(Hvis i ikke nåede at læse om vores helt tossede start på turen, så læs første del her)
Fra Maputo satte vi kurs mod strandbyen Ponta Do Ouro to timer syd for hovedstaden. Kina havde hjulpet med at bygge en vej lige gennem et naturreservat, hvilket ifølge et sydafrikansk par som vi overnattede hos dagen forinden, betød at køreturen var reduceret fra en 6 timers tur til nu blot to. Vi passerede advarselstrekanter med elefanter der væltede biler, og vi kunne i skæret af bilens lys se nogle antiloper i vejkanten. Vi gik i seng til lyden af det brusende hav efter en mildest talt strabadserende dag og glædede os til at se, hvor vi var landet næste morgen.
Panoramaudsigt og lav puls
Ponta Do Ouro er en kystby ud til det Indiske Ocean, som faktisk kun ligger 5 kilometer fra den sydafrikanske grænse. Vi stod op til den fortsat taktfaste lyd af bølger, men hvad vi ikke var klar over var, at vores hus lå i første række til kysten. Det fremgik ikke af vores booking, så da vi åbnede døren fra soveværelset og trådte ud på terrassen blev vi mødt af den smukkeste panoramaudsigt over havet.
De fleste gader i Ponta Do Ouro bestod udelukkende af sand, der var søde men insisterende strandsælgere, lokale isboder og supermarkeder på størrelse med en lille kiosk. I gaderne kørte gamle traktorer rundt med sejlbåde, og de lokale ville sætte sig på en ATV, uden plader og uden hjelm, hvis de skulle lidt hurtigere frem. Tempoet var behageligt lavt og det gastronomiske tema var fisk og skaldyr, som var fremragende. Venligheden var alle steder med børn og voksne, der vinkede eller hilste på os og stod klar til at vise vej eller hjælpe, hvad end vi skulle købe fisk til aftensmaden eller finde en hæveautomat. Det føltes autentisk, ægte og utrolig anderledes fra Sydafrika.
Men autenciteten skal ikke romantiseres, udelukkende fordi det er anderledes, og vi vil ikke gøre os blinde for at ramponerede bygninger, madboder og strandsælgere i tifold, der solgte de samme armbånd eller det samme trælegetøj, også er et udtryk for et land i stilstand. Et udtryk for fattigdom. Vi elskede det langsomme tempo, de sandfyldte gader og de simple strandrestauranter, men oplevede også et land, hvor græsset langs hovedvejen blev slået håndholdt med machetter og kvinder stod med spædbørn på ryggen og hakkede i jorden omkring familiens banantræer.
Hvor er delfinerne?
Efter en halv dag på stranden og endnu en fænomenal fiskeret til frokost, tog vi en siesta tilbage i huset. Vi lavede en kop kaffe og satte os på terrassen, mens børnene legede gemme eller tog sig en lur. Vi snakkede lidt om rejsen hertil, om at være tilbage i Sydafrika efter en sommerferie i Danmark, og så snakkede vi om, hvorfor vi mon ikke havde set delfiner endnu. De er meget nemme at se, og kommer ofte helt tæt på kysten. I selvsamme øjeblik afbrød Jacob og sagde “det kan godt være, vi ikke har set delfiner, men der er altså hvaler derude nu.”
“det kan godt være, vi ikke har set delfiner, men der er altså hvaler derude nu”
Det var der ingen af os, der helt troede på, men da vi rejste os op, kunne vi tydelig se fontæner af vand, der blev blæst op i luften, når de kom op for at trække vejret. Vi stod sådan lidt og betragtede dem og kunne konstatere, at de trak nordpå, da en pukkelhval majestætisk sprang op af vandet og landede på ryggen i et gigantisk plask. Det var der ingen af os, der nogensinde havde set før, og vi kaldte på alle børnene, som ikke helt kunne forstå vores ivrighed, nu hvor det eneste de kunne se var havet. Hvad vi ikke var klar over var, at netop i juni, juli og august er der en stor migration af hvaler forbi Mozambique, der tager hele vejen til Østafrika, hvor vandet er varmere, for at føde deres unger. Derefter vender de sydpå igen.
Afsted med jer
Næste morgen havde vi aftalt at tage en køretur på ATV. Så vi fandt en lokal gut, der havde fire ATV’er han kunne leje ud. Vi aftalte at leje dem en time og spurgte selvfølgelig, om det var okay, at vi kørte med børn siddende foran os. Det lod ikke til at være et spørgsmål, han havde fået ofte. Da vi satte os op og fik børnene til at sidde godt, sad tre politibetjente i skyggen på den anden side af gaden og betragtede os. Vi fik ikke hjelme, og var alt mellem 2-3 personer på hver ATV, hvilket ikke lod til at være et problem. Dejligt uautoriseret afrikansk.
Så vi susede afsted gennem de sandede gader og kom hurtigt længere ud på landet, hvor sandet blot var endnu dybere, og der var lidt længere mellem husene. Vi kørte på en højderyg et godt stykke af vejen, hvorfor vi havde udsigt til en grøn dal. Både Villads og Saga fik lov til at styre ATV’en, og alle syntes det var enormt sjovt.
Trods den noget besværlige start på turen, var dagene i Ponto Do Ouro det hele værd. Vi kørte efter varmen, havet og den gode mad. Men vi fik meget mere end det. Turen hjem tog vi i ét stræk kun afbrudt af frokost i Maputo. Grænseovergangen skal selvfølgelig også have et ord med på vejen, for vi skulle bare stemples ud, men igen ville deres maskiner ikke læse vores nye pas, og tålmodigheden var faktisk sluppet op på forhånd (qua cirkusset den anden vej). Så den mest utålmodige af os, blev sendt ud i bilen, men heldigvis var det kun en tyve minutters affære denne gang, så vi kørte hurtigt videre og trillede ind i Pretoria klokken 20.
Tak fordi I læste med!
Nomad [n] 