Coronaferien

Godt nytår.. host host

Den største ferietid for os er hen over jul og nytår. Efter at have holdt en aldeles fremragende Plan B jul i Pretoria og hentet Camillas søster i lufthavnen et par dage senere, satte vi kurs mod Cape Town d. 28 december. Det er kun vores andet besøg i Kapstaden, så denne gang brugte vi hver dag ved strandene, som bekendt lukkede sidste år under anden bølge. Altså lige indtil, at vi måtte isolere os.

For nytårsaften holdt vi sammen med en anden familie fra Pretoria, hvor det senere viste sig, at vi hver især bragte Omikron til bordet, da flere fra begge familier blev syge et par dage senere. Ferien sluttede således helt modsat af, hvordan den startede; i isolation i en fantastisk airbnb med udsigt over Knysna Lagune. Heldigvis har det været en mild omgang med ganske få eller slet ingen symptomer.

Vi nåede dog en smule inden Omikron dikterede slagets gang.

Cape Town

Paternoster

Cape Agulhas og Knysna

The White Lady

På hjemturen skulle vi tilbagelægge 1200 kilometer i løbet af én dag. Flybilleterne var qua de positive coronatests afbestilt og vores egen bil, som vi havde fået fragtet til Cape Town, kom nu for alvor til sin ret. Vi overvejede at køre om natten, men taget uoplyste veje og den generelle sikkerhedsrisiko i betragtning, blev det alligevel til en dagstur.

Det viste sig at være en fornuftig beslutning, da vi (igen) lod Google føre os den korteste og hurtigste vej hjemover. Det har vi jo haft stort held med tidligere. Ruten startede ad snørklede veje gennem et bjergpas, hvor 60 kilometer grusvej og en tæt tåge konkurrerede med smalle bjergsider, om at gøre denne del af turen mest udfordrende.

Den følgende søndag tilbage i Pretoria var Jacob nede i løbeklubben. Her fortalte han om ruten, hvor en lokal sydafrikaner kunne berette om et folkesagn om et spøgelse, der befinder sig på denne rute. Spøgelset kendes som “The White Lady” og eftersigende skulle spøgelset vise sig i folks biler på denne rute. Det var nok vores held, at der ikke var flere ledige pladser i bilen.

Fattigdommens mange ansigter

Vi stoppede til frokost i en lille landsby midt ude i det øde Karoo. Til trods for byens størrelse kunne vi alligvel køre gennem den kommercielle højborg af en drive-in ved KFC og bestille alle de kyllingeburgers og pomfritter vi ville.

Da vi holdt dér, kom en dreng, vel nok på Villads’ alder, hen til bilen. Hans ansigt var ligeså støvet som hans tøj og skoene hullede og slidte. Han rakte forsigtigt sin spinkle hånd hen med vores vindue. Vi gav ham nogle kiks og kørte herefter ud ad byen og fandt et sted i skyggen, hvor vi kunne spise vores smagsløse fastfood. Som nu smagte af endnu mindre.

Vi er vant til fattigdom hernede og ser dagligt tiggere stå i lyskrydsene i Pretoria. Men drengen fra denne tur gjorde indtryk på Villads. Vi talte om, hvorfor mennesker vokser op forskelligt, hvordan man kan hjælpe en dreng, som vi lige havde set, og hvorfor vi ikke skulle køre tilbage til ham, som Villads så kærligt insisterede på, at vi skulle.

60 dage hjemme er omtrent 40 dage for mange

Vi elsker vores børn. Det skal der ikke herske tvivl om. Men der var ikke helt enighed om stemningen herhjemme, da udsigten til skole og børnehave efter 50 dage hjemme blev udskudt yderligere 10 dage, da de sidste tre coronatests kom tilbage positive.

Ungerne var ved at blive ganske rastløse og begyndte at savne deres venner – venner der er så gode, at de proklamerer, at de skal giftes med dem senere i livet. Vores gode venner gik sammen og bestilte en hoppeborg, sendte kager over til Theodors fødselsdag og leverede dagligt nogle kreative hverdagsaktiviteter til ungerne. Det gjorde hele forskellen, og sådan blev det forholdsvist hurtigt mandag igen, hvor hverdagen efter syv uger hjemme ENDELIGT startede.