minoritet på ca. 10%, der på det tidspunkt talte sproget.












Halloween
Siden vi flyttede til Pretoria i juli 2020, har vi kun været på Villads’ skole een gang. Det var to dage inden, han startede i skole sidste år. Pga. nogle strenge regler fra Department of Basic Education, frarådes det fortsat at have forældre på skoler som et led i at mindske coronasmitten. Den internationale skole er kendt for deres halloween arrangement, som af gode grunde blev aflyst sidste år. Men i år lykkedes det. Camilla og resten af forældrerådet havde gennem flere uger deltaget i talrige møder om muligheden for at gennemføre arrangementet, da det var uden for skolens åbningstid og således ikke omfattet af DBE’s reglement.
Konceptet bestod i at folk dekorerede deres biler i et bestemt tema, så børnene kunne gå fra bil til bil og råbe “trick or treat.” Villads stak afsted med to af sine venner, og vi så ham først et par timer senere med sit græskarhoved fyldt med slik.
Jacaranda
Pretoria er helt eventyrlig i oktober måned. Denne gang fik Jacobs familie også mulighed for at opleve den lilla farveeksplosion, som byen byder på. Se bare her.
Tak fordi I læste med!