Vi har taget hul på vores tredje år i Sydafrika, og er dermed halvvejs i vores udstationering. Et spørgsmål der gik igen, da vi var i Danmark over sommeren var, hvordan coronavirus havde påvirket vores udstationering indtil nu. Svaret dertil er, at alle restriktioner først nu er ophævet, og særligt restriktionerne det første år betød, at vi ikke fik besøg fra Danmark og havde svært ved at rejse på tværs af grænser. Til gengæld gav det os mulighed for at lære Sydafrika at kende, inden vi skulle være værter og give gode råd. Første halvdel af vores udstationering er som konsekvens brugt på at se mest muligt af Sydafrika, og nu er tiden derfor kommet til besøge nabolandene. Botswana, Mozambique, Zimbabwe, Lesotho, Namibia (Eswatini lykkedes vi med at besøge sidste år i marts).
Vi starter i Mozambique
Fra basen i Pretoria til Maputo, hovedstaden i Mozambique, er der 6 timers kørsel. Derfra havde vi valgt at sætte kurs yderligere 2 timer sydpå til kystbyen Ponta Do Ouro. Turen blev delt i to på vej dertil, men selvfølgelig slap tålmodigheden alligevel op på bagsædet (typisk efter vi havde kørt de første 20 minutter). Heldigvis passerede vi nogle naturreservater på vejen, så vi kunne holde utålmodigheden lidt hen med konkurrencen “hvem kan se en giraf først?”. Det var der i øvrigt ingen, der gjorde.
Men hvis vi syntes, de fem timer til grænsen var langsommelige, så slog grænsekontrollen sig klukleende på låret og sagde HOLD MY BEER. Vi havde indstillet os på en besværlig grænseovergang, som vi havde fået fortalt ofte kunne tage en hel time, så vi steg ud af bilen med ekstra tålmodighed i taskerne og blev vist hen til køen for diplomater. Hvad der skete herfra kan bedst beskrives som papirbureaukrati af kafka’ske dimensioner.
Velkommen til absurdistan
Vi hilste pænt på grænsekontrolløren, som kvitterede med at tage passene, vifte os væk og gribe telefonen. Han var usikker på visumreglerne for danske turister, hvorfor vi blev sendt over i en anden kø. Dernæst ville de have udprintet dokumentation for vores overnatning i Ponta Do Ouro, så Camilla blev sendt hen til tre forskellige steder ved grænseovergangen, som eftersigende kunne printe. Uden held. Vores portugisisk-talende venner, Sarah og Jeppe, skulle i stedet gå med en lokal mand 500 meter ind i Mozambique, som vi endnu ikke havde fået visum til, for at printe det famøse stykke papir (jo strengt taget ikke helt lovligt, men tilskyndet af alle officielle grænsevagter). Lidt senere kom de tilbage. Det var den første time.
Coronapas, boligdokumentation og pas blev afleveret. Intet skete. Så vi henvendte os på skift for at høre om alt var okay. Det var det. En halv time senere blev vi kaldt frem og i stedet for pas med stempler fik vi stukket 9 formularer i hånden, vi skulle udfylde. Her slap børnenes tålmodighed, forståeligt nok, op. Klokken var 12:30 og vores frokostreservation i Maputo var som et fatamorgana ved at forsvinde i varmetåger. Nuvel, formularerne blev afleveret og vi fik på skift taget billede til vores visum. Det var anden time.
Vinte minutos, vinte minutos blev der råbt. Tyve minutter, så ville passene være klar. Vi stillede os udenfor i den mærkbare anderledes varme. Det var det, vi var kørt efter, og på den front leverede Mozambique. Tyve minutter senere var al proviant (til begge køreture vel at mærke) spist og vandflaskerne tomme. Toiletterne var selvfølgelig låst af, fordi der ikke var vand. Så blev vi kaldt ind igen. Vi fik stukket pas og nogle sedler i hånden og vist over til en anden skranke. Ved skranken skulle de scanne vores pas, som nu indeholdt visum, og tage endnu et billede til systemet. Det havde sikkert været en spiselig procedure, hvis det ikke var fordi, at deres maskiner ikke kunne læse vores pas. Alle maskiner blev prøvet og efter en halv times forsøg, gav de ellers stædige grænsekontrollører også op og sendte os hen til skranken, hvor vi havde fået taget billeder en time tidligere. Anden runde billeder blev taget og efter hele 3 timer som kastebold ved grænseovergangen, satte vi os i bilerne med til dato det mest tomme blik i øjnene og kørte mod Maputo. Tilføj et dybfølt suk.
Maputo-Tre-Fire
Absurdteateret sluttede desværre ikke helt ved grænsen. Vi trillede gennem paskontrollen med vores visum og stempler i passene, da de bad om et stykke papir, som vi ikke havde fået i løbet af den tre timer lange visumproces. Heldigvis trak de på skuldrene og lod os køre videre.
Den godt timelange køretur til Maputo bød på en ensporet vej med mange tunge lastbiler. Vejene var ellers, takket være kinesisk tilstedeværelse, ganske udmærkede. Da vi nærmede os hovedstaden begyndte trafikken at stå stille, hvilket gav mange associationer til trafikken i Uganda. Der flød med affald i rabatten, geder krydsede vejen som det passede dem og køerne til taxaerne var lange med mennesker klædt i farverige klæder med enten bagagen på hovedet eller en baby på ryggen – eller begge dele.
Uret viste 16:00 og vi indså at frokost måtte konverteres til tidlig aftensmad. Men da GPS’en navigerede hen mod frokostrestauranten, skulle det vise sig, at området omkring restauranten var notorisk lukket af med bomme og svært armerede militærfolk, da præsidenten og flere ministerier har til huse i det område. Vi forsøgte ad 4 forskellige veje, men mødte samme aflukning alle steder. På dét tidspunkt var vi nok kandidater til minuspoint, hvis i spurgte passagererne på bagsædet. Vi havde mistet Sarah og Jeppe i bilkøen ind mod byen, og vores telefoner kunne ikke ringe dem op, så det var mere held end forstand, at vi så dem på vej op ad bakken til det aflukkede område, netop som vi var på vej ned. Vi suste efter dem og aftalte at tage en anden restaurant, som Jacob tidligere havde besøgt, da han var i Maputo. Og for at gøre en fortsat lang historie lidt kortere, så duede første restaurant ikke, den anden var lukket pga. ejerskifte, men den tredje (som jo i virkeligheden var den fjerde) havde plads og lå endda lige ned til stranden.
Således blev tidlig aftensmad til regulær aftensmad, og mens ungerne hoppede rundt i det Indiske Ocean, fik de voksne pulsen ned med en god flaske vin. Hvis i nåede helt hertil, så fortjener i også lidt vin. Lad os læses ved i næste indlæg, hvor vi nåede frem til Ponta Do Ouro.
De Korte Nyheder
Balder fyldte 2 år 31. juli.
Når Saga og Villads starter i skole d. 17 august er det uden mundbind. Det er første gang i to år.
Vi skal på jagt i September, så der er nu investeret i en kummefryser og vi indstiller os på, at det bliver endnu et år med antilope på menuen de fleste dage.
Saga og Theodor går nu til ridning hver lørdag. Imens tager Villads 10 km på sin mountainbikecykel på et trail i nærheden med far halsende bagefter i løbesko.
På lørdag skal vi til Johannesburg og se rugby mellem Sydafrika, Springboks, og New Zealand, All Blacks. Det bliver første gang, vi prøver det.
Nomad [n] 